Hej RM..

Ja, det er en fascinerende historie med uendelige perspektiver ud i det symbolske, som på Pinden mellem socialdemokratiske ømme sjæle er hørt reduceret til: brændt barn lugter ilde…;)

Der er i det hele taget for få af de legendariske græske myter i omløb, hvoraf mange jo langt overgår senere mytologi i ’fantastiske fortællinger’, og det ka’ næppe skyldes at vi ikke holder af myter, du store kineser; det er vel nærmest som en kædehistorie, der gennem sit lange forløb ender i uigenkendelighed for samtiden hvori den begyndte. Men det ka’ man jo som set, gøre noget ved – hvad nogen bestemt også gør, fx José Carlos Somoza med sin The Athenian Murders, hvis det ku’ ha’ interesse.

Ved årtusindskiftet stod vi en del venner på en balkon og stirrede ind i tider nu skjult for os; i tanken fylder et par tusinde nytårsaftener jo ikke stort, selv om tiden p.a. ubærligheder vi fylder i den ka’ være nok så tung. At stå dér under månen og skænke dén og dén en tanke for så og så længe siden, én som fejrede samme begivenhed i sine minder og ønsker for nogens fremtid, der så som tankefyld på tidens snor blev til andres minder under samme nytårsmåne, måske vor oplevelse…

Nå, men helt utænkeligt er det jo ikke, at Ikaros faktisk endte med at få tørret fjerposen og muleværket op i et større smil, og nu befriet for tankefængslet skabte en fremtid for egne små ”ugleunger”, et sted derude hvor moder sol kommer ind i alle kroge. Når jeg mærker efter, var det måske på tide selv at lette og få sig anbragt på en græsk bænk og blie lidt dummere, sidde dér og tænke på Prometheus misundelse på Athene, når det ene skib efter det andet bryder horisonten – alene tanken om lidt frisk græsk yoghurt m. honning til cikadernes gymnastik, ku’ godt få én til at fare ind og pakke…;)

Havet, bidende blåt og hvast
under skyløs himmel,
under solen som kredser
i en vis favn af blæst…

- Paul la Cour.

mvh
Simon

Hej Simon

Ja, selvfølgelig klarer ugleungen Ikaros sig med en tør fjerdragt og næbet i sky :)))

På samme måde vil Grækenland med både Græsk yoghurt, horisont og mytefortælling også bestå og til hver en tid være åben og byde velkommen til besøgende fra det kolde nord.

Bestå vil la Cours digte også. Her i mellemrummet har han været med næsten lige fra begyndelsen ... med ordene her, som tåler gentagelse.


Vej Jordens grønne Stjerne paa din Haand,
Træernes Morgenbro fra Jord til Himmel,
hvor store Fugle løfter sig og spejder,
Kildernes strømmende blaa Krystal og Kvægets
Roser i vandklart Græs, alt hvad du ser,
som styrter ind i dig og blomstrer der.
Og paa din anden det, som stiger op
i dig, et Dyb som bliver lysning,
Tankernes Sole, hvor de hvide gaar,
det du fik med, Forventninger og Drømme,
Vækst som fik Vinger, alt du føler strømme
hemmeligt i dig med usynlig Vaar.
Og nævn mig, om du kan, paa hvilken Haand
du bærer det som lysende er Aand.

Vingede hilsner
RoseMarie

Lidt mere la Cour og poetisk fryd :)) her fra "Fragmenter af en Dagbog"

"Poesien lever jo aldrig i Tingene selv,
men i deres Forbindelse med os. Det er
ikke det bestemte Træ eller Solnedgan-
gen, som er Poesi, men deres Betyd-
ning for Sindet. Da jeg søgte Poesien,
fandt jeg altså hverken Tingene eller
Digtet, men Livet som vi lever. Kun-
sten forsvandt, og en Helhedsopfattel-
se af Tilværelsen trådte i Stedet."

Et stik fra en skuespiller i et arbejdsområde hvor lyrikken konstant udtrykker sig, og netop som indtryk fra en omgiven verden af politiske arrangementer, som derfor må besvares og forsvares af arbejdsbierne selv, fx. når en så facetteret kube af indbyggere trues på livet af endnu en "cowboy-præsident"...
https://www.youtube.com/watch?v=NxyGmyEby40

Det er ikke så let at glemme Meryl Streeps rolle i filmen Sophie's Choice skrevet af William Styron, ej heller er det let at læse hvordan sådanne historier realiseredes overalt hvor naziregimet udøvede politisk magt gennem brutale voldsorgier; en film der skaber livsvarige men nødvendige mén: https://www.youtube.com/watch?v=DZ9bht5H2p4

mvh
Simon

Hej til dig i natten

Ja, jeg så også Meryl Streep i nyhederne. Det er rystende at tænke på konsekvenserne af, at en så stupid og afstumpet mand er valgt til at lede USA. Og det er endnu mere rystende at tænke på, hvor langt ud i vandet ringene vil sprede sig ...

Og så til klippet fra Sophies valg ...
Den film glemmer jeg aldrig, og klippet her går gennem marv og ben, og den trækker både rædsel og smerte og også tårer frem. Jeg kan ikke andet end at græde, når jeg ser den her scene.

Der bli'r meget at kæmpe for og meget at kæmpe imod ...

http://www.illegalpresse.dk/index

Hilsner i nattemørket
RoseMarie