Kære Arne Thomsen: I bogen The Union Bible Companion skriver S. Austin Allibone: „Sir Isaac Newton . . . var også fremragende når det gjaldt bedømmelsen af gamle dokumenter, og han granskede omhyggeligt De Hellige Skrifter. Hvordan lyder hans bedømmelse af disse? ’Jeg finder,’ siger han, ’flere sikre tegn på pålidelighed i Det Nye Testamente end i nogen som helst verdslig historisk beretning.’ Dr. Johnson siger at vi har flere beviser for at Jesus døde på Golgata, som evangelierne siger, end vi har for at Julius Cæsar døde på Capitolium. Vi har i sandhed langt flere. Spørg enhver der betvivler evangeliernes sandfærdighed, hvilke grunde han har til at tro at Cæsar døde på Capitolium, eller at Karl den Store blev kronet til vestens kejser af pave Leo III i år 800 . . . Hvordan kan man vide at en mand som Charles I nogen sinde har levet, at han blev halshugget, og at Oliver Cromwell blev regent i hans sted? . . . Sir Isaac Newton tilskrives æren for at have opdaget tyngdeloven . . . Vi tror på alle de vidnesbyrd som her er anført om disse mænd, og det gør vi fordi vi har historiske beviser for deres rigtighed. . . . Dersom nogen, efter at sådanne beviser er fremlagt, stadig nægter at tro, opgiver vi dem som dumme og kontrære eller håbløst uvidende. Hvad skal vi da sige om dem der, til trods for de overvældende vidnesbyrd der nu findes om at De Hellige Skrifter er pålidelige, stadig påstår at de ikke er overbevist? . . . Vi har i sandhed grund til at slutte at det er hjertet og ikke hovedet der er noget i vejen med — at de ikke ønsker at tro noget som støder deres stolthed og som vil tvinge dem til at føre et andet liv.“
8 George Rawlinson peger på at kristendommen står over andre religioner derved at dens tilhængere tilbeder ’i sandhed’. Han skrev: „Kristendommen — heri indbefattet den gammeltestamentlige ordning, som var dens første stadium — adskiller sig ikke på noget andet område så meget fra verdens øvrige religioner som i sin objektive eller historiske karakter. Religionerne i Grækenland og Rom, i Ægypten, Indien, Persien og Østen i almindelighed, var spekulative systemer og gjorde ikke engang for alvor krav på at have et historisk grundlag. . . . Men med Bibelens religion forholder det sig anderledes. Der finder vi, hvad enten vi betragter Det Gamle eller Det Nye Testamente, den jødiske eller den kristne ordning, et system af læresætninger som er uløseligt forbundet med historiske kendsgerninger og som er fuldstændig afhængigt af dem, som ville være værdiløst uden dem, og som kan betragtes som praktisk talt fastslået hvis det kan vises at de [de historiske kendsgerninger] fortjener at blive godtaget.“

Udsagn fra historikere
Flavius Josefus, en jødisk historiker og farisæer fra det første århundrede, nævner for eksempel Jesus Kristus i bogen Jewish Antiquities. Nogle nærer dog tvivl om pålideligheden af Josefus’ første omtale af Jesus som Messias, men ifølge professor Louis H. Feldman fra Yeshiva University betvivler kun få troværdigheden af den næste omtale af ham. Her siger Josefus: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre frem for dem.“ (Jewish Antiquities, XX, 200) Ja, en farisæer, medlem af en sekt hvoraf mange tilhængere var svorne fjender af Jesus, indrømmer at „Jakob, en broder til Jesus“ har levet.
Jesu disciples virke er også med til at vise hvilket indtryk Jesus gjorde på dem. Da apostelen Paulus var fængslet i Rom omkring år 59, sagde de førende mænd blandt jøderne til ham: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:17-22) Udtrykket „denne sekt“ var møntet på Jesu disciple. Hvis de overalt blev modsagt, kunne man sikkert også forvente at historieskrivere ville berette om dem, ikke?
Tacitus, der blev født omkring år 55, og som den dag i dag regnes for en af verdens mest anerkendte historikere, omtaler da også de kristne i sine Årbøger. I sin beretning om hvorledes Nero forsøgte at fralægge sig ansvaret for den store brand der hærgede Rom i år 64, skrev han: „[Nero] kastede . . . skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder forhadte mennesker, som man kaldte kristne. Disse mennesker [de kristne] havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“ (Cornelius Tacitus’ Årbøger, her citeret fra Er du kristen? af Carsten Breengaard, 1986, side 143.) Detaljerne i denne beretning stemmer overens med de oplysninger Bibelen giver om Jesus.
Endnu en historiker som nævner Jesu disciple, var Plinius den Yngre, der var romersk statholder i Bitynien. Omkring år 111 skrev Plinius den Yngre til den romerske kejser Trajan for at få råd om hvordan han skulle behandle de kristne. Plinius skrev at folk der falskeligt var blevet anklaget for at være kristne, anråbte afguder og tilbad en statue af Trajan for at bevise at de ikke var kristne. Han fortsatte: „Og de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette.“ At disse disciple var rede til at ofre livet for deres tro på Kristus, er med til at bevidne at han har levet.
Efter at have opremset adskillige tekster hvor Jesus Kristus og hans disciple omtales af historikere fra det første og andet århundrede, konkluderer The Encyclopædia Britannica (2002): „Disse uafhængige oplysninger beviser at end ikke kristendommens modstandere i gammel tid betvivlede at Jesus virkelig havde levet, hvilket blev bestridt første gang og med mangelfuld begrundelse af flere forfattere i slutningen af det 18. århundrede og videre gennem det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.“

Arne: For mig er det kristendommens idé-indhold, der er væsentligt

¨¨¨¨

Hvilke ide-indhold tænker du på … og hvorfor er dette væsentligt for dig?

¨¨¨¨