Go'morgen fra det grønne

... og hvorfor ikke begynde dagen med en morgenbøn på Bennysk manér :))


Levende morgen,
skil surt fra sødt
og inderst fra yderst,
lad lysets knive skrabe bort
mit inderste sure hovmod,
at jeg kan frygte
når frygtens time slår,
at jeg kan høre
hvor jeg skal falde ind,
når den store musik begynder.


... og så lidt mere bossa også på Bennysk

https://www.youtube.com/watch?v=QIEsUKKNAIU


Bossavarme morgenhilsner
RoseMarie

Hej RM…


Med et særligt tak for Benny, hvem jeg heller ikke ville undvære, her et essay fra 80’erne af Marguerite Duras, skrevet på hendes gamle skrivemaskine og garanteret med et gl. whisky og en sort kop kaffe med sukker ved siden af den. Essayet er et blandt mange ganske fine i ”Det materielle liv”.
Tidsspilde i dag, tales der kun om som et samfundsøkonomisk problem, men nedenunder rumsterer livet til urets tikken i øvrigt, og for hver enkelt måske spørgsmål om, hvad vi brugte den fortabte levetid til og hvad den kommende skal bruges til. Enkelte menneskers levetid ka være værd at bruge sin egen på, for særlig udvalgte er andet utænkeligt, at læse er også forbrug af levetid, om den var det værd? Engang imellem synes alternativet utænkeligt. Gennem et andet menneskes øjne, findes virkelig oplevelser man helst ikke ville være foruden, forårsaget af tilfældigheders frie spil ind og ud af hinanden i en tid der aldrig kommer igen. At lade hjerterytmen slå sine slag i mere eller mindre rolig rytme til sideskift der hurtig blir fortid, er mindre anstrengende end selv at vove pelsen i en urskov af tilfældig fremtid, men også en tidsspilde, i sig selv:

At spilde tiden

Med den distance, man i min alder har til ungdommen, virker det meget mystisk at se, hvad den gør med sin tid. Det er skræmmende og det er meget mystisk. Det enkelte tilfælde er altid det værste. Den fulde anvendelse af livet opnås af de kvinder, som har børn. Det er det, som er deres sikkerhed. De er overvældet af børnenes behov, deres krop, deres skønhed, den pleje, man må give dem, den kærlighed, hver enkelt af dem kræver at få i fuldt mål og vil dø af, ikke at få. Kvinderne med deres børn, det er det eneste syn, der ikke virker svækkende. På den afstand, der er fra mig til jer, op på den, der er mellem jer indbyrdes, virker enhver eksistens ellers uden nogen betydning, uden nogen berettigelse. Enhver eksistens er et uløseligt problem. Naboerne på trappeafsatserne, som er anbragt lodret i ejendommene, man spørger sig selv, hvordan det er muligt og man er selv en del af arrangementet.
Det, som udfylder tiden, det virkelig at spilde den.
Alle disse unge, som er plantet foran kirkerne, på pladserne, i Darty, Forum des Halles og som står og venter gør til syvende og sidst mindre ondt at se på end arbejderne i det Sociale Boligbyggeri ved Paris’ porte, og mindre end vækkeurene, der ringer i vinternatten, for at folk skal gå på arbejde, så de kan blive ved med at være levende.

- Marguerite Duras.

mvh
Simon

Hej igen, RM, i bossa'ens hjertevarme grønnevang og sikkert midt i beplantningens kunst, dvs. den der angår planteriget...;)

Her et lille men ældre godag fra Ebbe Kløvedal Reich, og om et tema der blir mere og mere nærliggende - og hvor man dog savner mennesker som ham på ”dagens torv”, med alle de spidse vinkler på særlige begivenheder af betydning, ofte med den skæggede lune historiske pointe og det nærmest salige glimt i øjet! Men tiden er gået sin gang og nu er der kun fortidens Ebbe Reich at grave frem, men alligevel:

Ebbe Kløvedal Reich: Danskeren og sproget (1991)
Godmorgen, kære dansker! Hvordan har du det med dit sprog?
I hovedsagen kan vi danskere have det på to måder med det danske sprog. Enten elsker vi det – af mange forskellige grunde, som er svære at gøre op kort. Eller osse betragter vi det som en uretfærdig forhindring. Denne sære afart af nordgermansk, som stort set ingen andre end danskere finder på at tale, er jo et handicap i fremtidens Europa og den fine, internationale konkurrence. For den foregår jo på de store sprog.
Lad os prøve at kaste et blik på det danske sprogs fremtidsudsigter. De er ikke gode.
Indtil videre hører dansk til blandt de tolv sprog, der er officielle tolkesprog i EF. Men det varer sikkert ikke længe. En dag vil effektivitetskravet til de centrale EF-myndigheder vokse så stort, at de må opgive den hundedyre oversættelse frem og tilbage mellem dem alle ti. Alle med fingeren på pulsen i EF er enige om, at nytteværdien slet ikke står mål med omkostningerne. Man må antage, at fremtidens EF-tolkning kun vil komme til at foregå mellem de 4-5 største sprog. Og dansk vil blive det første sprog, der bliver sparet væk.
Når det sker, vil den tendens, der allerede kan konstateres, til at erstatte dansk med engelsk, tysk eller fransk, når det er mest praktisk, blive cementeret blandt os. Det er ikke svært at forestille sig, at vores sprog i næste generation vil være degraderet til en plads som gælisk har det i Skotland eller kymrisk i Wales. Til noget, som vi lærer vores børn af sentimentale grunde og også selv taler sammen i familiens skød eller på værtshusene – lige indtil der kommer en udenforstående ind ad døren. Så slår vi over i engelsk. Dansk vil blive et sprog, som vi sjældent eller aldrig bruger, når det drejer sig om forretning eller jura eller noget andet alvorligt.
Men er det egentlig ikke kun naturligt, at det går sådan?
Jo, hvis det danske sprog først og fremmest er en uretfærdig forhindring i den internationale konkurrence, så er det selvsagt kun udmærket.
Hvad farverigt og varieret ordforråd angår, kan dansk jo slet ikke måle sig med engelsk.
Og når det gælder grammatisk og strukturel klarhed, er både tysk og fransk jo dansk overlegen.
Dansk er i det hele taget, set fra en bestemt synsvinkel, en mærkelig, lavstammet bastard af et sprog, og ingen sproghistorisk juvel, sådan som Rasmus Rask påviste, at islandsk er det.
Og sprog er jo dødelige. Man behøver bare at tænke på hele gruppen af østgermanske sprog med gotisk i spidsen. De er forsvundet ud af verden, ganske som dronten og dinosaurussen og masser af andre livsformer. Hvorfor skulle det ikke osse gå sådan med dansk i overskuelig fremtid?
Faktisk har det allerede en gang før været ved at gå sådan. Det var i enevældens sidste tid. Den man – ikke altid af gode grunde – plejer at kalde den oplyste enevælde. Da var der nogle slægtled af danskere, hvor det danske sprog kun blev talt iblandet af fattige bønder og andet proletariat. I adelen og højgejstligheden talte man helst fransk eller tysk, og tendensen bredte sig længere og længere ud i borgerskabet.
Dengang gik det jo over igen. Men der er ingen naturlov, der siger, at det går på samme måde næste gang. Verden har jo unægtelig ændret sig siden 1700-tallet.
Forudsætningen for at dansk overlever som et helt nulevende sprog er den enkle, at der er nogen, der skal have brug for netop det sprog og intet andet, til at udtrykke en ganske bestemt livsforståelse. Og denne nogen er det danske folk.
Hvis der ikke er noget, der kan kaldes et dansk folk, så er der om ganske få slægtled heller ikke noget, der hedder dansk sprog. Sproget kan ikke forsvares ved hjælp af moraliserende nationalisme. Vi kan ikke tvinge hinanden til at tale dansk, og hvis vi prøvede, ville det være sprogets visse død. Sproget kan ikke leve uden et folk, der takker det af hjertens lyst.
Kære dansker. Gå derfor ud i hverdagen i dag og føl efter i dig selv, om du har lyst til at høre det danske, du hører og sige det på dansk, som du gør. Og hvis det er umuligt for dig at hitte den lyst – så prøv at sige noget andet på dansk. God dag!

mvh
Simon

Hej Simon

Ja, sprog betyder mere, end man umiddelbart skulle tro. Ord er ikke bare ord, for ord skaber, hvad de nævner ... og deri består kraften, vigtigheden og kærligheden til mangfoldigheden. Ord må der gerne frådses med, deles ud af, så de kan modtages og tages ind ...

Når jeg læser og nyder digte, ja så har jeg det som om, jeg frådser i ord. Og det på trods af, at langt de fleste digte ikke synligt og konkret består af mange ord, men af mangfoldige ord ... og for mig rummer mellemrummene nok flere ord end bogstaverne.

For mig er mellemrum noget af det allermest hele og helene, ja endda hellige (sådan apropos) ;)) Mangfoldigheden, overraskelsen og ånden. Det hellige er for mig ikke et sted derude eller deroppe i det blå. Mangfoldigheden er det hellige, at kunne rumme mangfoldigheden og se meningen i den og i mellemrummene ...

At være vidne til noget helligt er at løfte sit hoved, at brede sine arme ud. Ikke mod himlen, bare lige et lille nyk op lige indtil (og ind til) forbindelsen til det andet menneske nåes. Det hellige ligger i mellemrummet til et andet menneskes blik og udtryk, i det at kunne se og rumme mangfoldigheden dér, til noget andet end mig selv ...

Jeg ved, jeg før har citeret denne herre, og nu kommer han igen ... :))


"Den som kan bevæge sig rundt i mellemrummene, mellem de stemmer der høres og de regndråber der falder. Som sodavandets brus modstår hans lethed trykket og lægger sig trygt og samvittighedsløst på den uendelige overflade. Han svæver som en luftballon lavt over land og lægger sig til rette i de tunge vinde. Han bevæger sig gennem skyer og rører ved dem som gådefulde tilfælde, ikke for hvad de er, men simpelthen for det, at de er til."

***

"Vi vandrer ind gennem en lang slugt af bløde små bjerge, hvor regnens violette nedfald giver hele stedet en sær men dragende toning. At vandre ind i Nabateanernes hule er som at sejle ind i Mekongflodens forgreninger mod skjulte ruiner gemt i junglen. Efter en times vandring åbner klipperne sine porte til det gamle folks stolthed: Kazneh. Et paladsagtigt skatkammer med høje søjler. Øverst oppe opdager vi frisernes tilsynekomst, der når solen står højt antænder et levende teater af Nabateanernes stolte dyrejagter. Et hjortelignende hoved sat øverst på en søjle og med sin ranke hals og nedadvendte øjne havde den gennemskuet os. Måske var vi allerede kommet for sent til at opleve dette sted. En hel by der først blev opdaget i det 18. århundrede. En by som måske aldrig skulle have været opdaget, men forblive et hemmeligt billede på et sted naturen selv har skabt og som ikke vil ses, men kun forvandle. Et sted der forbliver uforståeligt for os, fordi vi kun kan møde en tilsynekomst og ikke gribe en forvandling. Hjorten kender sig selv, det gør vi endnu ikke.

Klipperne der om formiddagen var indhyllet i et tåget slør, ville langsomt i løbet af dagen afsløre sine hemmeligheder. Det var som om nattens søvn havde vævet usynlige tråde ind i klippernes krop, der den næste dag afslørede en overrumplende rigdom af changerende farver fra lilla og violet over til rødbrun og okker. Et persisk tæppe af farver og mønstre havde sovet sig ind i klippen. De fugtige morgendråber havde gjort tæppet levende."

Fra "Vandringens gåde" af Alexander Carnera Ljungstrøm


Og så lige lidt fra det grønne og duftende ;))


I Danmark er der roser i bedene,
når foråret kommer,
der er også små lysthuse i haverne,
så snart det er sommer,
de består af fletværk af træ og blomster
som kommer og kommer,
i solen, i vinden, så snart det suser af sommer.

Så står vi op og klæder os på igen -
vi går i haven med en allerkæreste ven -
vi drikker af duggen og duften med øjne og næse,
vi drikker morgenkaffen, begynder med at læse.

Jens August Schade



En herlig aften til dig her fra det grønne
RoseMarie

Hej RM..

Ja, det ka nok ikke siges meget bedre, men engang imellem er det nu også mit indtryk, at du både ved og uden at læse Marguerite Duras, meget præcist skriver hvad netop hun mente og tænkte om det hun så i det at læse og skrive, ordenes flere lag, med et ganske utydeligt underneden, som man kun aner eksistensen af, når man er uopmærksom under den bogstavelige læsning.
Jeg tror også at hun betragtede læsningen som et helligt øjeblik, et udvalgt øjeblik og fortrinsvis i mørket og alene og i kun lampens lys, strålende ned på ordene mens værelset lå i skygge. At åbne en verden på egen hånd, uden anden tilskyndelse end sin nysgerrighed, at ”gå igennem denne fødsel på egen hånd”, skriver hun i en lille pamflet som hedder ”At læse” – ah! dér ka også vi mænd jo være med, føde og genfødes i gentagelser til baghovedet ligefrem bulner, når hukommelsen spiller os et puds, udbrød jeg! Og dér er vi jo så i det hellige allerinderste, historiens fosterstadie, voila!

I øvrigt en sjov pamflet, ”At læse”..;)

Både Ljungstrøms og Schades ord – den gut holder jeg sgu så meget af! – er rigtig fint! ;)

Tak ilm. og god aftning ditto, som Meyer fra ”Huset på Christians Havn” sagde med knoppen ud af vinduet ;)

mvh
Simon