Morn' RM..

Med tak under skydækket, lidt aforisme & morgenhaiku...

Der er flere udmærkede måder at beskytte sig
mod fristelser på; men den sikreste er fejhed.

Vand kan, indtaget i forsigtige
mængder, ikke skade nogen.

- Mark Twain.

Månegoplen svajer
som en faldskærm i luft
under bølgerne.

- Bash Swift.

- dén her vil Fillon sikkert underskrive:

De bedste planer hos både mus og mænd
går ofte skævt,
Og gir os ene stene og sand
for det lovede brød –
(Solvitur ambulando).

- Robert Burns.

_ _ _


The Gutturale Muse

Last summer, and at midnight
I smelt the heat of the day:
At my window over the hotel car park
I breathed the muddied night airs off the lake
And watched a young crowd leave the discitheque.

Their voices rose op thick and comforting
As oily bubbles the feeding tench sent up
That evening at dusk – the slimy tench
Once called the ‘doctor fish’ because his slime
Was said to heal the wounds of fish that touched it.

A girl in white dress
Was being courted out among the cars:
As her voice swarmed and puddled into laughs
I felt like some old pike all badged with sores
Wanting to swim in touch soft-mouthed life.

- Seamus Heaney, Field Work.

- mvh
Simon
P.s.: Hvad mon muserne sir til det numsevrik diskodaskoen kalder dans? ;)

Hej igen Simon

I løbet af dagen er skydækket forsvundet og himlen blevet mere forårsblå :)) ... og så må jeg hellere med det samme komme med en rettelse til mit link fra nostalgiens morgenstemning. Det skulle ha' været et link til denne herre, som så også lige får lov til at berige mellemrummet med lidt forårsstemning :))


Det psykedeliske forår
(Solgt til stanglakrids)

Safterne stiger som livseliksir i fontæner
der kunstfærdigt står placeret i groteske
formationer på de rige mænds trimmede
plæner hvor solsorten slår sine triller
på baggrund af de violette skyer
stadig blåøjet nok til at tro sig hensat
i et eventyr

Blodet stiger en til hovedet i
berusende kaskader
& den eksklusivt mousserende trylledrik du
indtog gør dig minded for vemodige
ballader så alt imens Claude Debussy
brænder en solo af i La Mer
føles det grangiveligt som om mit sølle
kranium eksploderer

Alle mine sanser & hver en nervefiber
indeni mig svinger
& nu letter jeg forsøgsvis af asken som en
fugl Føniks på splinternye vinger
man si'r ved jord at bli' det tjener sig bedst
ja det er desværre sådan landet ligger
men der kommer en dag hvor du er både
flyvefærdig & flyvesikker

CV Jørgensen

https://www.youtube.com/watch?v=2aI0mfFsvzo


Med udsigt til en forårsblå himmel
RoseMarie

Morn’ RM..

Sjovt med den LP, vi var virkelig solgt til stanglakrids da en mosaik af nærværende lyrik bare sprang os i møde, dengang i 78/79 hvor telefonboxe endnu havde døre, og nu fortæller små skrat mellem rillerne så deres små historier, alt i alt den herligste lyd af mindeværdig konfekt – og jeg synes stadig det er den bedste LP, men han er ikke blevet ringere…;)

mvh i foråret der drypper af sol ;)
Simon

Hej RM..

Her lidt om afmægtighed fra Hagerup – tro det eller ej…

Den korsfestede sier

Ta meg ned. Det er på tide.
Trodde jeg jeg kunne lide
det som millioner led?
Dachau, Buchenwald og Belsen,
hvor var jeg, og hvor var frelsen?
Ta meg ned.

Menneskene har bedratt meg.
Gud og djevel har forlatt meg.
Ta meg ned og bær meg bort.
La den siste bleke jøde
vidne om de andre døde
bedre enn jeg kunne gjort.

Ta meg ned. Det er på tide.
Lansegapet i min side,
tornekronen – hva var det?
Nylig slo et barnehjerte
hjelpeløst av angst og smerte
i en gassovn. Ta meg ned.

Ta meg ned. Jeg var der ikke.
Redselen i barneblikket,
morens gråt gikk meg forbi.
Knus mitt kors som ikke kunne
redde dem som gikk til grunne.
Ta meg ned. Gjør verden fri.

- Inger Hagerup, Den syvende natt (1947).

Himlen mørkner i nisselige byger, inden vi ser os for, ska’ vi skovle sne som i norske landskaber, og du ska’ være snekone med rosenrøde små kinder – du blir et forårssus..;)

Hvide forårshilsner
Simon

Fra Svendborgdigtene lidt af Brecht’ ballade- og folketonekunst, her ved skrædderen fra Ulm der "lufter" en kristelig sandhed – at Brecht her lader biskoppen få det sidste ord ved et par magre skræddersyede vinger, puster ham ikke just op til noget sandhedsvidne i eftertidens øjne, der ellers ser masser af morsom metafysik flagre rundt:

˶Biskop, jeg kan flyve˝,
sagde skrædderen til biskoppen.
˶Se, hvordan jeg gør. Hvilken dag!˝
Og med sådan nogen tingester på sin krop
der så ud som vinger steg han op
på det store store kirketag.
Men biskoppen gik videre.
˶Det er så dumt at lyve,
mennesket er ingen fugl,
mennesker vil aldrig kunne flyve˝,
sagde biskoppen til skrædderen.

˶Skrædderen er død˝,
sagde folk til biskoppen.
˶Der var en jagt.
Hans vinger blev ødelagt
nu ligger han knust som glas
på den hårde hårde kirkeplads.˝
˶Klokkerne skal lyde,
det var så dumt at lyve,
mennesket er ingen fugl,
mennesket vil aldrig kunne flyve,˝
sagde biskoppen til folk.
*

Svendborgtiden sluttes af med disse ord:

Lovet være tvivlen! Jeg råder jer, hils
muntert og ærbødigt på dén
der prøver jeres ord som var de falske mønter!
Jeg ville ønske, I var kloge og ikke
gav jeres ord med alt for megen tillid.

- Bertolt Brecht

mvh
Simon