Beretningen om
den barmhjertige samaritaner i Lukas kap. 10 kan som før skrevet deles op i 2, mener jeg.
Spørgsmålet om hvordan den lovkyndige kunne arve evigt liv - og så anskuelighedslære om hvem der var den lovkyndiges næste, som jo også samtidig igen gav svar på hvordan den lovkyndige kunne arve evigt liv.
Derudover står beretningen om
den barmhjertige samaritaner i Lukas kap. 10 i en sammenhæng, hvor Jesus udpegede og udsendte disciple til at forkynde om guds rige.
De kommer tilbage, og missionen var gået over alt forventning.
Som jeg forstår skriften, har den lovkyndige overværet disciplenes tilbagekomst, hørt Jesus sagde deres navne var indskrevne i himmelen og hørt, at Jesus sagde han var guds søn.
Derefter spørger han:
"Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" et spørgsmål han kendte svaret på, og derfor svarede Jesus:
"Gør det, så skal du leve."Da han var lovkyndig, skulle jeg mene, han også vidste, hvad det han svarede på indebar, da det stod i skriften.
Eksempelvis:
Ordsprogene 19:16-17 Den, der holder budet, bevarer sit liv,
den, der lader hånt om sin færd, må dø.
Den, der forbarmer sig over den svage, giver et lån til
Herren, og Herren gengælder ham hans gerning.
Dette ville gøre han arvede evigt liv = hans navn ville blive indskrevet i himmelen – det som han spurgte til.
Så jeg kan jo undre mig over, hvorfor han spurgte, og hvori prøven bestod.
"Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham …"Nå, - men samaritaneren i lignelsen gjorde det, som en jøde under loven skal, og det fortalte Jesus, at den lovkyndige skulle efterligne:
"Gå du hen og gør ligeså!" *¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨*
Både den gamle pagt og den nye pagts største bud er:
Mattæus 22:34-40 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve:
»Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.
Min fremhævning.
Så udgangspunktet er ens for jøde som for kristen.
Det er den samme gud, men den nye pagt er ikke helt som den gamle, da det ikke er nok "bare" at holde budene, da gud i den nye pagt skal tilbedes i ånd og sandhed.
Lovpagten var opdragende, og den nye pagt "går et skridt" videre da man nu skal gøre det rette af hjertet og ikke kun af pligt.
Så kærligheden til gud og næsten er den samme blot renere ... kan jeg bruge det ord ... eller lidt som børn – de kravler før de går almindeligvis.
Da jøderne har et bud om ikke at myrde/ihjelslå, så er det jo = at elske sin fjender i den forståelse jeg ovenfor har forsøgt at forklare mig med, vil jeg mene.
Så når du spørger:
Har jeg forstået dig ret: at du mener, der ikke er forskel på jødisk og kristen næstekærlighed?
Så er svaret både ja og nej.
Guds folk er som børn, der skal opdrages.
Først loven – dernæst hjertet – og til sidst bliver det en identitet hvor man bliver, som gud det vil.
Han er pottemageren, og de der vil lade sig forme af ham, bliver ikke kasseret, og vil derfor arve jorden hvor retfærdighed bor.
Håber dette er svar, på det du ville vide.
*
Skriftstederne er fra bibelselskabets online bibel
¨¨¨¨
Svar
Citer
