1
registreret Arne Thomsen
680
gæster og
191
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#27721 - 13/07/2019 03:48
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i natten, RM..
Ja, det var jo selvfølgelig heller ikke helt uden grund, når Frederik Dessau smuglede madammen ind i Italien - lige udover til eget behov, ville han givet deres eget bedste. Forøvrigt må hun her være digteren, der med mellemrum fremstår hyppigst, selvom hun dér, og dvs. på din reol, fylder alene som tyngdekraft, i form af en bassedreng ingen levende bør falde i søvn med i strakt arm! Sengehesten og meget andet ér opfundet, og endnu mangler den 'den gode position for sengelæsning' at opfindes - ja, spør' bare Århus!
Vi nisser, løber aldrig om hjørner, med hinanden:
Så er det jul igen
Nogle løbere løber rundt om søen fordi de andre løbere løber rundt om søen.
Og bladene begynder at falde.
Eller sagt lidt enklere:
Løberne løber rundt om søen fordi løberne løber rundt om søen.
Og snefnug smelter på deres pander.
Sådan bliver det jul forår, sommer, august
september
og jul igen hele tiden.
Løb!
- Henrik Nordbrandt.
mvh Simon P.s.: har du i øvrigt set/hørt den herlige film: heftig & begeistret af Knut Erik Jensen? - kom igen, DR! Jaja, ud sku' den jo..;)
Redigeret af Simon (13/07/2019 03:51)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27728 - 14/07/2019 04:45
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
To be a Cat on a hot tin roof som en af Eliot’s katte, - eller på Piet Hein’sk aldeles sin egen:
Gerontion
Thou hast nor youth nor age But as it were an after dinner sleep Dreaming of both.
HERE I am, an old man in a dry month, Being read to by a boy, waiting for rain. I was neither at the hot gates Nor fought in the warm rain Nor knee deep in the salt marsh, heaving a cutlass, Bitten by flies, fought. My house is a decayed house, And the jew squats on the window sill, the owner, Spawned in some estaminet of Antwerp, Blistered in Brussels, patched and peeled in London. The goat coughs at night in the field overhead; Rocks, moss, stonecrop, iron, merds. The woman keeps the kitchen, makes tea, Sneezes at evening, poking the peevish gutter. I an old man, A dull head among windy spaces.
Signs are taken for wonders. “We would see a sign!” The word within a word, unable to speak a word, Swaddled with darkness. In the juvescence of the year Came Christ the tiger In depraved May, dogwood and chestnut, flowering judas, To be eaten, to be divided, to be drunk Among whispers; by Mr. Silvero With caressing hands, at Limoges Who walked all night in the next room;
By Hakagawa, bowing among the Titians; By Madame de Tornquist, in the dark room Shifting the candles; Fräulein von Kulp Who turned in the hall, one hand on the door. Vacant shuttles Weave the wind. I have no ghosts, An old man in a draughty house Under a windy knob.
After such knowledge, what forgiveness? Think now History has many cunning passages, contrived corridors And issues, deceives with whispering ambitions, Guides us by vanities. Think now She gives when our attention is distracted And what she gives, gives with such supple confusions That the giving famishes the craving. Gives too late What’s not believed in, or if still believed, In memory only, reconsidered passion. Gives too soon Into weak hands, what’s thought can be dispensed with Till the refusal propagates a fear. Think Neither fear nor courage saves us. Unnatural vices Are fathered by our heroism. Virtues Are forced upon us by our impudent crimes. These tears are shaken from the wrath-bearing tree.
The tiger springs in the new year. Us he devours. Think at last We have not reached conclusion, when I Stiffen in a rented house. Think at last I have not made this show purposelessly And it is not by any concitation Of the backward devils I would meet you upon this honestly. I that was near your heart was removed therefrom To lose beauty in terror, terror in inquisition. I have lost my passion: why should I need to keep it Since what is kept must be adulterated? I have lost my sight, smell, hearing, taste and touch: How should I use them for your closer contact? These with a thousand small deliberations Protract the profit of their chilled delirium, Excite the membrane, when the sense has cooled, With pungent sauces, multiply variety In a wilderness of mirrors. What will the spider do, Suspend its operations, will the weevil Delay? De Bailhache, Fresca, Mrs. Cammel, whirled Beyond the circuit of the shuddering Bear In fractured atoms. Gull against the wind, in the windy straits Of Belle Isle, or running on the Horn, White feathers in the snow, the Gulf claims, And an old man driven by the Trades To a sleepy corner.
Tenants of the house, Thoughts of a dry brain in a dry season
- T. S. Eliot.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27745 - 16/07/2019 05:57
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Den tungsindige Norén:
- Jeg går din väg till mig och beträder mig själv under människan.
*
Fra dagbogen 12. juli 2015
ANTI-DIKTER
Dagenavger sin bitterhet – bryter förtrollningen som var som barn, – nej, som barn blev jag lika ensam som vuxen, utan hembygd
*
Oförmögen att sörja, i lekparken med barnen, postumt, men det är inte parken som är overklig, eller ens barnens port, ingenting längre varken runtomkring eller inom, ting som brukas som övergivna, tomma gungor, trehjulingar, strålande av klarhet, här uppstår det glada budskapet där det förmår ge upp, guda- musiken gör dig om intet, helandet ett beslut
*
Skuggan från moderns tomhet faller över barnets urtida ansikte som om den alltid skulle stanna kvar och oroa, den enda musiken som är sitt eget minne
- Lars Norén.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27746 - 16/07/2019 06:03
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
En anden tungsindig spændende herre:
I går nat, da alle sov, mens vinden med et stille suk strøg uvist gennem gaderne, gav hverken seng eller valmue mig ro, eller andet godt for søvnen – såsom en god samvittighed.
Til sidst opgav jeg søvnen, stod op og løb ned til stranden. Måneklart og mildt – da jeg traf mand og båd på det varme sand, søvnig både hyrde og får: – søvnigt stødte båden fra land.
En time gik, let også to, endda måske et år? – da sank alle mine tanker, flød sammen i et evigt ét, og en grænseløs afgrund åbned’ sig: – da var det forbi!
– Morgenen kom: på sorte dybder er en båd, den ligger så stille … Hvad hændte? sådan lød det, snart fra århundreder: hvad var der? blod? - - Intet hændte! Vi sov, sov alle – ak, så godt! så godt!
*
Kynikeren taler.
- Mine indvendinger mod Wagners musik er fysiologiske indvendinger: hvorfor så dog forklæde dem under æstetiske formler? Min ”kendsgerning” er, at jeg har svært ved at ånde, når først denne musik indvirker på mig; at min fod hurtigt bliver vred på den og gør oprør – den har behov for takt, dans, march, den kræver af musikken først og fremmest den begejstring og henførthed, der ligger i at røre sig, gå, springe, danse godt. – Men protesterer min mave ikke også? mit hjerte? mit blodomløb? mine tarme? Bliver jeg så ikke uafvidende mere hæs? – Og hvorfor spørger jeg mig selv: hvad vil hele min krop egentlig opnå af musikken overhovedet? Jeg tror at blive lettere: som om alle animalske funktioner vil blive forhøjet gennem lette, kække, kåde, selvsikre rytmer; som om det jernhårde, det blytunge liv vil blive forgyldt gennem gyldne, gode, ømme harmonier. Mit tungsind vil hvile ud i fuldkommenhedens skjulesteder og afgrunde: til det behøver jeg musik. Hvad angår dramaet mig! Hvad kramperne i deres moralske ekstaser, som ”folket” har sin tilfredsstillelse ved! Hvad skuespillerens hele hokuspokus af gebærder! … Man gætter nok, at jeg af væsen er antiteatralsk indrettet – omvendt var Wagner som menneske teatermenneske og skuespiller, den mest begejstrede mimoman, der nogensinde har været, og det også som musiker! … Og, sagt i forbigående: hvis det var Wagners teori , at ”dramaet er formålet, musikken er altid kun dets middel” – så var hans praksis derimod, fra først til sidst, ”attituden er formålet, dramaet, selv musikken er altid kun dens middel”. Musikken som middel til tydeliggørelse, forstærkelse, inderliggørelse af de dramatiske gebærder og skuespillerens forfaldenhed til sanserne; og det wagnerske drama blot en lejlighed til mange dramatiske attituder! Han havde, ved siden af alle andre instinkter, de kommanderende instinkter hos en stor skuespiller, i et og alt: og, som sagt, også som musiker. – Dette gjorde jeg engang, med noget besvær, klart for en hæderlig wagnerianer; og jeg havde grunde til yderligere at tilføje: ”Vær dog en smule mere ærlig overfor Dem selv: vi er dog ikke i teatret. I Teatret er man kun som masse ærlig; som enkeltindivid lyver man, lyver man overfor sig selv. Man bliver selv hjemme, når man går i teatret, man giver afkald på retten til sin egen tunge og sit eget valg, til sin egen smag, selv til sin egen tapperhed, sådan som man har og udøver den mellem sine egne fire vægge over for Gud og menneske. Til teatret medbringer ingen sin kunsts fineste sanser, heller ikke den kunstner, der arbejder for teatret: dér er man folk, publikum, flok, kvinde, farisæer, stemmekvæg, demokrat, næste, medmenneske, dér bukker selv den mest personlige samvittighed under for ’flertallets’ nivellerende trolddom, dér virker dumheden som lystenhed og smitte, dér regerer ’naboen’, dér bliver man nabo …(Jeg glemte at fortælle, hvad min oplyste wagnerianer svarede på de fysiologiske indvendinger: ”Så er De egentlig bare ikke sund nok til vor musik?” -).
- Friedrich Nietzsche.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#27749 - 16/07/2019 07:43
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ RM.. Blandt absolut mere interessante takketaler: https://www.nobelprize.org/prizes/literature/1948/eliot/speech/I Midt i en ismetid fortæller Peter P. Rohde om sit liv i London og forskellige forfattere han dér lærte at kende, fx T. S. Eliot, der med tiden blev mere meddelsom og bl.a. indviede ham i inspirationen til ”The Waste Land”, der ”sprang ud af erindringen om det mægtige jernbaneterræn i St. Louis, hvor han var født, de uendelige strækninger, hvor al vegetation var visnet bort og havde givet plads for kulrøg og sod; det blev for ham et passende symbol på den moderne civilisation” – her til natbords-inspiration, når rødderne skal hvile under vegeteren på langs. mvh & godag godag.. Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|