1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19820 - 11/11/2015 02:10
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Smukt; jeg ka ikke finde passagen i Farmen, hvorimod jeg fandt denne lille sjove ting, og morskab er der meget af i hendes skriv, som du kalder det, det er rent papagøjisk:
Plejaderne sank, og Selene. Midnat er inde Timerne rinde jeg hviler paa Lejet alene.
- Papegøjen.
Det er en meget smuk historie, Denys Finch-Hatton citerede fx dette til fruen med historierne i ærmet, han der kunne sidde og lytte, noget hun satte rigtig meget pris på, men som også satte sin frihed i livet højere end nogen kvinde – de poetiske linier bliver udsagt på tidspunktet hvor hun må bryde op, pakke sit liv på farmen sammen, og det må virkelig ha været en af de sværeste stunder i hendes liv; måske lige bortset fra tabet af netop ham, der for øvrigt lærte hende latin, og som altså sagde disse ord midt i opbruddet:
»You must turn your mounful ditty to a merry measure, I will never come for pity I will come for pleasure.«
Hun var en fortræffelig brevskriver, det er virkelig en fornøjelse at læse hendes breve, som der heldigvis er mange af og som af enkelte betragtes som en del af hendes romaner, i en søgen efter sandheden om Tanne. I Pagten af Bjørnvig får man hans oplevelse af hende, hvad hun har ment og hvad han har frygtet, kan man jo så spekulere lidt over, men med så mange historier fra div. forfattere, ka man i det mindste komme lidt rundt om hende, skue hende på hatten. I mine øjne ska hun ha sit privatliv i fred, ja dvs. når bare jeg lige får lov til at se hende over skulderen mens hun sidder dér ved pulten og fletter verden sammen i sine vidunderlige fortællinger. Hun tilhører gruppen af de forfattere jeg helst ikke vil undvære, og dem er der heldigvis en del af.
Bedste hilsner Simon
Redigeret af Simon (11/11/2015 02:26)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19830 - 12/11/2015 00:25
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen RM..
Her lidt flere af Toms bybilleder – 91 år efter, anes Vestergade måske en smule anderledes, kun hestekræfterne lugter nu, midt i den satans trafik:
Vestergade 1924
Vestergade! Saa for fanden! Det var ogsaa som forhekset! Smæld og Trutten, Raab og Banden, Cyklen væltet, Hjulet ekset. og jeg svinger rundt med Benet, som er fast i Cyklens Stel. Bort fra Vognen! Bort fra Hesten! Den vil sparke mig ihjel.
Vognen knager! Hesten stejler! Hvorfor ligger jeg og maaber? Højt til Vejrs en Sky, som sejler, højt til Vejrs en Kusk, som raaber, højt til Vejrs et Hestehoved med de vaade Næsebor; aldrig aned jeg, at Hesten var så mærkelig og stor.
Jeg maa skubbe mig til Side, halvt i blinde helt befri mig, og maa lade Vognen glide tæt forbi mig, tæt forbi mig. Andre Heste, andre Vogne gaar som i en stadig Strøm. Enten er det Vestergade, eller også er det en Drøm.
Ud fra Gadens mange Porte rage lange Hestemuler, gule, brune, hvide, sorte, som fra mørke Dyrehuler. Her er alle Hestes Gade. Her er alle Hestes Stald. Her er Luften gennemknitret af et evigt Piskesmæld.
- Tom Kristensen
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19832 - 12/11/2015 07:51
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’..
Her digtet der står i position til ”The arrival of the bee box”, nøjagtig lige så fremragende som dette:
THE BEE MEETING
Who are these people at the bridge to meet me? They are villagers – The rector, the midwife, the sexton, the agent for bees. In my sleeveless summery dress I have no protection, And they are all gloved and covered, why did nobody tell me? They are smiling and taking out veils tacked to ancient hats.
I am nude as a chicken neck, does nobody love me? Yes, here is the secretary of bees with her white chop smock, Buttoning the cuffs at my wrists and the slit from my neck to my knees. Now I am milkweed silk, the bees will not notice. They will not smell my fear, my fear, my fear.
Which is the rector now, is it that man in black? Which is the midwife, is that her blue coat? Everybody is nodding a square black head, they are knights in visors, Breastplates of cheesecloth knotted under the armpits. Their smiles and their voices are changing. I am led through a beanfield,
Strips of tinfoil winking like people, Feather dusters fanning their hands in the sea of bean flowers, Creamy bean flowers with black eyes and leaves like bored hearts. Is it blood clots the tendrils are dragging up that string? No, no, it is scarlet flowers that will one day be edible.
Now they are giving me a fashionable white straw Italian hat And a black veil that molds to my face, they are making me one of them. They are leading me to the shorn grove, the circle of hives. Is it the hawthorn that smells so sick? The barren body of hawthorn, etherizing its children.
Is it some operation that is taking place? It is the surgeon my neighbors are waiting for. This apparition in a green helmet, Shining gloves and white suit. Is it the butcher, the grocer, the postman, someone I know?
I cannot run, I am rooted, and the gorse hurts me With its yellow purses, its spiky armory. I could not run without having to run forever. The white hive is snug as a virgin, Sealing off her brood cells, her honey, and quietly humming.
Smoke rolls and scarves in the grove. The mind of the hive thinks this is the end of everything. Here they come, the outriders, on their hysterical elastics. If I stand very still, they will think I am cow parsley, A gullible head untouched by their animosity,
Not even nodding, a personage in a hedgerow. The villagers open the chambers, they are hunting the queen. Is she hiding, is she eating honey? She is very clever. She is old, old, old, she must live another year, and she knows it. While in their fingerjoint cells the new virgins
Dream of a duel they will win inevitably, A curtain of wax dividing them from the bride flight, The upflight of the murderess into a heaven that loves her. The villagers are moving the virgins, there will be no killing. The old queen does not show herself, is she ungrateful?
I am exhausted, I am exhausted – Pillar of white in a blackout of knives. I am the magician’s girl who does not flinch. The villagers are untying their disguises, they are shaking hands. Whose is that long white box in the grove, what have they accomplished, …why am I cold.
- Sylvia Plath.
mvh & god regnvejrsdag, der måske ligefrem byder på små laguner i himmeltaget… Simon
Redigeret af Simon (12/11/2015 08:31)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19843 - 15/11/2015 00:14
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Det er virkelig tunge sager, det skete i Paris, en tung og virkelig byrde for ikke mindst de dødes efterladte, men også for os andre overalt i Europa. Tragedier af denne art får imidlertid de fleste demokrater til at stå sammen om demokratiets væsen og hinanden, og særlig får den slags os til at stå sammen imod grusomheden, hensynsløsheden og den stupiditet, som disse radikale islamister forsøger at opløfte til ædle handlinger i deres guds navn.
Hensynsløse mord som dem vi nylig har været vidner til, har aldrig været nogen ædel gerning, hverken af religiøse eller politiske årsager, ikke engang i krige – og mon ikke, at særlig muslimer i stedet mener, at deres gud i dette nu må være særdeles ulykkelig tung af gråd på de efterladtes vegne. At sprede frygt og fortvivlelse gennem terror, vil aldrig ødelægge demokratiske grundpiller, eller de mellemmenneskelige værdisyn og hensyn, det kan højst få vore politikere til at sige en række uigennemtænkte ting og sager for en tid, så det vil aldrig lykkes for islamister at ødelægge demokratier indefra, for deres betændte had til personlig frihed er en byrde som de selv må bære. De bygger blot en mur op omkring sig selv, og ender med selv at dø uden menneskelig nærhed og omsorg, midt i et fortvivlende totalitært samfundssyn som flere og flere islamiske trosfæller må tage afstand fra, fordi man indser at livet ikke lader sig udleve på den måde. Og hvad er det også de efterlader deres børn? Så de vil bare blive glemt, som havde de aldrig levet.
Morten Nielsen skrev engang i 43’ disse linier, midt i en tid hvor fortvivlelsen over grusomheden også var ubærlig:
Verden er vaad og lys – Himlen er tung af Væde …
Hjertet er tungt af Lykke, lykkeligt nær ved at græde.
--
Midt i fortvivlelsen over hver eneste død, fødes imidlertid noget ganske andet end det had disse radikale islamister bærer i sig, ikke mindst i lyset af deres fejhed: Der fødes et sammenhold omkring hvert eneste frie menneskes rettigheder – rettigheder der aldrig lader sig knægte af ufrie og feje mennesker uden æresbegreber. Det er denne friheds stolte traditioner som det nuværende Frankrig er bygget op omkring, og som har kostet så ubegribelig mange menneskeliv. Og mon ikke også alle står sammen om de efterladte i denne tid, ligesom alle står sammen om Frankrigs tab. Det er jo helt forfærdeligt, at vi skal bruge tid og kræfter på at bekæmpe det rene galskab, når tiden kunne bruges meget bedre. Men sådan er det desværre, når det religiøse vanvid ender i planlagt grusomhed, hvor friheden til at udtrykke lykke og udsigten til fremtiden trues.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|