Go'morgen igen i dag, Simon

Åh ja, de enkelte digtsamlinger holder jeg selv mest af, og lige netop med de begrundelser, du beskriver. Men også en anden ting er betydningsfuld for mig, og det er indbindingen af selve bogen. For de allerfleste enkelte digtsamlinger er hæftede udgivelser eller i hvert fald udgivelser med blød indbinding. Det er noget jeg holder meget af, fordi bogen i hånden nærmest bli'r levende med spor af læsning. Jeg elsker simpelthen bøger, der bærer præg af at ha' været flittigt i hænder, brugt og læst mange gange ... :))

Auster har jeg faktisk aldrig læst. Hustruens forfatterskab har jeg snuset lidt til, men du har nu givet mig en nysgerrighed for Auster, så efterfølgende gik jeg lidt på opdagelse. Bogen, du nævner, tror jeg vil kunne fange mig, det samme tror jeg om hans vinternoter.

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2012/02/hvem-paul-auster

Morgenhilsner med udsigt til endnu en højsommerdag
RoseMarie

P.s.

Den mätta dagen, den är aldrig störst.
Den bästa dagen är en dag av törst.

Nog finns det mål och mening i vår färd –
men det är vägen, som är mödan värd.

Det bästa målet är en nattlång rast,
där elden tänds och brödet bryts i hast.

På ställen, där man sover blott en gång,
blir sömnen trygg och drömmen full av sång.

Bryt upp, bryt upp! Den nya dagen gryr.
Oändligt är vårt stora äventyr.

Karin Boye

Hej RM..

En spændende tænker, Paul Auster, hos hvem man som hos så mange andre gode fortællere får fornemmelsen af personlige perspektiver, hvormed man lærer ham lidt at kende, og jeg ved egentlig ikke af, at det skulle kræve andet end tankestof at lære et andet menneske at kende.
I Opfindelsen af ensomhed tumler man uværgelig ind i genkendelighed, som det at stå ved gravens rand med ambivalens velnok berører mennesker flest, idet man trods fysisk nærhed kan være hinandens modpoler, men at pludselig ophævede barrierer for bestandig tillader en forståelse for det menneske, man nu kan leve med. En sær fornemmelse er det. at læse breve og vandre i forlængst forladte templer, men dér opleve et menneske man aldrig har kendt. Det er problematisk at begrave sine forældre, forudsat man altså havde sådanne, og der er mange fine overvejelser i hans lille bog, bl.a. over sig selv som farmand, hvad der velnok kan få mennesker flest til at erstatte sten i broer til fortiden, men ikke altid og for enhver pris. Man er forskellig fra hinanden på mange måder, men må opdage det og kunne leve med det.
Det er forøvrigt ikke så meget jeg har læst af ham, enkelte pluk i noget der velsagtens er et udvalg mellem noget jeg muligvis ville finde interessant, det indebærer en masse overset. Jeg tror han har skrevet mange vidunderlige ting, og er i den grad en digter - forresten et sjovt udtryk, her mellem omkringkørende kasser af højtråbende drømme om fremtiden, livsbekræftende små epos..;)

Nå, solen er træt og der dufter af mad, min mave rumler og jeg har en drøm om en kold øl. Men inden, kender jeg godt fornemmelsen du beskriver af hæftede bøger, og havde længe en fornemmelse af privatindbundne, som jeg af forskellige grunde har en del af, som 'lukkede rum i egen ophøjethed'. Bøger med fast ryg idag, er ikke af samme kvalitet som den bogbinderen skaber, og engang værdsatte man jo sine bøger som fortællinger der skulle passes godt på, ved netop at indbinde dem i smukke udgaver m.m. Der er jo også stor forskel på et brugsbibliotek og klenodier på udstilling, som gamle privatbiblioteker mange steder engang kunne være - og som har kostet en herregård hos bogbinderen; og tænk bare på hvad bogbinderen så fik mulighed for at snage i, ja havde liggende. Helt sikkert et spørgsmål om tillid, og tillid har jo altid kostet det røde i øjnene.

Bedste hilsner...
Simon

P.s.:

Lidt fra 70'erne, hvor nogle timer i skolen faktisk lød lidt som et prøvebillede, og man ind imellem vågnede på vej hjem, småsnakkende med skolekammerater, hvorimod ham her, synes at ha' været årvågen fra han sad på livmodervæggen, jeg tænker her på Hvidovres Iggi pop:

Prøvebillede

Jeg hilser den nye, blanke elektriskblå poesi
ved at åbne øjnene og udstøde et: "Mao-Zenevera-sesio!"
Med den ene hånd forsigtigt om dit hjerte
og den anden hånd fast om månen
svæver jeg her over byens indtrængende lys
og sanser med alle sanser
klart
radiobølgernes blå, røde summen gennem luften
fra hjerte til hjerte
fra hjerte til hjerne
i krydsforbindelATser mellem alle
mellem alle sanser
alle sanser det
åbner øjnene og udstøder nye ord-ord og nu
summer det hele i klartonende A
- blåt som T.V.s prøvebillede.

- Michael Strunge.

Uden at miste

Langsomt fylder månen sig
og glider lydløst frem
mit æg drejer blødt
om sig selv
mens rummet kalkes hvidt
og jeg ser lyset
skildrer verden
uden at miste
et eneste ord.

- Pia Tafdrup.

mvh
Simon

Hej Simon

Dejlige månedigte af Strunge og Tafdrup ... og særligt i disse nætter, hvor himlen er klar og månen viser sig nat efter nat.

Hvem kommer morgengryet til er digte skrevet af Lone Munksgaard Nielsen, og her er månen også på spil :))


Hun springer ud fra himlen
og lægger horisonten fra sig
som et tæppe solen kan gå ned på.

***

Når månen tror
at ingen ser den
sniger den sig ned til floden.

Lyset lægger den på overfladen
som et tyndt lag kviksølv
og tvinger vandet
ind i en ny bevægelse.

Før parrene kan nå
at fravriste månen deres kærlighed
trækker den sig
tilbage til himlen
og floden bliver
sig selv igen.

***

En sjælden gang længes floden så stærkt
efter sin hjemegn
at den prøver at vende strømmen.

Kun nogle få bølger
gør modstand
og vil blive
hvor de er.

Når floden længes så voldsomt
prøver selv vinden at vende den om.

***

Jorden og mørket husker alt
men mørket hjælper med at skjule.

Ved nymåne er mørket så tykt
at de skærer det ud i blokke som tørv
til at lægge på tagene.

Og uden for byen bygger de en hule
af det tætteste mørke
hvor elskende kan gemme sig
for fuldmånen.

De smuler af mørke
der bliver tilbage
når de har bygget
spiser de af hinandens hænder.



Ja, og så er der selvfølgelig også det Højholte månedigt:


Månen forklaret

Haven vånder sig derude i sen sne.
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket.
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

Per Højholt

Go'sommerdag og månenætter
RoseMarie