Hej Arne!Du er da velkommen til at
"blande dig", det er jo det vi seriøse debattører er her for.
Vor tid i dag er mest gået med at danse bjørnetango efter at dyret har fået færten af den formastelige Thomas der udsættes for standardbehandlingen: Udhængning i selvstændige tråde, påklistring af psykiatriske diagnoser og den sædvanlige flom
af forhånelser og nedværdigelser kombineret med bjørnens aldrig fraværende forestillinger om sammensværgelser mod ham.
Det er muligt at fordrivelsesstrategien er lykkedes denne gang, og atter har den dansende cirkusbjørn fået sat sig selv i centrum og på alles læber, hvilket nok er det primære.
Så mit råd til dig Arne efter dine gode borgerlige ord til den vilde bjørn er: Uanset hvor lang en kæp du bruger til at rode i bjørnelorten breder der sig uvægerligt en fæl stank og man kan ikke undgå selv at få lidt skidt på fingerne.
Den bedste strategi over for debatmonstre som bjørnen er efter min erfaring, at de skal totalt ignoreres. Det er det eneste der kan lægge bolden død og standse deres selviscenesatte spil omkring egen herlige person.
Efter de bjørnske forsøg på at tirre opponenterne og afspore debatten, løjer der dog ikke er uden en vis underholdningsværdi, kan vi vende tilbage til det seriøse spor.
Du har fuldsændig ret. Ordet VIDUNDERLIGT er yderst rammende også for min oplevelse. Der er utvivlsomt et eurorisk berusende element i enhver oplevelse af det hellige eller transcendente.
Som en slags medicin mod dagens holmgang med bjørnen kan jeg anbefale en lille fiks satirisk novelle af den store amerikanske digter Edgar Allan Poe. Opfinderen af den moderne detektivhistorie og stadig uovertruffen når det gælder en dybdeborende skildring af det makabre, det mystiske og det sjælsrystende.
Den novelle jeg særligt vil anbefale dig er fra 1856 og hedder:
"The System of Dr. Tarr and Prof. Fether"Lad mig ultrakort opridse handlingen.
En læge i sindets sygdomme og han ven ankommer til et sindssygehospital beliggende i øde landlige omgivelser i Frankrig.
Lægen har hørt om at asylet eksperimenterer med nogle nye behandlingsformer hvor man giver patienterne større frihed og undgår tvang. Det er motivet til besøget, hvor direktøren viser rundt og forklarer, at man har forladt det tidligere system atter har indført mere restriktive former i behandlingen af de sindssyge.
Den besøgende læge bliver efterhånden opmærksom på, at der der noget ravruskende galt med både direktøren, lægerne og plejestaben.
Det afsløres til sidst, at det er de sindssyge som har taget magten på asylet hvor de nu agerer doktorer og sygeplejere efter at have anbragt disse behandlere under lås og slå i kælderen. Dog først efter at have dyppet dem i tjære og rullet dem i fjer, for at demonstrere forakten for normaliteten.
Efter at have oplevet visse debattører gå helt amok på debatten i dag kom jeg til at tænke på Poes gamle novelle som jeg læste da jeg var ung. Jeg har fundet den på intertettet og giver et link til den til sidst.
Men det filosofiske spørgsmål som spøgte i mit hovedet var: Hvad nu hvis det er et tilsvarende oprørsforsøg vi nu oplever her på debatten?
Problemet er jo, at hvis flertallet og deres støtter vitterligt er sindssyge eller sjælsuligevægtige, så er det dem der definerer hvad der er normalt og dermed også hvem der er afvigere.
Var det noget lignende der skete da personer som profeten Muhammad, Lenin og Hitler kom til magten ved at overbevise flertallet om deres subjektive sandheder?
Er det normalt at brænde jøder, at sulte millioner af kulakbørn ihjel og udrydde hele samfundsklasser fordi de lider af borgerlig tænkning eller, for de troendes vedkommende, af falsk bevidsthed?
Sådanne vanvittige udskejelser kan jo godt få en til at tvivle på om skellet mellem sindssyge og normalitet nu også er så klart som vi almindeligvis bilder os ind.
Til almindelig orientering kan jeg da godt oplyse, at jeg for en del år siden havde en kortere depressionsperiode udløst af, at min daværende hustru forsvandt spørløst på en forretningsrejse i Rusland kort tid efter kommunismens fald. Normalt tager jeg aldrig medicin af nogen som helst art - end ikke en hovedpinepille. Men for første gang i mit liv havde jeg vanskeligt ved at falde i søvn, da det stod klart, at min hustru efter al sandsynlighed havde været udsat for et rovmord. Liget er aldrig siden fundet. Da anvendte jeg med fordel nogle få gange sovemedicin som havde en fantastisk god virkning. Min læge supplerede med standardbehandlingen for lettere depressioner Cipramil. Efter et par uger droppede jeg enhver medicin, men valgte for en sikkerheds skyld, at lade mig grundigt undersøge af først en neurolog og dernæst en psykiater ud fra den erkendelse, at ingen kan diagnosticere sig selv uanset hvor stor faglig viden man måtte besidde på området.
Resulatet af begge undersøgelser var
"intet abnormt". En viden som styrkede min selvtillid og siden har jeg aldrig rørt så meget som en hovedinepille.
Nu kan jeg være ligeglad med hvilke diagnoser debatnaren Ole Bjørn hæfter på mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stor skade han kan forvolde med sit ondskabsfulde vås over for mere ubefæstede sjæle der måske har haft visse psykiske ubalancer på et tidspunkt i deres liv. Når vi nu ved, at et flertal af befolkningen på et tidspunkt har modtaget en eller anden form for psykiatrisk eller psykologisk behandling, så ligger der en modbydelig ondskabsfuldhed bag at skyde med spredhagl i form af at slynge diagnoser ud til højre og venstre mod debattører som Ole Bjørn af en eller anden subjektiv grund ikke bryder sig om.
For min skyld må Ole Bjørn mene lige hvad han har lyst til, men det krænker min etik, og vel også din, når han kaster sig over et let offer som Thomas der måske ikke har så meget at stå imod med.
Så jeg er helt bevidst om at en del af min etiske forpligtelse her på debatten er at forhindre at dårene overtaget magten over dårekisten så at sige, hvorefter vi andre dagligt bliver dyppet i tjære og rullet i fejr efter den behandlingsmetode som de sindssyge anvender i Poes novelle.
Den kan læses her i fuld original tekst:
www.poestories.com/text.php?file=systemoftarr Hilsen
Ipso Facto -----------------
"Yes," he replied, "there was, occasionally, very great danger indeed. There is no accounting for the caprices of madmen; and, in my opinion as well as in that of Dr. Tarr and Professor Fether, it is never safe to permit them to run at large unattended. A lunatic may be 'soothed,' as it is called, for a time, but, in the end, he is very apt to become obstreperous. His cunning, too, is proverbial and great. If he has a project in view, he conceals his design with a marvellous wisdom; and the dexterity with which he counterfeits sanity, presents, to the metaphysician, one of the most singular problems in the study of mind. When a madman appears thoroughly sane, indeed, it is high time to put him in a straitjacket." - Citeret fra "The System of Dr. Tarr and Prof. Fether", af Edgar Allan Poe, 1856.