1
registreret
(1 usynlig),
812
gæster og
156
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21591 - 06/10/2016 16:09
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Der er noget fængslende ved tanken om den befriende latter som livets nødvendighed, og hvem ku’ vel udfri den, som herren der skrev disse ord:
Fra Jørgen Gustava Brandt Dragør, 51
Kære Karen Blixen! Hjærtelig tak for den fortryllende aften! Tak for baronessens latter! Der findes paa Rungstedlund en særegen latter, som jeg ikke har oplevet andre steder; en dyb latter, som muligvis kommer fra husets gode aander. Latter er skabende. Jeg husker fra “Farmen”, at negrene sagde, at baronessen ler ad folk. De følte vel slægtskab med baronessen netop deri. Det synes ellers som om den højere latter ikke les mere. Vi talte, ved en bemærkning fra baronessen, om manglen paa mod. Gud ved om ikke manglen paa latter har forbindelse hermed! Mennesker ler ikke, da de er bange. Kun vittigheden, befrielsen kan faa folk til at le. Men Pan synes at være afgaaet ved døden, – eller skindøden, thi jeg haaber og tror, at der endnu findes uindfriet latter i verden. Men ulykkeligvis blev mennesket opmærksom paa faren ved latter og glemte Gud. Nu er det indset, at ler man, bliver man maaske udsat for forfølgelse og ihjelslaaet som eskapist. Derfor holder jeg på Bromius, den larmende. Kære baronesse, tak for rosen fra haven, for den varme, lynende sommeraften og for uvejret, der brød ud over mit hoved paa hjemvejen og brød den ring af fortryllelse, som lynene havde slaaet om samværet på Rungstedlund. Mange hilsener til baronessen og ogsaa til frøken Clara. Jørgen Gustava Brandt.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21592 - 06/10/2016 23:41
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
FLODEN
De mange kroppes flod er stærk Med Coffman Memorial Union som base.
Jeg lægger mig ned for at sove På broen ved East River Parkway,
Og ingen man skal kæntre På Dirty Boulevard.
Mit hjem er sorte bakker I en dal i North Dakota.
Mit hjem er en lejr Joshua Tree, Og jeg passerer fra støvet til støvet,
Men min hammer skal ringe i bjerget, Og bjerget skal synge mod regnen og jorden,
Og ved hver stjernes død skal du tænke At lyset forbliver i støvet og floden,
Og floden bliver ved i os, Ikke hver for sig men sammen,
Ikke i ro men stadig i drift, thi Bevægelsens spor er den frugtbare kraft.
Vind Kant Strøm Feber: Med dette Stof har jeg skrevet for livet,
Og min hammer skal ringe mod bjerget, Og bjerget skal synge i jorden,
Og jorden skal samle de mange, Og floden skal rejse i fred.
Vi forlader lejren ved daggry. Ingen mand skal kæntre.
Med dette stof har jeg skrevet. Du skal kende din længsel som grøn.
*
Flodens slag
Vandet går Floden begynder Alle greb jævnes ud i dyb tid Fra broen følger vi strømmen Der løsnes i virkeligheden
Floden er sort Floden er Sikker Et stort dyr skruer Sin ryg op i isen og flagerne Driver som grå drageskel
Tænker rejse Lever sted Lukker for en afstand med Drømmen om evig passage gennem Kølig skygge på fuld brun flod
Springet kommer Våren sker Et offer af røg må forrettes Floden er stærk under solen Landet er roligt og tæt
Floden er grøn Floden er Giftig Byerne støder i kroppen Med pumper og gør hvad de kan For at dræbe en seng med
Brændselsstave Brugte hylstre Hellig plastic og køkkenaffald Det hele flyder i hjertets egn Når floden er svullen i radiumregn
Men floden er rød Floden er Rolig Med kobber og rust Fra et jordskred i blæsten River den skrænterne med sig
Floden er gjort af skabelsens Fibre Den er strømmen af tid I en verdens historie Den er Banen af blod i en syngende krop
Floden er blå Floden er Bitter Manden i huset På bredden skrev dette Billede fast gennem 33 år
Før han kom til floden selv I kæben af det store land og Tog sine fotos af skygger og vand Med henblik på virkeligheden
Alle marvens farver kender Øjet efter flodens slag Du skal ære Hver stjerne som sandskorn, sejler Du skal vide hver hund har sin dag
Hvor kærligheden var
»Jeg begyndte at tegne kort, da jeg var lille. De viste stedet, ressourcerne, hvor fjenden og hvor kærligheden var. Jeg vidste ikke, at tiden afgiver stof til landet. Hændelser driver ustandseligt ned, vasker kendemærker med sig, hæver overfladen som sne. Jeg er blevet voksen. Landet ligger over mig nu. Jeg kan ikke bevæge mig mere. Det er på tide at gå.«
Kreds
Kreds Flod Grøn Bane
Alt Jeg Kendte Dér
Kant Vind Strøm Feber
Alt Stof Styrter i Tårnet af sang
- Bo Green Jensen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21601 - 07/10/2016 21:52
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Aften’ RM.. Ja efter en tur på flodprammen, ska’ du jo ha' sangen fra skønheden her: https://www.youtube.com/watch?v=DXg6UB9Qk0o ... som mange sikkert også har dryppet lidt over, smuk er unægtelig udstrålingen – den dér madonnadims m.f. ka’ godt gå og lægge sig..;) mvh Nissen
Redigeret af Simon (07/10/2016 21:53)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21608 - 08/10/2016 16:24
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Digteren Kender I den lyse digter Schade? Har I set ham selv ved solnedgang? Dér på kanten af den runde kugle sidder han og kysser på sin blyant. Tar et stykke sol – og spiser det med munden, fløjter lidt og trykker på sit hjerte … ud af hjertet flyver solens fugle. - Jens August Schade. https://www.youtube.com/watch?v=lKB8YKUiVX0mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|