Hej Jørgen..

”ja du har fuldstændig ret, der er mange utroligt flotte steder, jeg har selv Boet i Rocki Mountan i Canada og flottere steder findes ikke selv om jorden er fyldt med de pragtfuldeste steder, men det er ikke alene jordens skøndhed der gør et paradis, der skal også være fred og ingen sygdom og død, og det er det Biblen lover at disse ting skal herske i det kommende paredis.”

- Ja, men det er en ønskværdig indstilling der udmærket belyser det religiøse menneskes håb: evigt liv – drømmen om uforgængeligheden ved indføring af ”sjælen”, som var måden storartede tænkere søgte at omgå naturen på.
Jeg tænkte nu mere på de tanke-paradiser som mennesker selv skaber, men afgjort findes der paradisiske geografiske områder, hvor vi såmænd ikke behøver bevæge os særlig vidt omkring; ja sørme, om ikke jeg svagt hører RM’s snegle bedyre deres jordlod som det største himmerige..;)

Et andet paradis af himmelsk pennestrøg ku’ være Harper Lee’s ’Dræb ikke en sangfugl’, som nogen henrykt nok har ligget og snøftet over på hovedpuden, men den fik skam også Pulitzerprisen og er oversat til alverdens sprog, selv Labrador – vuf!

mvh
Simon
P.s.: folket i ertebøllekulturen ville nok også ha' sat stor pris på anerkendelsen af jordlodden, og du ka' såmænd roligt ta' kikkerten frem for i tilbageblik at indskrive langt ældre kulturformer i kalenderen dér ;)

P.s.:
Du skr. til lægprædikanten: ”Ja jeg føler det er spild af tid når jeg skal side her og gentage mig selv den ene gang efter den anden, som om at du egentlig ikke gider læse det jeg skriver.”

- Selve pointen med en debat, altså set fra lægprædikantens synspunkt, er faktisk noget i retning af at bede andre mennesker om at gentage pointen i det de skriver så tilpas mange gange, at den til sidst bare ikke kan andet end synke ind – og når den så omsider gør det, altså synker ind, da starter egentlig først morskaben, idet lægprædikanten nu står i den besynderlige situation at han nu også skal til at forstå hvad meningen igrunden kan ha’ været med det han overskrev fra Wikipedia eller Gyldendals, hvormed komedien altså sådan set bare starter forfra…;)

Nu er dyre råd jo gode, eller er det omvendt? Men på så tidligt et tidspunkt i ”processen” bør der mobiliseres masser af tålmodighed og spande af humoristisk vid, gerne serveret lige på kanten, så lægprædikanten får mulighed for at forarges lidt – forargelsen er jeg sikker på at du kender betydeligt mere til end jeg kan gøre mig en forestilling om, altså fra dit møde med mennesker der lige skal synke ind at du er fra Jehovas Vidner, og som du jo selv har antydet, har jeg og massevis af mennesker fordomme vi ku øse af, ja det er jo nærmest et vilkår ved det at være menneske, ved du. Men forargelsen er nu altså en særlig form for luksus, som lægprædikanten nyder til mindste dråbe, derfor er det selvfølgelig så vigtigt at man stimulerer den, og måske i særlig grad i dette tilfælde, idet lægprædikanten har lidt problemer med at finde ud af, om tro og viden er helt den samme frugtskål. Exempler vil nok blive lidt omfattende, og der ér trods alt tale om en humoristisk vinkel, men fx vil lægprædikanten gerne tiltro guden (som han underdanigt og dvs. med dertil passende gudfrygtighed ikke tør kalde for gud, ja man er dog et lille menneske osv.) at ha’ skabt både gravitation og en mening med selve livet – hvoraf altså følger, at videnskab bare er et spørgsmål om at tro tilstrækkeligt. Tro og viden som værktøjer betragtet, har m.a.o. fået det til virkelig at pusle i tænketanken, og her kommer lægprædikantsfilosofien så ind i billedet: hvorfor dog gøre sig den anstrengelse selv at læse bøgerne, nu man med et snuptag ka’ overtage meninger skabt af mennesker der gider læse dem?

Ja jeg bare gætter, men hvis nu du i stedet for Jørgen havde præsenteret dig som Wikipedia, hvem ved, om ikke du bare var blevet overskrevet som livets mening – op med humøret, se komikken…;)

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Ja, du sætter jo næsten hovedet på sømmet, idet du netop tror, at det ikke at tro på guder, er helt det samme som at tro på dem..;)

Nu er det måske nok lidt svært at forestille sig nogen agnostiker lægge denne slags ind på debatter:
http://www.trosfrihed.dk/debat/gallery/13/thumbs/129.jpg, og med en fortælling der vel sku’ få Søren Kierkegaards ”rystelse” til at ligne småting. Men da du jo ligefrem føler ”verdens væren”, ja så er du jo, om jeg så må sige, en noget speciel agnostiker – hvad jeg bestemt ikke synes vi ska’ underkende, nu nogen åbenbart er lidt i tvivl om arten af din guddommelige ”intuition”, hr. lægprædikant…;)

mvh
Simon – der forøvrigt synes at du ku lære meget af Jørgens oprigtighed, din slemme dreng!…;)