|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Universet – og os mennesker
|
Hej Arne
Først den her:
Du mener så at handle "i Guds ånd og efter Guds vilje" - i "den Paulinske kristne spiritualitet"
Det vigtige for mig at slå fast er at Guds Ånd og Guds Vilje aldrig vil kunne svække eller forvirre min/vores ånd og vilje.
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Vi mennesker med vores bevidsthed, forståelse og viden står overfor det ubevidste, eller ubevidste forhold, forhold og størrelser der kan være mere eller mindre skjult for os. Her vil jeg med andre placere hvad vi betegner som Guds Ånd og Vilje.
Vi kan lade os inspirere og lede af Guds Ånd og Vilje, men det må aldrig betyde at vi opgiver vores egen ånd og vilje. Vi må ikke blive uselviske på den måde og opgive os selv, fordi mennesket i kristendommen og da især i den Paulinske spiritualitet, ikke mister sig selv i forbindelse dets Gudsmystik eller kontakt størrelsen Gud.
Håber det lykkes mig at få fremhævet noget principielt her, som står i modsætning til selvopgivelse og uselviskhed i forbindelse Gudsmystik, at vi nærmer os Gud eller det guddommelige:
"the numinous experience of the holy, the transformative experience of reorientation, the courage of facing suffering and depth, the moral experience of obligation, the experience of order and creativity in the world, and the mystical experience of unity, absolute unitary bring,,, etc".
-0-0-0-
Tao burde jeg ikke have nævnt, da det spiller en ubetydelig rolle for mig, men jeg kom til at nævne det fordi Jung kan finde på at bruge betegnelsen, som fx hvor han skriver:
Classic Chinese philosophy names this interior Wayne Tao, and linkes it to a flow of water that irresistibly moves towards its goal. To rest i Tao means fulfilment, wholeness, one's destination reached, one's mission done; the beginning, end, and perfect realisation of the meaning of existence innate in all things. Personality is Tao. Jung.
Som du/I ser, så tilhører jeg en tradition (paulinsk spiritualitet) hvor ego-self aksen, hvor vores individualitet og "personality" aldrig må lide overlast eller svækkes i forbindelse vores "religiøse spirituelle" erfaringer.
Dermed vil jeg anerkende at en dualisme er at foretrække frem for en monisme. Spirituelle praksisser hvor monismen dominerer, hvor fx mennesket uselvisk skal overgive sig til Guds Vilje eller Ånd, ender i selvhøjtidelighed, hvorfor mennesket i den forbindelse mister dets humor og spontanitet som evnen til at feste og glæde sig sammen med andre mennesker. Alt er styret af en bagvedliggende Vilje eller Ånd, det ender i determinisme, nøjagtig som naturvidenskabelighed også misforstået ender op i. Men dette er ikke ægte naturvidenskab nødvendigvis at være tilhænger af determinisme.
Frihed og kreativitet er nødvendige i den paulinske spiritualitet for at sige vi har Ånd/ånd, og det har vi i forhold til alt, både 1): naturen, det ikke sproglige der er under os, og 2): kulturen (kultursfæren, verden 3 diskurserne), det sproglige talende tænkende der er over os og 3): det mellemmenneskelige sociale og politiske lige ude foran os, hvilket betyder at vi kan bringe en forløsning af disse forhold i stand, det betyder ikke en forløsning fra disse forhold, men altså at vi kan bringe en forløsning af disse forhold, ved at menneskeliggøre, personliggøre, disse forhold. Det marxismen og socialismen altid har været beskæftiget med, at vi kan menneskeliggøre eller personliggøre alle disse forhold så vi ikke føler os fremmede i verden, fremmede i forhold til vore omgivelser, som vi altså tilegner os i en menneskeliggørelse eller personliggørelse.
Venlig hilsen Hans-Kristian
|
|
|
|
