Mælkevejen har form som en ellipseformet ring (eller et ellipsoideformet
legeme med hul igennem) og har nogenlunde følgende størrelsesforhold:
Hvid vi sætter mælkevejens bredde til værdien 1, bliver længden og højden
h.h.v. 1,57 og 0,67 gange mælkevejens bredde. Vi befinder os i den indre
del af mælkevejens ringform. Det videnskaben tror er mælkevejens centrum,
er i virkeligheden et tyngdekraftfelt som opstår helt mekanisk på grund af
at stjerner i mælkevejen bevæger sig i ellipseform.

Videnskaben kender udmærket dette tyngde-kraft-felt-fænomen i forvejen,
nemlig fra kometerne:

Når en komet nærmer sig solen, øges som bekendt dens hastighed væsentligt.
Dette er der ikke noget mærkeligt i. Det skyldes jo solens tyngdekraft. Men
kometens hastighed øges også, når den nærmer sig det punkt i dens bane,
hvor den er længst væk fra solen, selvom hastighedsforøgelsen her er
mindre. Dette fænomen er vel ikke noget videnskaben har forsket så meget i
endnu. Måske den skulle gøre det. For det er da egentlig ejendommeligt,
ikke? Med mindre der da står en naturlov bag? Og det gør der rent faktisk.
Denne naturlov gælder for alle "genstande" som er i kredsløb i rummet.
Altså også for de mange stjerner og planeter som udgør vores
mælkevejssystem.

Mælkevejen er direkte og indirekte udslynget fra en modersol, som er synlig
for det blotte øje. Hvis jeg var forsker med forbindelserne i orden, ville
jeg interessere mig lidt for stjernen Rigel i stjernebilledet Orion. Det
ville overraske mig meget, hvis vi ikke her har med mælkevejens modersol at
gøre.

Forskerne tror, at stjernernes størrelser altid afhænger af deres
udviklingsfase; at de så at sige "vokser" med alderen. Dette er ikke
nødvendigvis altid rigtigt, selvom det da er en dejlig nem og behagelig
antagelse. Nogle stjerner er altså bare store i sig selv. Rigel er en af
dem, også selvom den tilsyneladende mest består af brint. Det ville i
øvrigt ikke overraske mig, hvis Rigel i virkeligheden er langt større, og
befinder sig langt længere væk, end den er blevet vurderet til, ud fra det
lys den udsender.

Hvis der skulle sidde en forsker derude med en uforklarlig følelse af, at
der måske kan være noget om snakken, men måske uden at kunne finde noget
"videnskabeligt" belæg for at mine teorier er rigtige, så glem alt om hvad
der er hørt og læst indtil nu, og hold fast i denne følelse. Undersøg
mulighederne for at forske i det, også selvom det går på tværs af den
gængse videnskabelige teori, og selvom det kræver mod, vilje og
beslutsomhed at gå sine egne veje.

De bedste hilsener

Kim Garlin