Hej Simon

Morgenkaffe serveret på sengen er ikke alle forundt, men endnu bedre er det så også bare at kunne stikke fødderne i gummistøvlerne, gribe en trøje eller en jakke med den ene hånd og kaffekoppen med den anden for at tage imod morgenlyset og dagens kommen til verden. Lige fra lysstriber, pletter, glimt, strejf og anelser til et flimmer i et lyshav. Sådan en kop morgenkaffe må være det, man kalder jordmoderkaffe ... :)))


Morgenstund

Morgen
Et eneste ord har man nået at skrive:
Morgen
og straks har man alle de gamle
skriverkarle på nakken
forgængere angriber altid bagfra
ser én over skulderen
flår i papiret
slås om kuglepennen
enkelte kommer med hviskende forslag
andre råber i munden på hinanden
hvordan overhovedet få et ord indført
ud over det ene
man nåede at skrive

For morgenstund har ikke bare guld i
mund, den forgylder klippens top og
bjergets side
og mens jeg prøver at få øje på
det åndssvage bjerg
vågner alle Guds favre blomster og fugle
små og gir sig til at
titte til hinanden, titte til hinanden
vifte med det ene bryn
men de gamle skvadderhoder er langtfra
færdige med at diskutere guld
thi nok står der skrevet at
som guld er den årle morgenstund
men den spreder det også på sky
mens sneglen med gyldentækket skjold
på ryg
må vandre frem og tilbage og tænke
nok er jeg sløv og tålmodig
men dette må snart få en ende

Undskyld siger jeg
det er egentlig mit digt
hvis jeg bare kunne få lov til at skrive det

Men så begynder nogle af de gamle rødder
at springe op og spænde bælte
mens andre slår løs på deres strenge
og solen rinder op og ned ad østerlide
Hvad med den rosenfingrede dagning
spør en gammel blind indvandrer
Næ næ svarer en anden
jeg holder på jordens bold der skal gløde
nu er vi med i VM-fodbold igen
Hør her siger den tredje
og skodder sin tolvte smøg:
Jorden har vendt sig en omgang
i sin store himmelseng

Og så tager fanden ved dem

Mens lysvæld efter lysvæld
stiger af papirets skød
ryger de gamle originaler
i totterne på hinanden
sparker hinanden over versefødderne
kyler jamber gennem lokalet
skanderer hinanden på det groveste
giver hinanden en på sonetten
jeg bliver nødt til at smide hele bundtet ud
ærbødigt men bestemt
Lukketid de herrer
Tilbage til bogs
til sengs, til sangs
Nu skal her arbejdes

Morgen
foreløbig står der stadig kun
det ene lille ord
morgen
men hvilke muligheder
og dagen er kun lige begyndt.

Benny Andersen


... og så får Gelsted lige de sidste par linjer på to hjul :))


Hvem ved måske blir mit bryst en tromme,
der kalder sammen til dans på engen,
og mine arme en prægtig bue,
der henter hejren fra himmelhvælvet.

Måske min hals som en herlig hane
engang skal gale i morgengryet,
måske min bag blir to hjul, som sjælen
kan køre frem på i evigheden.

Otto Gelsted


Kaffeligste hilsner
RoseMarie

Go'morn' RM..

Ja, denne herlige Benny Andersen, der for nogle år siden endda oversattes til kinesisk - hvad kineseren syntes om de lune danske kragetæer er derimod stadig lidt af gåde...
Men tænk et marked at bevæge sig ud eller ind på, at berejse; det er det rene russisk at forstå kinesisk, alligevel gætter jeg på at masser af kinesiske børn har rumsteret med præcis samme lege og fantasier som børn over resten af verden, at de efter lektielæsning og hjemmearbejdet, har sejlet på selvbyggede pramme og dyrket små hushold af levende organismer i store syltetøjsglas, der hvis de blev opdaget forvistes til haven, men hvor især larverne næppe virkede særlig tiltrækkende på pigerne, eller mødrene:

SYLTNINGENS POETIK

Som dreng holdt jeg larver
holdt af dem
syltede en under besættelsen
plukkede af hækken en larve
en flot fed flerfarvet ligustersværmerlarve
med sort krumt horn i enden
puttede den i et syltetøjsglas
med et forråd af ligusterblade
lukkede til med perforeret pergamentpapir
men i stedet for at æde løs
blev den stille
de fine farver
den vrikkende fedme
blev pakket ind og gemt væk
i en livløs og farveløs puppe.

Jeg anbragte glasset
bagerst i spisekammeret
efteråret gik
vinteren gik
den blev glemt
der var andet at tænke på
Hitler og Rommel
med Eisenhower og Montgomery
rykkede foråret nærmere
en forårsdag råbte mor
En mus en mus der er
en mus i spisekammeret
du må fjerne den straks
En flaprende lyd fra bunden af skabet
et vingefang større end syltetøjsglasset
en skønhed der krævede universet
faderstolt slap jeg
min unge ligustersværmer ud i lyset
bare vent
snart får du både mørket at se
og alle de stjerner du har fortjent

Nu
gammel og forældreløs
tyr jeg ofte til samme metode
sylter fede ubevingede digte
i mørke skuffer i månedsvis
savner min mor
vikarierer for hende
lytter forventningsfuld skrækslagen
til den varslende flapren fra glemslens mørke
der melder at befrielsen er nær
at digtet nu er på vingerne

Tak for musen
Mor.

*

FATA MORGANA

kridtets fødselsskrig
1 + 1 er
sted i branket tavleørken
prisgivet knastør solsvamp
spinkle
blege
alligevel vendt mod forjættet facit
at ganges som luftspejling
palmer
oase
eller divideres tæt sammenslynget
skiftevis skygge for hinanden
love hinanden at undgå
nedværdigende subtraktion
eller opløftning i anden eller impotens
så hellere bryde op i logaritmebør
og drage til alle talegne
ligningsstrøg
stifte bekendtskab med nomadeprocenter
og fastboende decimaler
holde en mente over dåben
holde en nykonfirmeret brækbrøk for panden
være forlovere for to
der har fundet en fællesnævner
bestyrke gamle kvotienter i troen på et sesam
og ansigt til ansigt
med den omsider dyngvåde svamp
at fastholde
at een og een er eet

- Benny Andersen

mvh & god weekend - sir jeg, med jordmorkaffen på hæld..;)
Simon

Go'morgen Simon

Der er næsten ikke nogen, der som Benny Andersen kan beskrive barndommens land set ud fra barnets vinkel og oplevelse. Han beskriver det så godt, at man som læser selv får vækket sine erindringer på en meget levende måde. Ja, det er vel egentlig det, han er i stand til i alle sine tekster. :))

Jeg er blevet vild med Knud Sønderbys essays, og jeg forstår og deler din begejstring til fulde. Så her kommer et lille uddrag fra Grønlandsk sommer ...


I den nederste køje overfor min lå en grønlænder. Det var Jørgen. Han irriterede os over al måde. Han stod op flere timer før alle andre. Søsyg var han heller ikke. Ved 5–6-tiden tumlede han under højlydt sang og fløjten rundt på gulvet efter anorak og kamikker, gik på hovedet ned i en dyb krog, hvor han skyndsomst fik det ene bukseben på, rullede baglæns tilbage under bordet og op på den modsatte væg, hvor han med et mægtigt grin sad og iførte sig det andet, hang i dørhåndtaget, medens han fangede sin kasket med fødderne og lod sig derefter med en pibe i munden falde op på dækket for at hilse den nye dag. Vi hylede og bandede, og han vinkede venligt igen og grinede elskværdigt, han forstod ikke dansk. Vi fremtrådte i deputation for ham med tolk, da vejret tillod det. Det nyttede heller ikke. Da tolken havde talt med ham, grinede han og pegede på ham.

Hver morgen vil han stå endnu tidligere op og være endnu gladere, forklarede han os, for han længes efter sin kone!

Da lo også vi med tomme maver, men Jørgen sad meget artig, med årvågne, brune øjne og kunne ikke se, at der var noget at le ad, smilede blot høfligt, mens han klædte sig af.

Så snigløb vi ham. Vi blev feststemte og glade og gode mod alle mennesker. Vi skænkede ham et glas whisky med to sovepulvere i. Det var til Jønnemand. Ud af hjertets godhed. Og medens han fik skulderklap og kære ord i tilgift, labbede han det også godt nok i sig og sov ind fra al yderligere festlighed og fra, at vi med forsvarlige reb bandt hans køje til. Der lå han så inde i buret. Vi kunne slet ikke falde i søvn af fryd over, hvor godt vi nu skulle sove. Vi jublede ved tanken om hans ansigt, når han højt op ad formiddagen pænt måtte bede os om at komme ud. Klokken fire lå vi endnu helt udmattede af latter, men meget søvnløse. Klokken halvfem vågnede vi ved, at Jørgen stod midt på gulvet med store smil og megen fløjten og klædte sig på. Spilvågen. Hans lange dolk havde sovet hos ham. Rebene var skåret over hensynsløst på kryds og tværs.

Han råbte noget til os og lo. Tolken forklarede os det alvorligt nede fra sin køje:

– Hans levers kant blev hvid, siger han.

– Hvad blev hans lever?

– Hans levers kant blev hvid .... Han blev bange, forklarede han yderligere. – Stor skræk, da han vågnede.

Først om eftermiddagen, da pokker igen tog ved skibet, og vores indvolde, virkede sovemidlerne. Da gik Jørgen mod sædvane i seng og sov sødeligt med smil på læben helt til næste dag, medens vi afbalancerede vore lidelser med åbne øjne.

Da vi endelig var kommet i land i Julianehåb i sportstøj af drabeligt arktisk tilsnit, hvem så vi da? En lille køn grønlænderkone med rød strikket hue og sælskindsbukser og otte børn efter sig i gåsegang, alle med røde huer og sælbukser. Og hvem anførte den benovede og lykkelige procession? Jørgen! I sort stilfuld vinterfrakke med hvidt halstørklæde og bowlerhat! Helt fraværende af lykke. Vi kastede os over ham. Jørgen! Vi hilste på hans kone! Midt i vores klynge stod han og svingede bowlerhatten stort for hver enkelt af os og i sin glade forvirring for konen med. En søvngænger af lykke. Ingenting gik rigtigt op for ham. Han var på visitter med kone og børn. Og op ad de små plørede stier i regnvejret gik processionen videre ....


God søn- og soldag
Rose Marie

Hej i natten, RM..

Ja, det er let at blive glad i ham, der jo desværre forsvandt fra verdenen der først voksede op for mig, når man så elegant får én på opleveren – heller ikke blir svært at se, hvorfor han var så afholdt af andre kunstnere i nærheden af sit felt.
Ja det er særlig hans essays, jeg begejstres af, deres sindrige, sandsynligvis også vemodigheden der ligefrem dirrer i fx Forsvundne somre. Grønlandsk sommer har jeg netop tilgode, og fik så her en aperitif – med tak. Sov godt..;)

mvh
Simon

Go'aften Simon

At læse poesi og digte er mit hjerteblod, men jeg skal lige love for, at du har fået lukket op for noget af en sluse til essaybølgerne. Dønninger har det i hvert fald givet ... :)))

Jeg springer lidt rundt i det med essays, hopper fra det ene til det andet, fordi jeg på vejen til en kende af orienteringssans støder på og ind i inspirerende læsning. Også sådan blev det til et møde med Jørgen Leth, her i Den gavmilde digter – Et essay om Jørgen Leth skrevet af Finn Janning i 2014.


Med udgangspunkt i digteren Jørgen Leths kunstpraksis vil jeg vise, hvordan den digteriske proces samtidig er en prøvelse af en etisk eksistens. Der digtes plads eller rum til det, der sker, hvorved begivenhedens udtryk kan erfares. Livet gøres erkendeligt for et liv, og omvendt. Det peger i retning af, at et liv er etisk, for så vidt det er digterisk (poetisk eller skabende). Det skal ikke forstås således, at et etisk liv rimer. Eller bevæger sig på fine versefødder, mens det fabler. Nej, det er digterisk, fordi det løbende opfinder eller skaber et sanseligt rum, hvor den menneskelige erkendelse kan manifestere sig. Det vil sige et rum, hvor livets omskiftelige kræfter kan virkeliggøres. Der er af samme grund tale om en gavmild eller generøs etik.

I et interview har den chilenske forfatter Roberto Bolaño udtalt: ”Biblioteket er en metafor for mennesket, eller hvad der er bedst ved mennesket, på samme måde som en koncentrationslejr kan være en metafor for, hvad der er værst ved dem. Et bibliotek er fuldstændig generøsitet” (2009: 48. Min oversættelse). Tilsvarende er livet generøst. Det er fuld af umiddelbart gratis glæder. Bolaño taler dog ikke om livet, men om et liv forstået som den enkelte eksistensform eller måde at leve på. Det gør han, fordi et liv med samme rundhåndethed kan række den del af livet videre, som det har lånt. En anden præmis, som nærværende fortælling abonnerer på, er, at livet er til låns. Det gennemstrømmer os. Pløjer hen over os, mens nye tanker og følelser plantes, såfremt vi formår at engagere os. Blotte os. De gratis glæder kræver altså et vist stykke arbejde.

Bolaños udtalelse åbner op for en gavmild etik, som jeg undervejs vil prøve at udfolde med reference til Leths kunst- eller eksistenspraksis. Leth er den gavmilde etiker.
Det interessante i forbindelse med en gavmild etik er:
Hvordan et liv gør sig modtagelig overfor de uendelige kræfter, som livet rummer.
Hvordan disse kræfter aktualiseres, idet de rækkes videre.
Mit bud er en affirmativ praksis, der gentager det, der er værd at gentage. Det er sværere, end det lyder. For ingen ved, hvad der er værd at gentage, før det er blevet til. Leth introducerer essaysamlingen Filmmaskinen fra 1979 med følgende erklæring: ”Jeg er på bar bund, blank. Det er det jeg vil gøre interessant og underholdende” (p. 7).

Udgangspunktet er en ustrategisk ydmyghed, hvor kun det underholdende rækkes videre. Imidlertid skal underholdning ikke forveksles med entertainment og Hollywood blockbusters, i så fald bliver man skuffet. Snarere drejer det sig om alt det trivielle i livet, som Leth underholder sig med, nemlig livets kræfter eller energier, der emmer af livagtighed. Senere i samme bog, i essayet Min Hamlet åbner han med den profetiske selverkendelse: ”Jeg gentager.” Og det er i høj grad det ganske ordinære, som gentages. Leth er god til at gentage, som han også understreger, når han afslutter samme essay: ”Jeg interesserer mig for at gentage. Jeg vil gentage det smukke til et bristepunkt” (p. 11 & p. 16).

Det er derfor, han er hovedpersonen. Han udgør et væsentligt element i denne fortællings stillads. Leth er imidlertid ikke alene. Det er ingen kreative mennesker. De er altid del af et fællesskab. Den amerikanske popkunstner Andy Warhol er her også. Roberto Bolaño, som vi allerede har hilst på, vender tilbage. Senere dukker Karl Ove Knausgård op. Den franske filosof Gilles Deleuze er en central figur, som er med hele vejen. Han er primært akkompagneret af den tyske filosof Friedrich Nietzsche.

... og i tillæg lidt i lyd fra manden selv lige til aftenkaffen eller natmaden :))

http://www.boghandleren.dk/productSamples/9788702179514.mp3

Go'aftenkaffe
RoseMarie