Nobreza Silenciosa – Lydløs Adel.

Det er en vildfarelse at tro at et livs afgørende øjeblikke, hvor den vante retning for altid ændres, skulle være af stor og voldsom dramatik, ledsaget af heftige indre udladninger. Det er det rene kitsch opfundet af fordrukne journalister, berømmelseshungrende filminstruktører og forfattere, i hvis hoveder der ser ud som i kulørte ugeblade. I virkeligheden er dramatikken i en altafgørende erfaring ofte af en uhåndgribelig lethed. Den er så lidet beslægtet med braget, stikflammen og vulkanudbruddet at erfaringen i det øjeblik den gøres, ofte slet ikke bemærkes. Når den udøver sin revolutionerende virkning og afstedkommer at et liv bades i et helt nyt lys og får en helt ny melodi, så gør den det lydløst. Og i denne vidunderlige lydløshed ligger dens adel.

- Peter Bieri.

mvh
Simon

Hej RM..

Her lidt Vokseværk fra Morti Vizki..

MIN KUGLEPEN HEDDER LABAN

jeg vil ikke være hemmelig
hænderne og øjnene vil komme til verden
jeg kan aldrig holde mig fra lyset
og når lyset er slukket må jeg ånde
som altid
jeg vil sidde i en stol og elske
jeg kan ikke undgå det

jeg spørger mine støvler
de siger det er godt
at være fri
og binde sig til andre tidsindstillede fristelser
nu falder søvnen vist på
det er godt at gå på hæld
i et digt
som kysser sig selv.


mvh & godnat - fra min egen kugelschreiber, som er blå som en sommerblå feriehimmel på Mors, når altså gråblå skyer ikke skygger ;)

P.s.: "skyen" ovenfor er vist ikke helt så gråblå som de skyggende skyer!

Hej Simon

Godmorgen til lyden af fuglesang og kaffebægerklang :))

Åh ja, en sommerblå feriehimmel over Limfjordslandet er et skønt syn på nethinden. Det himmelblå over det bølgenblå med en ustyrlig lyst til at kaste sin krop ud på dybt vand eller at smide sig på ryggen i en grøftekant og studere lidt botanik og himmerige ... ik så ring endda :)))

Og tak for Vizki og kuglepen, heller ik så ring endda :)))
Her en af hans Himmelstormere og endda lidt forårshimmel oveni ...




FORÅR

.

hun sagde til mig, at jeg skulle grønne ned med

skraldespanden

hun havde en blomst i næsen da hun sagde det og lidt næseblod

og jeg tog elevatoren ned på lette mokkasin

så gik jeg i kiosken efter cigaretter

.

– vi må eje hele kosmos, sagde hun

hun sagde: ‘det er min stjerne’

– nej, det er min, sagde jeg

– nej, det er min!

– nej, det er min!

– nej, det er min!

– okay, sagde jeg, så er det din

vi skændtes tit, he, he

.

døden er livsvarig

.

*

.

han havde sin champion

den store fugl i rummet

.

sin champion . . . . –

den store fugl i rummet



som sagtens gik sit jordegods

men faldt i matchen

.

hans helt havde lovet et sprog væk

men det huggedes og knugedes

. . . . af bagstræberne!

.

han sprang neglerødder mod sin barndomstro

den store fugl i rummet

.

han savnede ordene og gik ud af sig selv

ud på eftermiddagen

.

og han digtede for museumsgængerne

den nye fugl i rummet

.

og han vågnede i vanære

den ny store fugl i rummet

.

‘hvem er det der springer fra broen’

‘det er den ny store fugl fra rummet’

.

.

han havde sin champion

den store fugl i rummet

.

.

.




Jeg er da totalt solgt til ham, himlen og foråret ...


Morgenhilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja jeg undres med ophør i tanker om nøgne fødders vandren på Mors i himmelblåt, når jeg står der med sommeren i mig og det drypper så usselt og gråt!

Det gør nu det hele så meget lettere, at se hvordan træerne pyntesyge spejler sig i pytter af vand, man bliver glad på alles vegne, desuden gør legebarnet poesien og de gode historier sit til at ventetiden tåles.
Jeg forstår godt at Vizki får himlen ned, vi har også lagt så meget desangående på langs her, ikke mindst fra Borum og VS, men Kirsten Thorup mangler? Apropos det dejlige sind, her tilbage fra 85, så her en…

Beskrivelse

undskyld. jeg taler på denne mands vegne. kan
han ikke få noget smertestillende der virker for
han savner jeg allesammen. han det I
ikke var. I skal kun vide det: han har
kærlighed nok til alle, et slot mellem benene og
et mareridt. han trasker gennem knæhøje vandpytter
på eftermiddagens eller formiddagens avenuer, mens han
smiler. ankler, nipler, sort hår, mens han smiler.
torso, ikke marmor, men kød, mens han elsker verden og
ville tage 52 armbøjninger på De Forenede Nationers
talerstol for jeres skyld. han er mulig, ikke ond.
dirrende ting, ikke uvenlig, ikke uhøflig, intet faktum.
tænk, hvor man råstoffer vi skal møde og måske få.
og energilommer og atletlommer og tryghedsmuskler.
han er jeres, kun jeres, hvad vil i mere, hvad vil I –

- Morti Vizki.

Nej, der var jo så meget mere, mere end det, men mere om det efterhånden.. ;)

mvh
Simon

Hej Simon

Godmorgen og go'forårsdag ... ja, for nu er det da ankommet, det forår, ikk'? Et let skær af lysegrønt toner frem og mirabelletræet står klædt i hvidt, som var det et lag forårssne ... og derfor må vi også ha' et par små drys af sneens poesi, her fra Viggo Stuckenbergs lille digtsamling "Sne" ...


Morgen

En stille Morgenstund, en Foraarsdag,
en solgul Skorsten paa et tjæret Tag,
en blaalig Røg, der gennemsigtig rinder
langs Foraarsskovens brune Bryn,
fra Hegnets Dug et Væld af hvide Lyn,
en Vej, der blank i Morgensolen skinner,

en Himmel som et køligt, lysfyldt Vand,
og ud fra Skovens grenespundne Rand
et dugfrisk Fuglefløjt, en trøstig Trille,
der bliver ved og bliver ved
og stiger som den køle, sprøde Fred,
der aander fra en muldfødt, sølvklar Kilde.


*


Stemmer

Den ene:
Saadan blev Livet givet,
at faar du for meget Glæde,
maa du til andre i samme Stund,
at ogsaa de kunne æde.

Og stænger du Gaard og Stue,
fordi din Sorg blev for stor,
den tiende Time rider du ud,
hvor du ved, at Mennesker bor.

Hvem kan bære sin Lykke,
hvem kan magte sin Sorg?
Lykken, den maa du dele
og tage din Trøst paa Borg.

Saa stort er Livet, at ingen
tør kalde det ringeste sit,
... din Sorg, din Glæde — et Hovslag
iblandt ti Tusinders Ridt.

Den anden:
Saa fattigt er Livet,
saa kummerligt smaat,
at ikke du ejer
et Trin, du har betraadt,

at har du blot nævnet
et Ord, som var dit,
før Aften har Tusinder
gjort det til sit.

Din Lykke, den maatte
til Torvet vandre,
sin Sorg, dit bedste
gav du de andre.

Hvad er saa dig,
du, som var én?
et tusindsplintret
Dryp under Gren!

Den ene:
Ak nej, thi derfor
er Livet stort:
Det fylder saa lidet,
hvad du har gjort!

Men er det lidt kun,
et hvirvlet Frø,
er det dog dit
og kan aldrig dø.

Eg og Stene
bygger et Hus,
ingensteds bindes
din Tankes Sus,

d u er i den
som Fluens Surren
i Vejenes Solstøv
om Grøfteburren.

Den anden:
Har Livet kysset
din blege Mund,
du bliver et Støvfnug
i samme Stund.

Din Fryd, som aksled
dig Kongekaaben,
din Sorg, som drypped
dig Edderdraaben,

det, hvorpaa du
i hele Vrimlen
kendte din Plads
som Stjerne paa Himlen,

kun et Pust
i en vissen Skov,
kun et Bytte
for andres Rov.

Den ene:
Andre, andre — aa Herregud!
Det er det store, det eneste Bud:

Tal om det, som volder dig Nag,
og du har talet din Næstes Sag;

tal om det, som volder dig Fest,
og du har alle, som lever, til Gæst.

Det er Livet: at være en
og bære Hundredfold Sne paa Gren,

at være en — og sprede omkring
Knopskæl fra tusind Blade i Spring.



Forårsglade morgentanker
RoseMarie