Min forståelse af begrebet uselvisk kærlighed i daglig tale.

I daglig tale er uselvisk kærlighed en gerning man ikke selv profiterer af; uden der nødvendigvis er tale om kærlighed, men som af andre mennesker opfattes som en ekstra god gerning, hvor man tilsidesætter sit eget liv og eller gir af sine midler til fordel for et eller flere medmennesker i kortere eller længere tid af sit liv, på en måde som opfattes som et offer af andre mennesker.

Så det er ikke udøveren af gerningen, men betragteren der udnævner visse handlinger til at være uselvisk kærlighed, gerninger som de ikke selv tager del i, men ser op til, eller anerkender som rosværdigt.

¨¨¨¨

Uselvisk kærlighed står for nogle mennesker i et lys af renhed og som en eftertragtet og ophøjet egenskab.

Derfor mener jeg man må vide og eller danne sig et billede af hvad de 2 ord – uselvisk og kærlighed dækker over, når de opfattes som rene.

Altså hvad er ren uselvisk kærlighed.

Så allerede her forsvinder det uselviske, fordi der er tale om et egoistisk motiveret ønske om renhed.

Der er mig bekendt, flere metoder som benyttes i forsøget på at opnå denne for nogle eftertragtede egenskab.

Mener man at ha’ opnået det eftertragtede – eller måske kun delvis - så mener jeg fundamentet er et egoistisk motiveret ønske om renhed.

Så både ønsket og vejen hen til det ønskede er egoistisk motiveret, og jeg mener ikke, der kan ses bort fra dette begær, selv om det indlærte resultat måske virker ægte.

Da jeg i øvrigt mener det er betragteren som vurderer, om der er tale om uselvisk kærlighed, mener jeg ikke man selv kan vurdere om man har opnået sit ønske, men man kan vurdere om man er blevet mindre egoistisk.

Jeg mener dog, at enhver bør gøre en indsats for at tilegne sig egenskaber som man selv og fællesskabet kan drage fordel af, men at tro det er uselvisk, mener jeg ikke man kan sige.

¨¨¨¨

Bibelens tale om at elske næsten som sig selv, mener jeg heller ikke er uselvisk, da det at elske sig selv er selvisk.

Ser jeg på bibelens gud der ifølge skrifterne er kærlighed og som ofrede sin himmelske søn for at hans vilje kan/skal ske, så ser jeg ej heller dette som uselvisk kærlighed, fordi hensigten som jeg forstår det, er hans navn skal helliges, gennem de mennesker som han anerkender som sine jordiske børn.

¨¨¨¨

Hej Arne og Tikka

Tak for dine pæne ord, Arne :-)

Arne:


Teksterne er skrevet lang tid før, at forfølgelserne af kristne stoppede. Så hvis de er blevet manipuleret for at skulle give de kristne magt, så gav det godt nok bagslag!!



Det er også min oplevelse; at både det religiøse og det videnskabelige bliver forfladiget ... men mest af alt blandt "godtfolket", lægmændene. På den måde bliver f.eks. ateisme forbundet med naturvidenskabelig redelighed - blandt lægfolk! Men ikke blandt naturvidenskabsmændene selv.

------------

Tikkas spørgsmål:


Tikkas uddybning af første spørgsmål:




Jeg er ikke enig med dig i, at det er modtagerne eller betragteren af gerningen, som kan dømme den som selvisk eller uselvisk, med mindre de dømmer ret som i Jesu tilfælde Se f.eks. følgende:

Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
(Markus 12, 41-44)

De to småmønter har nok ikke brødfødet mange, men den gamle enke havde dog givet mere end alle de andre! Det er altså ikke modtagerne af de to småmønter, der kan veje dem i hånden og afgøre, hvorvidt "der er nok valuta" til, at den gamle enke gjorde noget uselvisk. Det afhænger nemlig ikke af, hvor meget man kan købe for dem, men derimod om hvor meget hun gav af sig selv, af sit eget.

Med hensyn til selviskhed og uselviskhed så mener jeg ikke, at man er selvisk, fordi man elsker andre SOM sig selv. Det er et grundvilkår, at vi vil os selv. Jeg giver et billede som forklaring:

En mand er ved at dø af tørst, men ser så et glas vand. Han drikker det. Er han selvisk? Det mener jeg ikke.

To mænd er ved at dø af tørst, men ser et glas vand. Den ene mand kommer først. Men han drikker kun halvdelen og giver resten til den anden mand. Er det første mand selvisk, fordi han drak halvdelen. Nej! Han er da dybt uselvisk efter min mening!

Eller et andet billede:

Der er to fædre. Den ene dræber sin søn og bliver lykkelig. Den anden frelser sin søn fra døden ved selv at gå i døden - og er lykkelig over at kunne spare sin søn! Er de to mænd lige selviske, fordi de begge blev lykkelige? Nej! Her må vi da skelne mellem den lykke, der opstår af selviskhed, og den lykke der opstår af uselviskhed.

Ellers ender vi vist i den rene polemik.

Kærlig hilsen
Thomas