Over det gyngende hav. Hvirvlende sol i luft krydret og tung af en hed tørstende grønheds duft. Rejsende bort fra dig selv. Ind i en sol og på ny vandrende hvileløs gennem en fremmed by.
Blændende lys. Som et skrig flænger det øjet. Du ser huse der brænder og rødt glødende krukker af ler. Dansende farver mod grå fattigdom. Og fra en trang stinkende gyde en mørk klagende stemmes sang.
Spraglet elendighed. Vand drukner i støvet. En blind kravlende menneskebylt rammer dit blik og vil ind. Ind bag din sløvhed ig dybt ind til sin tabte rod. Vandrende hvileløs gennem dit mørke blod.
Gennem dit mørke. Og der ind hvor du blødende står ramt af den skyld som ved skyldighed intet formår. Vandrende gennem dig. Rejst i dig som klage og krav. Standset og styret. På ny styrtende i sin grav.
Flygter du? Hvor skal du gå? Solen vil blotte din skam. Ingen kan skjule sig. Du lever i skyggen af ham. Over det gyngende hav. Under det grynende hvælv. Vandrende hvileløs. Flygtende fra dig selv.
*
Referat
I Mennesket rejste sig tungt fra lejet og gav sig tilkende, hilste den stigende dag med ræb og forløsende fjærten, smækkede skodderne op og slubrede vand af en krukke, nynnede glad og gik ud i menneskets sælsomme verden.
Gennem den hidsige larm af skingrende stemmer og lyde frembragt af mange slags dyr med navne som ikke skal nævnes, og i en hvirvlende ring af tidligt befolkede stole, vandrede mennesket frem ad gaderne brolagt med sole.
Eet med den varme musik der rørte hans krop som en glæde, sang i hans lemmer som lys og fyldte hans øjne og ører, gik han på fjedrende ben og følte sig hjemme på jorden, hilste på legende børn og koner og lastbilchauffører.
Standsed omsider og stod på torvet hvor ferme rhapsoder lovpriste snegle og ost og tørrede småfisk i bundter, grønne citroner og løg, majs, røde tomater og hvide fjerkræfremstillede æg af form som elliptiske kloder.
Indsnuste duften af får og duften af mørke oliven, oksers urolige blod, rå planker og rådnende frugter, menneskets pirrende sved og stanken af femhundred katte; dertil den navnløse lugt af alt hvad der stinker og lugter.
Mennesket nød det og lo og blottede villigt og gerne eet dusin tænder i alt, plomberet med ædle metaller, købte et brød som han trak på armen som var det en guldring, købte tillige et pund af kalvens fortrinlige hjærne.
Klappede efter en dreng og fik en kop kaffe serveret, skyllede efter med vand og stangede tænder med tungen, spyttende gennem et hul i mundens forvitrede tremmer, sparkede efter en kat og kradsede sig under pungen.
Stod og var glad ved sit liv og lyttede henført til dagen, fandt sig en stump cigaret, fik ild og gik bort gennem larmen, så efter piger som bar årtusinders rytme i kroppen. Kyssede brødet der sad som var det en guldring på armen.
*
Referat
II Udmattet ligger Athen når middagens sol panorerer over den udstrakte by . hvor skyggerne falder på skygge. Råbende kvæles af tørst. Og gennem de døsige gader drejer i cirkler af sol den slibende lyd af cikader.
Dryppende falder et ord i stilhedens kumme. Så tier alt som har stemme og klang. Og tomme bazarer og boder sover bag skodder af jærn, mens dagens fortættede hede gløder på middagens bund som dynger af brændende hvede.
Vandet fordamper til lys på torve og pladser. Og hænder rækker mod kølige glas i svedige rum og på øde glemte caféer, hvor alt er tidløst og mennesket hænger stønnende over en stol, som skulle det langsomt forbløde.
Gule trompetstød af sol. Og kalken i murene smuldrer. Træet har standset sin vækst og hvisker med støv i sin krone. Skridt visner hen og dør bort. Den sovende by er belejret. Modstandsløs ligger Athen, bestormet af sol, og besejret.
Sovende, alle og alt: Den værkbrudne på sine krykker, tungt som et standset pendul i timen hvor stilheden stormer. Tiggeren mager og tør, forpuppet i snavs. Og den blinde sovende ind i en drøm af hvirvlende farver og former.
Sovende, sovende alt: Det flygtige vand i fontænen. Stenen i stilhedens brønd og søjlen der rækker mod himlen. Drift og uroligt begær. Skjult frøkorn og støv der skal falde. Hvilende, drømmende alt. Tungt sovende, alting og alle.
*
Referat
III Venner som elsker musik, jeg ved om et sted hvor Euterpe leger med fløjten og hvor den ranke Apollon slår takten. Følg mig ifald I har lyst. Jeg sværger af vinen er billig og at den vinglade gud beklager han aldrig har smagt den.
Der kan vi træffe i kvæld den dejlige Hebe hvis ungdom aldrig fortaber sin glans men vækker vor ungdom til live. Og er vi heldige kan vi udmønte dyden og være Eros til meget behag i favnen på husets hetære.
Trappen er stejl, pas nu på! Den skakt skal forceres som dyden. Let og dog mandigt vil vi tilsammen betræde lokalet. Bordet i hjørnet er vort! Her ved jeg at Sokrates tømte utalte kander med vin forinden han tømte skarntyden …
Drømmen er dygtig til vers. Erindringen lyver og leget. Sokrates kom ikke dér så lidt som den fagre Euterpe. Men der blev danset og drømt elysiske drømme. Og kvinder talte på gudernes mål skønt ingen af dem var gudinder.
Nogle sang hæst, men de sang! For vinen var billig, og drømmen sad ved et tarveligt bord og så den roterende vifte male den drivende røg til flygtige syner, mens bordet avlede flasker med vin og saligt bedøvende gifte.
Tarveligt var det måske. Men alle som kom for at glemme kendte sig lykkeligt fri som ligemænds lige hernede. Og af det simple og grå steg farver og tonede længsel dybere her end blandt dem hvis liv er et regelret fængsel.
Stodderen sad med sin glas og drak sig til hersker og herre over det herlige land der ligger hvor mennesker mødes, drak sine nederlag bort og slyngede vinglassets drue ind i den hvirvlende rus hvor konger og hædersmænd fødes.
Havnearbejderen kom med svedeklud tøjret om halsen. Og med sin arm som en tung uløselig trosse om pigen dansed han hverdagens støv til stjærner, mens hændernes kloder lokkede salige lyn af brysternes mørke katoder.
Pigen blev dus med en drink og mere end dus med den glade villigt betalende gæst. Og siden forsvandt de som venner op i det øvre gemak, og dér, på en sangbund af fjedre, kaldte hun Eros ved navn og tærskede mønt af hans lænder.
Livet er simpelt, javel. Og skønt er det simple som elsker uden at spørge om dyd i timen hvor dyden skal falde. Skønt er det fattige liv og sødmefuld frugten der tynger. Venner som elsker musik: Alt levende længes, og synger …
"Ved ikke om dette hører til "mellemrummet" ... men lidt sjovt for mig de sådan popper op efter mange års "forglemmelse."
- Selvfølgelig hører salmer m.m. til, Tikka, som strofer der stadig gør indtryk; de er jo ordmusik, litteratur netop du ved betydningen af.
mvh Simon P.s.: Dan Turèll nærmest himlede foran Ingemann!
Min bemærkning var med dig i tanke … håbede ikke jeg ødelagde tråden, da jeg var i kategorien himmelnisser.
* Jeg elskede dengang disse salmer, der kærtegnede og gav følelsen af håb, men også ro og fællesskabsfølelse når vi i klassen skulle stå ved siden af vores plads og synge hver morgen i de mindre klasser efterfulgt af Fadervor.
* Lysets engel går med glans var også en obligatorisk morgensang.
Tråden her har jo flere guder iboende, det er bare se sig om, og de vil ved strofers livlighed springe i øjnene - masser af troende har gennem tiden skabt linjer der stadig danser os i møde, ikke nødvendigvis med didaktiske formål, men fordi visse oplevelser betød noget og derfor måtte fastholdes, livagtiggøres. Nogle salmer står derfor levende for os, andre ikke, og fremkalder minder der for os har betydning.
Oplevelser med salmesang kender jeg udmærket, men for det meste i aulaen ved fremmøde - lidt søvnige stod vi dér, vågnede kun langsomt. Jeg betvivler at du med salmesang kan ødelægge tråden her eller noget for nogen, hvorimod du kan vise en ordmusik du værdsætter, og hvem ved, om ikke værdsættelsen betyder noget for andre?
En del af Dan Túrells lyrik/poesi holder jeg meget af; det "underlige" var mere værktøjet brugt til at skabe sig en levevej - en væsentlig detalje i erkendelse af en verden der fremdeles skaber fællesskab om ejerforhold - men levede og drak kaffen helt som mennesker flest. Forøvrigt var han et varmt og godt menneske, der havde fortjent at opleve sin Snul få børn.
I den kølige forårsnat, med fuldmånen der legende under stjerners blikke overstråler temmelig mange snorketræer, ku’ man næsten få lyst til at høre Rudolph og Mimi lede efter nøglen, som i den helt vidunderlige lille film Værelse med udsigt; men dén skal jo helst høres højt, og snorketræer har brug for at drømme deres drømme. I stedet blev det derfor til et par digte af Villy Sørensen, som jeg synes mangler, men hvis strålende begavelse nu glimrer i alt han efterlod os – i visselullen skal vi jo alle, før eller siden, gonat-gonat:
Fuldmåne
Lys uden varme er helvedes kval. Derfor kan man få ondt af månen som flyder over af lys der ikke kommer af hendes egen ild.
For den der ser alting så klart som månen kan det være svært at blive optændt af elskov. Månen kastede sin kærlighed og sine stråler på den sovende Endymion der ikke havde blik for hende.
Hendes kulde viste sig i at hun ønskede ham evig søvn så hun uforstyrret kunne nyde synet af ham, ubemærket kunne nærme sig og fjerne sig uden at han kunne beklage sig eller fryde sig.
Man kan godt forstå månen: i den, der sover, er alle muligheder vågne. For den, som alle ser op til, kan det være svært at blive optændt af elskov. Månen foretrak den sovende Endymion fremfor de opvakte poeter der besang hendes stråler uden at føle sig ramt af dem.
*
Det gode
Er det gode godt for noget eller godt i sig selv? Er det godt fordi vi synes godt om det eller synes vi om det fordi det er godt? Gode gamle spørgsmål der dårligt kan besvares langt, men som godt kan besvares kort: Det gode er naturligvis det der er godt for os, men det er ikke altid det vi synes godt om.
*
Små øjeblikke
Der er øjeblikke, små øjeblikke hvor jeg føler at jeg alligevel vil savne alt dette når jeg – som man siger – ikke er mere og således næppe får tid til at savne noget som helst.
Det er ikke de store øjeblikke – der altid har lidt evighed i sig – jeg tænker på i disse små øjeblikke, men på alt det der gør at livet er til at bære og som undertiden gør at det ikke er til at bære: alt det, der er så småt, at det er til at græde over – til at grine ad – til at smile over – til at smile til.
- Villy Sørensen, Vejrdage, 1980.
mvh Simon P.s.: apropos Stockholm og de bedrøvelige seneste hændelser, der ikke helt er til at rumme, måske for nærværende ikke til at tale om, ka’ man godt ha' brug for et Sørensen’sk smil, den humoristiske undertone, måske ligefrem en tiger på væggen, ja i sengen; muligheden for at le er uendelig, trods det utilstrækkelige, men med Lars Gyllenstens Sokrates död er man dog lidt på vej, og nærmest ud i stjernestunder selv månen får besvær med at overstråle…
Godt at vide nisser fra alverdens riger ka’ deltage her i Mellemrummet.
Min indtræden i rummet – Mellemrummet – opstod spontant ved du nok – spontant som det kan ske når et og andet åbner for erindringen – ligesom da du nu skrev: aulaen - aulaen som der ikke var i min store kasse af en kommuneskole -
- Derved - erindrede jeg, vi ved klokkeringning om morgenen - og efter endt frikvarter - i skolegården skulle opstille os - året rundt - 2 og 2 i række på en bestemt plads klassevis; og der afvente gårdvagten der som en politibetjent med sin fløjte og hånd i et gadekryds kaldte os klassevis frem, (når vi stod stille og ordentligt) hvorefter vi så tavst bevægede os frem, som en lang slange mod indgangen der slugte os, alt imens vi gik flere etager op til klasseværelset, hvor vi forinden havde passeret en observatør på trappen, der skulle tilse, om det hele foregik i ro og orden.
Arme os hvis det var Hr. X, vi skulle forbi, fordi han uddelte "kokosnødder" til dem der ikke artede sig – "kokosnødder" som er en knythånd, hvor knoerne hårdt bankes oven i hovedet flere gange hurtigt efter hinanden på den uheldige.
Straks vi kom ind i klasseværelset, og døren blev lukket eksploderede vi, og snak og andet gik i højeste gear, indtil læreren åbnede døren – (eller den der var sat til vagt uden for, kom ind og advarede om lærerens komme) - da fløj vi hen til vores plads og lignede englebasser, der rejste sig når læreren kom ind.
Det var så ikke altid, vi nåede det, og var årsagen graverende, ja, så startede dagen med at stå uden for døren hele timen eller opholde sig på inspektørens kontor.
Lidt ekstra: Klasselæreren som jeg havde, fulgte de af os, der ikke skulle i boglig linie fra de små klasser, til vi gik ud.
Han kunne fastholde os, så vi lyttede, og jeg lærte at sætte pris på fortælling, som han mestrede, og som vi elskede at lytte til når han i klassens time, - hvor vi i fællesskab kunne bestemme, hvad timen skulle bruges til – plagede ham, så han fortalte historier fra sin hjemegn i det nordjyske med opdigtede figurer, hvor 4 drenge som altid var hovedpersoner eksempelvis løb gennem en mosen ved at hoppe fra tue til tue; hvad der gjorde indtryk, da den verden hans fortællinger foregik i var helt anderledes end livet på stenbroen.
Det var i øvrigt en gammel skole, som også min mor havde gået på, hvor skolegården dengang var opdelt i drenge og pigegård, ligesom klasserne var kønsopdelt, og der blev sagt De til lærerne.
I min tid der - begyndte vi at sige du til lærerne; hvad der var svært i starten, og lidt kluntet da vi stadig skulle titulerer dem med Hr., Fru og Frk. før deres efternavn … men al begyndelse er som bekendt svær.
Nå - det var så en lille historie, men ganske sand som ordet aulaen vækkede, som nok burde ha’ været på vers, nu det postes i Mellemrummet, men det må man selv tænke sig til.
Svar
Citer
