Må jeg bringe den næste saligprisning på banen:

Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.

Hvis jeg må ty til en fortolkning, jeg har hørt, så lyder den, at det at sørge ikke er at sørge over, at vi ikke har det største fjernsyn. Derimod skal vi sørge over vores menneskelige natur, vores uretfærdighed og ondskab, vores egoisme og fjendskab mellem hinanden. For dem, der sørger, må ydmyge sig selv i en grad, så de kan se den menneskelige natur for, hvad den - sørgeligvis! - er.

Kun da kan vi vokse.

Indtil oplysningstiden var det almindeligt antaget, at Matthæusevangeliet i det store og hele var skrevet af et øjenvidne. Dette er dog usandsynlig, blandt andet fordi evangeliet er afhængig af Markusevangeliet. Derfor er tanken om forfatteren som øjenvidne med få undtagelser opgivet af bibelforskerne. Allerede tidligt var man opmærksom på, at det var usandsynligt, at et øjenvidne, som havde fulgt Jesus i Galilæa, kunne skrive græsk. Denne vanskelighed forsøgte man at komme uden om ved at påstå, at forfatteren havde skrevet på hebræisk, og at det græske Matthæusevangelium var en oversættelse heraf, men det er svært at opretholde denne tese, selv om forskere har forsøgt at rekonstruere den hebræiske sprogdragt bag evangelierne (Joachim Jeremias). Imidlertid er intet af den påståede hebræiske original bevaret, og ingen tidlig kirkefader synes at have kendt den.

Fra ca. år 200 og indtil oplysningstiden er forfatteren blevet identificeret med apostlen Matthæus, som nævnes i evangeliet.