AHIMSA eller KÆRLIGHED

Vi så sidste uge, hvordan Sandheds vej er lige så snæver, som den er lige.
På samme måde er det med ahimsa. Det er som at balancere på æggen af et sværd.
Med koncentration kan en akrobat gå på et reb, men den koncentration, der behøves for at betræde vejen af Sandhed og ahimsa, er langt større.
Den mindste uopmærksomhed styrter en snublende ned på jorden.
Man kan alene erkende Sandhed og ahimsa gennem uophørlig stræben.

Men det er umuligt for os at erkende Sandhed fuldstændigt, så længe vi er fanget i vore dødelige legemer. Vi kan kun se det for os i vores fantasi.
Vi kan ikke, med vore flygtige legemer, stå ansigt til ansigt overfor Sandhed, som er evig.
Det er grunden til, at vi som en sidste udvej må stole på vores tro.

Det viser sig, at det umulige i fuldt ud at erkende Sandhed i vore dødelige legemer førte en fortidig sandhedssøger til at værdsætte ahimsa.
Det spørgsmål, han stødte på, var: ”Skal jeg bære over med dem, der gør det vanskeligere for mig, eller skal jeg tilintetgøre dem?”.
Sandhedssøgeren erkendte, at den, som tilintetgjorde andre, ikke kunne komme nogen vegne, men simpelthen gik i stå, mens den som led under, at andre skabte vanskeligheder, marcherede fremad, og sommetider endda fik andre med sig.
Resultatet af at tilintetgøre andre lærte ham, at Sandhed, som han stræbte efter, ikke befinder sig udenfor ham selv, men inden i ham selv, og således: Jo mere han greb til vold, jo længere kom han væk fra Sandhed. For i kamp mod den ydre fjende, overså han den indre.

Vi straffer tyve, fordi vi mener, de hærger os. De vil måske forlade os, men de vil overføre deres aktiviteter til et andet offer. Det næste offer er imidlertid også et menneske – som os selv – blot i en anden form – og på den måde er vi fanget i ond cirkel.

Bekymringerne p.g.a. tyve fortsætter med at øges, da de mener, det er deres job at stjæle.
Sluttelig er det bedre at udholde tyvene, end at straffe dem.
Overbærenheden kan måske endda bringe dem til fornuft. Ved at bære over med dem, erkender vi, at tyve ikke er anderledes end os selv, de er vore brødre, vore venner, og bør ikke straffes.
Men mens vi kan bære over med tyvene, bør vi ikke finde os i plagen. Det ville kun føre til fejhed.

Så vi når frem til en anden pligt.
Siden vi anser tyve, som vores slægt og venner, må de bringes til at erkende slægtskabet.
Og derfor må vi påtage os belastningen at finde veje og midler til at få dem over på vor side.
Dette er ahimsa-vejen.
Det vil måske medføre fortsatte afsavn – og opdyrkning af uendelig tålmodighed.
Men med disse to indstillinger kan tyven ikke med tiden undgå at forlade sine ondsindede veje.

Sådan kan vi lære trinvis at blive venner med hele verden; vi erkender Guds storhed - Sandheds storhed.

Vores fred i sindet vokser, trods plagen; vi bliver mere tapre og mere initiativrige; vi forstår klarere forskellen mellem, hvad der er evindeligt, og hvad der ikke er; vi lærer at skelne mellem, hvad der er vores pligt, og hvad der ikke er.

Vores stolthed smelter væk, og vi bliver ydmyge. Vores bånd til verden svinder, og det onde inden i os svinder ind fra dag til dag.

Ahimsa er ikke den naive holdning, som den kan ligne. Ikke at såre eller skade noget som helst levende er uden tvivl en side af ahimsa. Men det er dens mindste udtryk.

Hovedlinien i ahimsa såres af enhver ond tanke, af upassende hast, af løgne, af had, af det at ønske ondt over nogen.
Den ødelægges af vores holden fast ved os selv i forhold til, hvad verden har brug for.
Men verden har også brug for det, vi spiser hver dag.
Der hvor vi mennesker står, er der millioner af mikroorganismer, som vores plads tilhører, og som skades af vores tilstedeværelse.

Hvad skulle vi så gøre? Skulle vi begå selvmord? Selv det er ikke nogen løsning, hvis vi tror, som vi gør, at så længe ånden er knyttet til legemet, vil enhver destruktion føre til den næste.
Legemet vil kun ophøre med at være her, når vi opgiver enhver tilknytning til det.

Denne frihed fra al tilknytning er erkendelsen af Gud som Sandhed.
Sådan erkendelse kan ikke ske hurtigt. Legemet tilhører ikke os. Mens det er her, må vi bruge det, som noget der er os betroet i vor varetægt.
Behandler vi vort legeme på denne måde, kan vi en dag forvente at slippe for byrden at have et legeme.
I erkendelse af legemets begrænsninger må vi hver dag stræbe mod dette ideal med al den styrke, vi har i os.

Det står måske klart af det foregående, at uden ahimsa er det umuligt at søge og finde Sandhed.
Ahimsa og Sandhed er så sammenflettede, at det er praktisk umuligt at vikle dem fri af hinanden og skille dem.

De er som to sider af en mønt eller snarere en glat metallisk skive uden mønster.
Hvem kan sige, hvilken der er den ene side, og hvilken den anden.
Ikke desto mindre er ahimsa midlet, og Sandhed er målet.

Midler hertil bør altid være indenfor rækkevidde, og derfor er ahimsa vores højeste pligt.
Hvis vi passer på vore midler, vil vi nå målet før eller siden.

Har vi først fået fat i denne sammenhæng er den endelige sejr hævet over enhver tvivl.

Uanset hvilke vanskeligheder vi kommer ud for, må vi ikke opgive vor søge efter Sandhed, som alene er den værende Gud selv.

Jeg kan ikke huske, at du har citeret og henvist direkte til seriøse og ledende historikere, blot at du har citeret og henvist til wiki (som alle kan skrive i) og videnskabsjournalistik, og at de har citeret. Men dét har jeg svært ved at sætte fuld tillid til. Jeg vil gerne undersøge historikerne selv, direkte, via deres publikation f.eks.

Det Nye Testamentes fire evangelier skal ikke forstås som et historisk opslagsværk over Jesu liv. De er i stedet teologiske tekster, som siger mere om forfatterne og deres samtid end om den opstandne Kristus. Dette er budskabet i en ny udgivelse af professor ved Det Teologiske Fakultet Mogens Müller.

The university was founded as Lynchburg Baptist College in 1971 by Jerry Falwell, who was also Senior Pastor of Thomas Road Baptist Church. The name was changed to Liberty Baptist College in 1976 before settling on its current name, Liberty University, in 1984, when it obtained university status.

Liberty University describes itself as a Christian academic community. Its stated mission and aims emphasize both the intellectual and spiritual development of the institution's students. Students are held to The Liberty Way, a code of conduct.

Men hvorom alting er, så mener jeg ikke, at kristendommen skal være et udelukkende kognitivt anliggende.

Men hvorom alting er, så mener jeg ikke, at kristendommen skal være et udelukkende kognitivt anliggende.

Det, jeg mener, er, at hvis nogen har fuldkommen viden, men ingen kærlighed, så har hans viden ingen betydning for hans frelse. Og hvis nogen omvendt har en ufuldkommen viden, men kærlighed, så står det ham vel.