Hej Arne

Jeg glæder mig også meget over vores snak :-)



Min interesse for religionerne gælder i særdeleshed skriften.
I Det Nye Testamente ser jeg intetsteds nogen opfordring til, at mennesker skal gøre andre mennesker fortræd. Og jeg kan heller ikke se, hvordan de skulle kunne tolkes sådan - tværtimod nævnes fjendekærligheden.

Når nogle alligevel tager religionen til indtægt for vold, så mener jeg, at skruen er løs - ikke i de hellige skrifter - men i voldsmændenes hoveder. De kunne jo fordreje hvad som helst efter deres hoveder. Jeg mener derfor ikke, at kimen til grusomheder findes i kristendommen.



Sådan har jeg det også. Og det er også dybest set det, der gør min tro levende. Den rationelle side, som jeg nu har opdaget, er god at have med på den måde, at jeg nu har indset, at det ikke er irrationelt at tro på f.eks. den genopstandne Jesus Kristus.



Jeg kan ikke se det storhedsvanvittige i at tro på Gud. Man kan vel godt have et holdepunkt uden at bilde sig selv ind, at man ved alt!?



Se, det interessante for mig - og det er først gået op for mig for nylig - er, at kristendommen ikke ignorerer verden. Det gør andre religioner derimod i en vis udstrækning! I buddhismen handler det om at "slippe væk" fra denne verden. I gnosticismen ses verden også som et dårligt og ondt sted. Men i kristendommen er Guds skabelse noget godt og noget smukt - og vi kristne er ment til at være Guds repræsentanter. Et helligt præsteskab ment til at reflektere Guds kærlighed og visdom ind i verden.

Ved opstandelsen vil verden også blive fornyet. Der er ingen flugt. Der er derimod tale om skabelse og kærligheden til det skabte.



Vil du dele med mig, hvad du ser af "goder" i de forskellige religioner? Er det de samme goder, eller er de forskellige? I så fald hvilke?



Ja, den glæder også mig. Og jeg havde nok heller ikke fortsat her på trosfrihed, hvis det ikke var for dig. Det kunne være interessant, om vi kunne tiltrække flere sobre debattører med tiden.

Kærlig hilsen
Thomas

Latteren og selvironien vil for mig altid være større end troen på Gud og gud. Jeg vil selv betegne mig med en tro, der svarer til kristendommen, og som et menneske, der altid vil lukke op og byde velkommen i mit sind med en gensidig respekt, ærlighed og troværdighed. Det er herligt for mig at stå ansigt til ansigt med et (ethvert menneske), der sætter humoren og selvironien i perspektiv til livet og tilværelsen. Latter og fordybelse, humor og selvironi, munterhed og begejstring ...

Latteren og selvironiens herlighed er overskriften for min egen tro og troskab ved enhver form for tro ... eller ej.

https://www.information.dk/1999/10/latterens-lovprisning

Mange hilsner
RoseMarie og latter

Hej Arne



På samme måde som det går til, at en kniv, der er ment til brød og rejeost, også bliver brugt til mord. Og at en økse, der er ment til at hugge brænde - så vi kan holde varmen - bliver brugt til halshugning.



Netop skaberværket er jo centralt i kristendommen - vel mere end i samtlige andre religioner tilsammen! Gud kalder det hele tiden "godt" i skabelsen. Og han vil forny skabelsen på opstandelsen dag. Vi mennesker er tilmed hans repræsentanter i hans skaberværk, og vi er ment til at være et kongeligt præsteskab, der reflekterer hans kærlighed og visdom ind i skaberværket.



Jeg tror, at det kan skyldes, at "det gode" ikke måles i universets udstrækning, men i uselvisk kærlighed og moral. Her har vi mennesker jo en mulighed, som dyrene ikke har. Og som en asteroide, en måne og en sol heller ikke har.



Det har du da også fuldstændigt ret i, vil jeg mene. Det er udgangspunktet. Men det sker kun ved, at vi slipper for verden - i sidste ende.

Omvendt er det i kristendommen. Her slipper vi også for lidelse - men vi "arver Jorden", og skabelsen fornyes.



På ingen måde. Det har været en misforståelse siden middelalderen, at mennesker skal i Himlen, hvor de skal leve i "en tilstand uden krop". Faktisk er det sådan i følge skriften, at Himlen skal ned på Jorden. Hvad der før var ét - og nu er skilt - skal igen sammenføjes, så Himlen bliver ét med Jorden, og skabelsen fornyes.



Men i hvilken af de to religioner er der et udtalt fokus på menneskets uselviske kærlighed til medmennesket? Dette udtalte fokus ser jeg faktisk kun i kristendommen blandt alle religioner.



Men kristendommen accepterer derimod IKKE, at Muhammed er en profet, eller at der er tale om et ikke-selv eller en ikke-Gud.

Buddhismen og sufismen kan således fremstå som at være nok så inkluderende, men de inkluderer jo i sidste ende ikke det, der ikke svarer til deres egne overbevisninger.

Kærlig hilsen
Thomas