Hej Arne



Ok, nå, det var ikke sådan, jeg mente det. Jeg mente at have "noget imod nogen", fordi man er gået skævt af hinanden f.eks. Man kommer til at tænke på "elsk jeres fjender" og "vend den anden kind til". Og det er jeg sikkert ikke den eneste, der har haft det svært med.



Ja, og metta-meditation vil sige, at man sender sig kærlig venlighed, dernæst en respekteret (f.eks. en lærermester), så et familiemedlem, så en ven, så en neutral person og til sidst en man har det svært med. Wow, så er der spredt kærlighed hele vejen rundt - hvilket faktisk også er en teknik! ... Altså rent faktisk at sende kærlighed til højre og venstre, op og ned, fremad og bagud.

- Men for mig var dette en psykologisk teknik. En god en! Men jeg havde brug for et helt paradigmeskift i min tankegang. En baggrund at forstå og gøre kærligheden ud fra.



Jo, muligvis, men - som du også viser - hinsides sprog og denne verden. Der er altså en (tilsyneladende) afstandstagen fra den virkelighed, vi rent faktisk befinder os i. Hermed er der allerede en disharmoni, synes jeg.



Ja, jeg skal gøre et forsøg.

Hvis jeg dyrker metta-meditation, så gør jeg det for at nå nirvana. En dyb indre fred borte fra denne verden.

Hvis jeg dyrker den kristne næstekærlighed, sådan som jeg tidligere forstod den, så gør jeg det for at opnå "spirituel udvikling", indre fred, visdom ... alt sammen skønne ting velsagtens! Men jeg gør det, for at Gud kan gøre noget FOR mig. Mig, mig, MIG. Min udvikling, min indre fred, min visdom. Selv om kærligheden i denne forståelse også er for andre, så bliver "kærligheden til de andre" instrumentaliseret, et værktøj.

Men hvis jeg dyrker den kristne næstekærlighed, som jeg nu forstår den, så gør jeg det fordi, at sådan er Gud ("vær fuldkomne som jeres fader er fuldkommen")! Og for at Gud GENNEM mig kan gennemføre Sin Vilje - og Sit Rige på Jorden.
- Herved er kærligheden blevet autentisk. Den er ikke for mig, mig, MIG. Men den er på grund af Gud, af Gud gennem mig, og for mine medmennesker.

Samtidig er den ikke en flugt fra denne verden ind i nirvana, men i denne verden hvor jeg rent faktisk befinder mig. Herved opstår et organisk hele, et sammenhængende paradigme, hvor der ikke skal klippes tæer og hugges hæle; hvor en hel verden ikke skal skæres fra som noget "forkert".

Gud har skabt verden, ikke som en skraldespand vi skal stikke af fra, men fra noget ganske godt og smuk som vi skal arbejde på at gøre et vidunderligt sted.

Ske din vilje
Som i Himlen således også på Jorden.

Kærlig hilsen
Thomas

Hej Arne
(Jeg sender igen efter at have rette nogle fejl).



Ok, nå, det var ikke sådan, jeg mente det. Jeg mente at have "noget imod nogen", f.eks. fordi man er gået skævt af hinanden. Man kommer til at tænke på "elsk jeres fjender" og "vend den anden kind til". Og det er jeg sikkert ikke den eneste, der har haft det svært med.



Ja, og metta-meditation vil sige, at man først sender sig selv kærlig venlighed, dernæst en respekteret (f.eks. en lærermester), så et familiemedlem, så en ven, så en neutral person og til sidst en man har det svært med. Wow, så er der spredt kærlighed hele vejen rundt - hvilket faktisk også er en teknik! ... Altså rent faktisk at sende kærlighed til højre og venstre, op og ned, fremad og bagud.

- Men for mig var dette en psykologisk teknik. En god en! Men jeg havde brug for et helt paradigmeskift i min tankegang. En baggrund at forstå og gøre kærligheden ud fra.



Jo, muligvis, men - som du også viser - hinsides sprog og denne verden. Der er altså en (tilsyneladende) afstandstagen fra den virkelighed, vi rent faktisk befinder os i. Hermed er der allerede en disharmoni, synes jeg.



Ja, jeg skal gøre et forsøg.

Hvis jeg dyrker metta-meditation, så gør jeg det for at nå nirvana. En dyb indre fred borte fra denne verden.

Hvis jeg dyrker den kristne næstekærlighed, sådan som jeg tidligere forstod den, så gør jeg det for at opnå "spirituel udvikling", indre fred, visdom ... alt sammen skønne ting velsagtens! Men jeg gør det, for at Gud kan gøre noget FOR mig. Mig, mig, MIG. Min udvikling, min indre fred, min visdom. Selv om kærligheden i denne forståelse også er for andre, så bliver "kærligheden til de andre" instrumentaliseret, et værktøj.

Men hvis jeg dyrker den kristne næstekærlighed, som jeg nu forstår den, så gør jeg det fordi, at sådan er Gud ("vær fuldkomne som jeres fader er fuldkommen")! Og for at Gud GENNEM mig kan gennemføre Sin Vilje - og Sit Rige på Jorden.
- Herved er kærligheden blevet autentisk. Den er ikke for mig, mig, MIG. Men den er på grund af Gud, af Gud gennem mig, og for mine medmennesker.

Samtidig er den ikke en flugt fra denne verden ind i nirvana, men den er kærlighed i denne verden hvor jeg rent faktisk befinder mig. Herved opstår et organisk hele, et sammenhængende paradigme, hvor der ikke skal klippes tæer og hugges hæle; hvor en hel verden ikke skal skæres fra som noget "forkert".

Gud har skabt verden, ikke som en skraldespand vi skal stikke af fra, men som noget ganske godt og smuk som vi skal arbejde på at gøre til et vidunderligt sted.

Ske din vilje
Som i Himlen således også på Jorden.

Kærlig hilsen
Thomas

Arne: "Hvordan lever man ægte kristent næstekærligt?"

Jeg tillader mig at svare på dit spørgsmål.

Næstekærlighed er at ta’ ansvar … at gi’ af sigselv … sin tid og midler, til de som man møder på sin vej, der behøver det, uden bagtanke og/eller forventning om gengældelse.

¨¨¨¨