At have sig selv med i noget (kærlighed fx og ja andre gøremål, moralske handlinger) er vel ikke tegn på egoisme.

Jeg ville da meget nødigt elskes af et andet menneske der ikke er sig selv og har sig selv med i denne kærlighed. Men derfor er det da forhåbentligt ikke egoisme dimensionen der er med, eller fremtrædende.

Valget er vel ikke mellem uselvisk kærlighed eller kærlighed hvor egoisme også indgår. Der er et alternativ til disse to positioner og det er kærlighed (og moralske handlinger) hvor man/vi har os selv med i det. Ja forhåbentligt har vi os selv med i det, ellers er det billigt og let.

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

At et menneske har sig selv med i sine gøremål og kærlighed fx er jo ikke det samme som at der så er tale om egoisme eller selviskhed.

Selvet/ego'et/jeg'et er jo ikke kendetegnet ved egoisme eller egocentrisme.

Vi giver ordet til Paul Tillich i samme sag:

Det er på høje tid, vi afskaffer den teologiske uvane at rette et moralsk indigneret angreb mod alle gloser, hvor stavelsen "jeg" eller "selv" optræder. Selve den moralske indignation ville ikke eksistere uden et centralt subjekt og en ontologisk affirmation.

Den teologiske påstand om, at ethvert menneskes sjæl er af uendelig betydning, er en konsekvens af jegets ontologiske affirmation som netop dette udelelige, uerstattelige jeg. Det kan kaldes "mod til at være sig selv".
Jeget er et jeg, alene fordi det har en verden, et kosmos, som det hører til, og som det samtidig er forskelligt fra. Jeget og verden vekselvirker; det samme gør individualisering og participation". Citat slut

Den inderlighed der ofte er tale om i bøn (eller i forbindelse vores Gudsliv, liv med Gud) er ikke en indelukkethed, inde i hovedet subjektivitet og opmærksomhed, fordi i alle menneskets religiøse erfaringer er subjekt objekt spaltningen overvundet eller transcenderet. I religiøse spirituelle erfaringer er subjekt og objekt, de subjektive og objektive forhold igen forenet, har igen fundet sammen, i en gensidig oprindelig = religiøs vekselvirkning.

Syndefaldet er at subjektivitet er uden objektivitet. At subjekt er uden objekt, fx: mennesket (subjekt) er uden Gud (objekt).

Under fornuftens herredømme (syndefaldet) er subjekt og objekt spaltet fra hinanden, men i forbindelse vores religiøse/spirituelle erfaringer under ekstatisk fornufts ledelse er denne subjektets hjemløshed og fremmedgjorte tilstand overvundet fordi her er subjektet (selvet) og objektet (verden) igen forenet i en gensidig samhørig vekselvirkning. Selv og verden, subjekt og objekt, menneske og Gud, hører igen sammen.

Disse filosofiske teologiske overvejelser trækker på Heidegger's begreber værensglemsel og hjemløshed, hvilket ikke er så mærkeligt da disse filosofiske teologiske overvejelser stammer fra Tillich og Berdyaev der begge var fortrolige med Heidegger's dasein analyser der er et meget vellykket opgør med idealisme og fornuft subjekt perspektivet.

De bedste hilsner HansKrist

PS:

Når dette er sagt så er indre dialog (1)* altafgørende vigtig for normal hjernefunktion og hjerneudvikling og vækst. Så der er intet her at kimse af.

(1)*:

Apropos du skrev:

"en personlig indre sparringspartner, det er jo som at snakke med sigselv, eller som at ha’ en hemmelig ven man kan dele sit liv med".


De fleste mennesker burde kunne høre sig selv (som se sig selv), men ikke alle formår dog denne kritiske eftertænksomhed, som beror på intelligens, nogle udviklede "hard wired" hjernekredsløb gennem opdragelse og skoling. Ud over at vi burde kunne høre os selv, burde vi også kunne høre andre (og ja empatisk forstå andre). Men derudover er en del af overjeget/samvittigheden autonom religiøs og universel til en vis grad. Mennesket har anlæg for et moralsk kompas der har universelle medfødte komponenter, ihvertfald potentialer.

ACC, Aterior Cingulate Cortex og Orbitofrontal Cortex ser ud til at spille en central rolle igennem at kunne dæmpe at vore primitive forsvarsreaktioner helt løber af med os. Men ihvertfald er vores nye homo sapiens forhjerne virksomhed afgørende. Begrebet Gud er tæt forbundet med en stærk forhjerne konsolidering og dermed også moralsk sans.

Arne:
Vi taler om uselvisk kærlighed, som jeg mener ikke findes.

Manden i beretningen er jo som den barmhjertige samaritaner – næsten – der påtager sig sit ansvar, når han kan - (det kunne ha’ været ham selv eller hans barn der lå der i grusgraven) - og så har han – formoder jeg - vidst han kunne svømme, ellers ville han i mine øjne være en tåbe, da han jo ellers bare ville ha’ begået selvmord uden at redde barnet.

Og hvordan tror du manden ville ha’ det resten af sit liv, hvis han ikke havde handlet på en tro, at han måske kunne redde barnet?

Og selv og du taler om en spontan handling, kan jeg af erfaring fortælle, at der i et splitsekund ryger mængder af tanker igennem hovedet i pressede situationer, hvor man vejer og vurderer, så jeg tvivler på, manden tankeløst har kastet sig i vandet ... det ville også være for dumt.

¨¨¨¨

Hej Arne



Slet ikke :-)



Det kommer an på implikationerne. Hvis der menes overbevisninger og følelser i modsætning til, hvordan det rent faktisk forholder sig, så nej, så er jeg ikke enig i formuleringen.

Jeg tror på, at de fire evangelier tegner et pålideligt portræt af Jesus Kristus.



Jeg synes, at jeg har prøvet at forklare det nogle gange nu. Måske jeg skal sige noget mere overordnet, som du kan spørge ind til?



Med hensyn til det aller sidste kan det nok blive lidt svært. Du er agnostiker og kan acceptere/blive inspireret af mange religioner. Jeg er kristen og tror på, at Jesus er Kristus, Guds Søn, opstanden i en transformeret krop - opstanden som også vi, der tilhører Jesus, vil opstå. Du kan vel ikke mene, at jeg har lige så meget ret som du?



1) Jeg har i 12 år været tiltrukket af Jesu ord.
2) Jeg har fået et mere harmonisk billede af biblen og kan forstå den som én sammenhængende fortælling.
3) Det kristne verdenssyn giver min intuitive forståelse af "Den uselviske kærlighed som indeholdende Sandhed" en dybde, som ingen anden religion kan tilbyde mig.
4) jeg har hørt historikere/professorer argumentere for og imod Jesu opstandelse. Og jeg mener, at de, der argumenterer FOR, tilbyder de absolut mest troværdige argumenter.
5) Der er "knuder", der er blevet løst. F.eks. forståelsen af "verdens ende".

Nu har jeg prøvet at beskrive det mere overordnet i de 5 punkter. Er der nogle af disse, jeg kan (få lov at) uddybe for dig, evt. ved at du spørger ind med nogle specifikke spørgsmål?

Kærlig hilsen
Thomas