Arne med alt det jeg fik skrevet om mit liv med Gud, "min" Gud, og det guddommelige, det afstedkom den her reaktion fra dig:




Jeg opfatter det som et liv hvor jeg gik fra at være passiv skuende/seende, tænkende og sansende til stede i verden på og over til at give viljen, og det både min livsvilje og Guds Vilje med mig og mit liv en stadig større indflydelse.

Det var meget et skift fra sanselighed og passiv skuen over til at Viljen, som sagt både min livsvilje og Guds Vilje med mig og mit liv, nu pludselig var mit livs helt store ubetingede anliggende.

I jødisk kristen paulinsk spiritualitet og metafysik er VILJEN omdrejningspunktet, men dette er ikke tilfældet i antik græsk filosofisk tænkning som også er den tænkning vi moderne mennesker mest er præget af.

Og det selv om Freud med psykoanalysen og Jung med sin analytiske psykologi chokerede verden/os med at hvis vi naivt identificerede os med vores bevidsthed og alene tog udgangspunkt i den uden at være i proces med det ubevidste, så havde vi taget røven på os selv, snydt os selv for en mulig større helhed, TAO, og sandhed og MODENHED, FULDSTÆNDIGHED (ikke perfekthed).

Nå tilbage til at i og med mine religiøse erfaringer og åbenbaringer tog til begyndte VILJEN, og det både min egen livsvilje og Guds Vilje med mig og mit liv, at få den altafgørende helt centrale og væsentlige rolle at spille i mit liv og fornuften var nu blot mig en god og nødvendig hjælpemiddel i mange praktiske gøremål, men ikke god hvis jeg skulle forstå mig selv og andre mennesker.

Mine religiøse erfaringer fyldte mig fra gang til gang til stadighed med mere og mere VILJE, ja jeg blev et VILLENDE menneske, fyldt med mere og mere af min egen livsvilje men også af en Guds Vilje med mig og mit liv.

Der er tale om den den personlige arketype Gud der har lige så godt fat i mig som i Jesus (men Jesus var modigere end jeg til at følge hvad han anså være Guds Vilje med ham) og ja Gud sådan forstået VIL noget med mig og mit liv og henvender sig til mig ofte i en personlig form, ikke altid, nogle gange er det bare psykiske kræfter og vilje, energi, uden at det personlige, det Guds billede, motiv, vi er skabt i er med inde over.

Indskud: det Guds Billede = Kristus vi er skabte i vil komme til udtryk på en personlig individuel måde hos hvert menneske, hvilket Paulus meget omhyggeligt har redegjort for. Det betyder at vi kristne ikke bliver ens, en homogen størrelse hvor vi fx alle ligner Jesus, tværtimod får vi vores helt særegne unikke individualitet og personlighed, og det er denne paulinske spiritualitet fyldt med pluralisme og differentiering, stor frihed omkring udviklingen af vores individualitet og personlighed der forklarer den moderne vestlige civilisation, som verden ser ud i dag.

En af de største åbenbaringer var så voldsom at jeg begyndte på noget der egentlig slet ikke var mig, nemlig at skrive.

Mine omgivelser havde ikke set mig skrive, denne beskæftigelse var så fremmed for mine evner som noget kunne være, så det kom fra og brød voldsomt frem fra et dybt sted inde i det kollektive ubevidste arketype lag, jeg vel den gang knapt var klar over at jeg rådede over og havde god forbindelse til.

Det var en katastrofe, en indre katastrofe, hvor der blev byttet rundt på mine evner og prioriteringer og retning her i livet, hvor, i hvilken retning, jeg skulle bevæge mig her i livet.

Ja uden disse åbenbaringer hvor jeg blev tilskyndet (til at skrive) var jeg ikke endt op som debattør på først religionsdebatten i KD regi og nu her på trosfrihed og facebook med de mange kloge hoveder jeg der har som venner.

Det er den mest dramatiske omvæltende begivenhed i mit liv at jeg møder fra "en anden verden" og i en "personlig form" en så kraftig tilskyndelse til at bevæge mig i en hel uventet retning der ikke stemmer overens med mine evner som vaner og tilbøjeligheder.

Åbenbaringerne er at Kristus vinder skikkelse i mig, hvilket ikke betyder at jeg bliver Jesu agtig, kommer til at ligne Jesus, men at jeg kommer til mere og mere at ligne den Hans-Kristian der er Guds Vilje, de planer og den VILJE Gud har med mig og mit liv.

Det må vist være nok for den her gang.

Mange kærlige hilsner

Hans-Kristian

Guds Vilje:

ikke kun min vilje ske med mig og mit liv,

men også Guds Vilje ske med mig og mit liv

Jeg har begge dele med inde over mit liv og jeg har ingen problemer overhovedet med at skifte imellem de to tilstande,

to meget forskellige tilstande eller måder at være aktivt tilstede på i verden og i forhold til os selv

min vilje, hvad jeg selv kan finde på, er de utroligste ting, og der er også projekter under vejs i den sammenhæng

men det jeg her vil redegøre for, er når jeg overgiver og hengiver mig helhjertet og med hele min krop til Gud og Guds Vilje med mig og mit liv,

hvor jeg har erfaret at det sørme er korrekt at vi kan have hele guddomsfylden i kød og blod

Gud kan lade sig føde i os, ihvertfald i mig, kan Gud og Guds Ånd tage bolig og jeg kan have hele guddomsfylden i kød og blod. Dette er jo en erfaring jeg har gjort mig mange gange.

alt dette skriver Paulus om utvetydigt så det ikke burde være til at tage fejl af, eller komme i tvivl om

det er ikke et spørgsmål om Gud eksisterer, det er et spørgsmål om Gud og mennesket er forbundet, og straks vi fra vores eget liv har erfaret dette, og kan bekræfte dette, så kender vi vores virkelighed med Gud, virkeligheden med Gud. Det er også denne, menneskets virkelighed med Gud som får Jung til at sige han ikke har behov for at tro på Gud, for han kender fra sit inderste lønkammer og helligste liv størrelsen Gud og menneskets virkelighed med Gud.

I Kristus er vi uløseligt forbundet med Gud. Kristus er Guds værk med os mennesker: det er Guds fødsel i vores liv, Gud der lader sig føde i os, inkarnere os, altså i kød og blod. Dette har jeg prøvet flere gange. Og hver gang medfører det at også jeg bliver født på ny, genopstår som et nyt menneske, således bliver Guds fødsel i menneskets liv også til menneskets genfødsel og fornyelse i Gud. Denne fornyelse holder os sunde og raske.

vi kender vores egen vilje og vi kender Guds Vilje
vi kender vores egen ånd og vi kender Guds Ånd

Jeg har så let ved at kende forskel og jeg har lige meget brug for begge dele, og uhyggeligt ville det da også være om Guds Ånd eller Guds Vilje udslettede eller svækkede min ånd og min vilje og tværtimod sker dette netop ej heller i den kristne paulinske spiritualitet eller Kristusmystik.


Derfor er den Paulinske Kristne Spiritualitet til at leve med, fordi Gud ikke svækker mennesket men styrker os i hvem vi er hver især og det er naturligt da vi kan bevæge os frit mellem os selv og vores liv med Gud, vores i Kristus væren.





Alt hvad jeg skriver om her:

Mit liv med Gud

Min virkelighed med Gud

At jeg er fyldt med Guds Ånd

At jeg har hele guddomsfylden incarno

Følelsen af uovervinderlighed i Kristus:

at alt formår jeg i ham (Kristus) som giver mig kraft


etc etc

Alle disse forhold har jeg et uanstrengt forhold til som det er baseret på konkrete erfaringer og oplevelser

Jeg kan oversætte alle disse mine erfaringer til et moderne neurovidenskabelig sprogs begreber.

Nogle gange vil det være en fordel at gøre dette. Men der er også fordele ved at vælge de begreber som anvendes i forbindelse den Paulinske kristne spiritualitet

Hej Arne

Først den her:

.

Det vigtige for mig at slå fast er at Guds Ånd og Guds Vilje aldrig vil kunne svække eller forvirre min/vores ånd og vilje.

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

Vi mennesker med vores bevidsthed, forståelse og viden står overfor det ubevidste, eller ubevidste forhold, forhold og størrelser der kan være mere eller mindre skjult for os. Her vil jeg med andre placere hvad vi betegner som Guds Ånd og Vilje.

Vi kan lade os inspirere og lede af Guds Ånd og Vilje, men det må aldrig betyde at vi opgiver vores egen ånd og vilje. Vi må ikke blive uselviske på den måde og opgive os selv, fordi mennesket i kristendommen og da især i den Paulinske spiritualitet, ikke mister sig selv i forbindelse dets Gudsmystik eller kontakt størrelsen Gud.

Håber det lykkes mig at få fremhævet noget principielt her, som står i modsætning til selvopgivelse og uselviskhed i forbindelse Gudsmystik, at vi nærmer os Gud eller det guddommelige:

"the numinous experience of the holy, the transformative experience of reorientation, the courage of facing suffering and depth, the moral experience of obligation, the experience of order and creativity in the world, and the mystical experience of unity, absolute unitary bring,,, etc".

-0-0-0-

Tao burde jeg ikke have nævnt, da det spiller en ubetydelig rolle for mig, men jeg kom til at nævne det fordi Jung kan finde på at bruge betegnelsen, som fx hvor han skriver:




Som du/I ser, så tilhører jeg en tradition (paulinsk spiritualitet) hvor ego-self aksen, hvor vores individualitet og "personality" aldrig må lide overlast eller svækkes i forbindelse vores "religiøse spirituelle" erfaringer.

Dermed vil jeg anerkende at en dualisme er at foretrække frem for en monisme. Spirituelle praksisser hvor monismen dominerer, hvor fx mennesket uselvisk skal overgive sig til Guds Vilje eller Ånd, ender i selvhøjtidelighed, hvorfor mennesket i den forbindelse mister dets humor og spontanitet som evnen til at feste og glæde sig sammen med andre mennesker. Alt er styret af en bagvedliggende Vilje eller Ånd, det ender i determinisme, nøjagtig som naturvidenskabelighed også misforstået ender op i. Men dette er ikke ægte naturvidenskab nødvendigvis at være tilhænger af determinisme.

Frihed og kreativitet er nødvendige i den paulinske spiritualitet for at sige vi har Ånd/ånd, og det har vi i forhold til alt, både 1): naturen, det ikke sproglige der er under os, og 2): kulturen (kultursfæren, verden 3 diskurserne), det sproglige talende tænkende der er over os og 3): det mellemmenneskelige sociale og politiske lige ude foran os, hvilket betyder at vi kan bringe en forløsning af disse forhold i stand, det betyder ikke en forløsning fra disse forhold, men altså at vi kan bringe en forløsning af disse forhold, ved at menneskeliggøre, personliggøre, disse forhold. Det marxismen og socialismen altid har været beskæftiget med, at vi kan menneskeliggøre eller personliggøre alle disse forhold så vi ikke føler os fremmede i verden, fremmede i forhold til vore omgivelser, som vi altså tilegner os i en menneskeliggørelse eller personliggørelse.

Venlig hilsen Hans-Kristian