|
0
registrerede
20
gæster og
1436
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Guds Ord
|
- Min guds forståelse er: Hvis gud er virkelig, skal han også være det uden for mig, jeg er ikke tilfreds med "han" kun er en personlig indre sparringspartner, det er jo som at snakke med sigselv, eller som at ha’ en hemmelig ven man kan dele sit liv med.
Jeg oplever, det sted hvor gud "bor" i hovedet, er samme sted de kreative oplevelser/udfoldelser kommer fra, så ingen grund til at kalde dette gud.
Den inderlighed der ofte er tale om i bøn (eller i forbindelse vores Gudsliv, liv med Gud) er ikke en indelukkethed, inde i hovedet subjektivitet og opmærksomhed, fordi i alle menneskets religiøse erfaringer er subjekt objekt spaltningen overvundet eller transcenderet. I religiøse spirituelle erfaringer er subjekt og objekt, de subjektive og objektive forhold igen forenet, har igen fundet sammen, i en gensidig oprindelig = religiøs vekselvirkning.
Syndefaldet er at subjektivitet er uden objektivitet. At subjekt er uden objekt, fx: mennesket (subjekt) er uden Gud (objekt).
Under fornuftens herredømme (syndefaldet) er subjekt og objekt spaltet fra hinanden, men i forbindelse vores religiøse/spirituelle erfaringer under ekstatisk fornufts ledelse er denne subjektets hjemløshed og fremmedgjorte tilstand overvundet fordi her er subjektet (selvet) og objektet (verden) igen forenet i en gensidig samhørig vekselvirkning. Selv og verden, subjekt og objekt, menneske og Gud, hører igen sammen.
Disse filosofiske teologiske overvejelser trækker på Heidegger's begreber værensglemsel og hjemløshed, hvilket ikke er så mærkeligt da disse filosofiske teologiske overvejelser stammer fra Tillich og Berdyaev der begge var fortrolige med Heidegger's dasein analyser der er et meget vellykket opgør med idealisme og fornuft subjekt perspektivet.
De bedste hilsner HansKrist
PS:
Når dette er sagt så er indre dialog (1)* altafgørende vigtig for normal hjernefunktion og hjerneudvikling og vækst. Så der er intet her at kimse af.
(1)*:
Apropos du skrev:
"en personlig indre sparringspartner, det er jo som at snakke med sigselv, eller som at ha’ en hemmelig ven man kan dele sit liv med".
De fleste mennesker burde kunne høre sig selv (som se sig selv), men ikke alle formår dog denne kritiske eftertænksomhed, som beror på intelligens, nogle udviklede "hard wired" hjernekredsløb gennem opdragelse og skoling. Ud over at vi burde kunne høre os selv, burde vi også kunne høre andre (og ja empatisk forstå andre). Men derudover er en del af overjeget/samvittigheden autonom religiøs og universel til en vis grad. Mennesket har anlæg for et moralsk kompas der har universelle medfødte komponenter, ihvertfald potentialer.
ACC, Aterior Cingulate Cortex og Orbitofrontal Cortex ser ud til at spille en central rolle igennem at kunne dæmpe at vore primitive forsvarsreaktioner helt løber af med os. Men ihvertfald er vores nye homo sapiens forhjerne virksomhed afgørende. Begrebet Gud er tæt forbundet med en stærk forhjerne konsolidering og dermed også moralsk sans.
|
|
|
|
