Et lyder godt: erkendelsesteoretiske overvejelser om nuet. Må jeg bruge det🙃

Måske er det vores største problem som mennesker. At vi ikke kan lide enkle ting. Vi gør alting så kompliceret

Skulle vi ikke i stedet glæde os over at de bedste ting i livet er enkle og gratis

Nuet er da ganske enkelt og dets barn, erkendelsen, ligeså, måske vores sind er blevet så kompliceret at vi ikke kan forstå det ganske enkle.

Prøv at sætte dig ned og vip med tæerne. Se på dine tæer der vipper.

Findes der andet.

Hej Arne



Jeg mener ikke, at det "trækker fra" for mennesket, om der skulle findes flere mennesker (eller andre intelligensvæsner) andre steder i universet. Hvis de findes, så er mit gæt, at de har den samme Gud - eftersom jeg tror på én Gud.



Dette minder mig om diskussionen mellem panteisme og deisme. Panteismen siger, at Gud er i alt. Deismen beskriver Gud som skaberen, men en skaber der på ingen måde involverer sig i menneskets liv; en fjern skaber, en verden isoleret fra sin skaber.

Din position minder mig om deismen. Eller snarere en frivilligt påtaget deisme. For du vil ikke "gøre dig klog" på Gud. Som kristen synes jeg, at dette er synd af især én grund:

- Den kristne Gud handler i verden. Den kristnes position er, at Jorden og Himlen overlapper nogle steder. F.eks. ved den brændende tornebusk, der udgjorde hellig grund; en busk du ofte selv nævner. Jorden og Himlen overlapper i høj grad i Jesus Kristus, som gør Guds vilje klar: At vi tror på ham, Han har udsendt.

Så spørgsmålet er, om du - for at vende tilbage til "de positioner vi måtte indtage" - ikke alligevel "gør dig klog" på Gud ... idet du jo beskriver det Guddommelige som noget, hvis vilje vi ikke kan kende. Hvor ved du det fra?

Jeg mindes om Jesu ord:
Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Umiddelbart synes det mest indlysende ikke at tro, uden man har set. Men når jeg gransker mit hjerte, tænker jeg anderledes ...

Kærlig hilsen
Thomas

Hej Arne



Jeg er på det rene med, at du refererede til dig selv. Men jeg mener også at have læst nogle gange, at du opfatter det som storhedsvanvid at "gøre sig klog" ud over at glædes over, at verden ER. Og dén beskrivelse rækker vel ud over en reference til dig selv, vil jeg mene.

Tager jeg fejl?
Jeg har ikke gjort mig den umage at finde citaterne.

Med hensyn til at nøjes med at glæde sig over, at verden ER, og herudfra tro på Gud - eller det guddommelige - så ser jeg ikke, at det er et mere kompliceret skridt at tro på, at Gud har åbenbaret sig gennem Jesus og handler i verden. For nogle kan jeg ligefrem forestille mig, at deres tro på Gud - eller det guddommelige - ikke kommer igennem dit udgangspunkt: at verden ER ... men måske snarere kommer gennem et andet udgangspunkt: Jesus Kristus.

Det, jeg forsøger at anholde, er det jeg opfatter, du siger, nemlig at din "nøjes-hed" med at erkende, at der ligger noget guddommeligt bag verdens væren, fordi du glædes over, at verden ER - og opfatter det som et mirakel - er mere troværdig, fordi alternativet (sådan som jeg hører dig) er, at man "tror en masse man alligevel ikke kan vide eller redegøre for". Og her siger jeg bare, at du "nøjes" ikke med et lille ydmygt skridt efter min opfattelse. For i din opfattelse ligger også overbevisningen om, at vi bare ikke med rette kan fæste tillid til mere end denne umiddelbare forundring over, at verden ER. Men hvor kommer denne overbevisning fra? (I din sidste post referere du udelukkende til dig selv, men sådan har jeg ikke opfattet det i majoriteten af dine posts).

Jeg opfatter det faktisk som et mere "følsomt" skridt, at et menneske fæstner tillid til evangeliet, der handler om kærlighed, end at et menneske benoves over, at verden ER, og alene ud fra denne nøgne kendsgerning gør sig tanker om, at Gud må findes. Men sætter man begge dele sammen - og det gør man, hvis man tager det, jeg netop kaldte det "følsomme skridt", for tager man imod evangeliet, tager man også imod historien om skabelsen (at verden ER) - så bliver den (i hvert fald min!) intuitive erkendelse af Gud endnu stærkere. Hvorfor det?

- Jo, fordi det er et reb med flere fibre. Verdens væren minus evangeliet kan vække undren. Verdens væren plus evangeliet er et stykke musik med flere instrumenter ... dette gør ikke musikstykket dårligere, hvis instrumenterne spiller harmonisk - og det gør de i høj grad i evangeliet efter min mening. Det gør musikken mere kraftfuld. Hvis man oven i købet kender evangeliet og skærer det fra, så man bare står tilbage med, at verden ER, så mener jeg, at man har gjort sig en unødig kraftanstrengelse, man mangler at kunne underbygge (ligesom du mener det omvendte ... at man bør underbygge de flere instrumenter i musikstykket). Den unødige kraftanstrengelse ligger i, at man tager et stykke smuk musik, der synger i sjælen, og fjerner de instrumenter, hvis samspil gjorde musikken så fuldent. Men for at være enig med mig i dette, skal man selvfølgelig have hørt musikstykket - og fundet det smukt.

Med hensyn til hvorfor jeg tror, så skyldes det flere ting, som jeg tidligere har sagt. Bl.a.: Debatterne om det historiske i Jesu opstandelse. Jesu ord - og nu også evangeliet i sin helhed - som jeg intuitivt opfatter som sandt og fra Gud på grund af den kærlighed og perfektion, jeg finder i dem.

Kærlig hilsen
Thomas