”Ateisterne må væbne sig med tålmodighed - alt skal nok komme for en dag.”

- Jeg ka' ikke forestille mig ateister kære sig om den slags tågesnak!

Mennesker der afviste overnaturlig tro i kulturer op gennem historien er blevet mødt med masser af den slags, lige fra ”gud vil straffe de blasfemiske” til jesuskærlighed med himmelvendte øjne på åben mark, gerne mens de bad for kvinden de brændte. Ja kristne er satme en kæk forsamling ”hyggenotter” – men man ku jo nemlig ha forestillet sig, at kristne med tiden selv indså potentialet de omkranser med en sådan hengivenhed!

Men for at komme tilbage til den "væbnede tålmodighed", ja så ka' man lige så godt lære det, for før eller siden må alle indse at naturen slet ikke tilbyder ”sentimentale bevidsthedsformer”, at den slags udelukkende er noget religioner har produceret.

Og det er nogenlunde hvad der er sket i fortrinsvis vestlige kulturer: kirkesamfund er gradvist ophørt med at være steder hvor sociale/mentale problemer fandt sine løsninger, tilbage er kun overtroen, der trods sine mere eller mindre dunkle former stadig er samme sang. Åh ja, præster ka snakke lidt om kærligheden – dog med særlig henvisning til netop det favoriserede ikon for tilbedelse –, men kærligheden betinges jo ikke af religiøse dogmer, mennesker producerer fin medmenneskelighed uden den slags.
Kirken kunne overleve tilbage i de små bysamfund med en håndhævet fornuft og moral, sådan lidt a la’ Sct. Mary Mead, men i store samfund med en helt uoverskuelig informations- og meningsstrøm, bliver det svært. Livet i alle sine uens tilvejebringelser overgår langt troen som kalkulation, og mennesker har i stigende grad måtte indse at være nødt til at forholde sig til virkeligheden omkring sig, for dertil knytter familiens overlevelse sig jo, som altid før! Selv præster i dag indser, at kirkens overlevelse helt afhænger af samfundsborgerne selv, m.a.o. vil ingen politiske virkemidler kunne tages i brug, hvilket adskiller politisk overbevisning i div. demokratier, uden dermed at betvivle selve demokratiets nyttevirke.

Om troen vil kunne overleve på et Internet er dog tvivlsomt, idet informationsstrømmen i dag jo nærmest er gejl og ikke hellig business. Åh ja, man finder sikkert en præst eller to med trang til reklame for sig selv, men troen overlever ikke af dén grund. Ej heller fordi en gejl præst promoverer sig selv som Jesus på en scene med tusindvis af tårevædede øjne.

Så hvad troende står overfor i vor tid er helt andre grejer, nemlig svært solide argumenter der knytter sandsynlighed til trosbekendelserne, men dermed opløses trosfundamentet og man er lige vidt. Så det er altså ikke fordi ateister ikke har tålmodighed, mere at de ingen nytteværdi ser i religiøse menneskers bestræbelser – men derfor ka' man jo godt hvisle lidt med sit kristusikon i ly af naturvidenskab og almen sund fornuft, ja der er nærmest historisk belæg for ikke at betvivle kristnes store selvkærlighed, og det er nok mere dér vores tålmodighed for alvor afprøves..;)

mvh
Simon

Hej A..

”Som sådan er der vel ingen som kan løbe fra den naturlige tro? Hvad er den naturlige tro? Er det den som kommer til udtryk i kirkerne på nuværende tidspunkt?”

- Jeg ved ikke hvad du mener med ”naturlig tro”?
Tro er jo et kulturelt betinget fænomen i sociale miljøer, ikke et fænomen som viser noget om naturen i eller udenfor mennesket.
At tro noget om naturen, eller at tillægge naturen en tro eller at tro, vil stadig være udtryk for en social gruppe menneskers meninger i en kultur, evt. som et værdisyn man indbyrdes ophøjer og tilbeder til efterlevelse.
M.a.o. findes der ikke en ”naturlig” tro, hvorimod der i kulturer findes uanede mængder af trosanskuelser om naturen, hvor særlig religioner er epicentret, men som med tiden måtte revideres p.a. den ikke videre tillidsvækkende metode – troen som værktøj til at orientere sig i og om naturfænomenerne, hvilket jo er overordentlig vigtigt for mennesket, idet naturen slet ikke er denne hyggespreder ved kaffebordet, men ofte en omstændighed vi må lære at forstå og vide noget om, hvis vi skal kunne begå os på nogenlunde trygge rødder. Tænk bare på tidlige kulturformers forhold til naturkatastrofer, varsler osv.

Kirkens mænd og koner i dag, er i langt større grad præget at en viden der langsomt er blevet udgangspunktet for deres liv. De navigerer jo ikke efter religiøse direktiver, for at klare sig i deres naturlige miljø, men forholder sig til rent etiske/moralske bestemmelser og af rent følelsesmæssige årsager, altså afgørende kulturelle forhold. Og her bliver spørgsmålet jo så, om kirken har et enestående tilbud til sine medlemmer, som de ikke kan få udenfor kirken. I stor grad er etiske grundprincipper jo nedfældet i os alle, og vi ved hvordan vi socialt bedst færdes på stierne, og snubler derfor sjældent i det undgåelige. Alt sammen konventioner der internaliseres i samtlige institutioner.
Jævnligere forholder præsterne sig til politiske forhold, og moraliserer derover som en del af deres prædikener, både i og udenfor kirken. Og det gør de vel netop fordi det politiske langt har overtaget samfundsborgeres opmærksomhedsrum til diskussion, m.a.o. en fællesmængde af informationer til fordeling, helt uden noget særforhold til religion. Kirken bliver vel nærmest opfattet som en meget lille del af samfundets institutioner, og er altså ikke længere en nødvendighed, som tilfældet var i netop de små bysamfund. Så når du derfor spørger, hvad man kan gøre for at kirken igen kan føles som en nødvendighed – jeg går udfra at dette var essensen –, ja så må jeg bare sige, at jeg mener at kirken/moskeer/synagoger har overlevet deres betydning for det moderne menneskes livsopretholdelse som socialt fænomen. Mennesker i dag behøver dem egentlig ikke, for de har så mange steder at samles – at der findes stor ensomhed i nutiden, er et menneskeligt erkendeområde som kunne observeres i en hvilken som helst samtid og kulturform, hvor u-ensomhed jo ikke nødvendigvis er beskrivelsen på det gode liv. Måske er den endog et uomgængeligt livsvilkår i den forstand, at vi alle udlever vores liv alene men sammen, hvor så konsekvenserne af ensomheden ofte slår os skrækindjagende i øjnene som noget vi må undgå, på lige fod med edderkopper og deslige.

Jeg kan godt forstå at præsterne højlydt vrider deres hænder, jeg kan endda stornyde Miss Marples lille landsby med særlig Hickson i hovedrollen, hvor tilflytteren efter god gammel skik har et introduktionsbrev løst i ærmet, hvorfor trygheden ved det nye og ukendte så at sige hviler i kendte rammer. Men det er alt sammen romantiske tilbageblik som også jeg lider storartet af, idet jeg med tiden bedst fungerer når tingene er som de plejer at være. Og det er måske hele humlen i diskussionen om kirken som nødvendighed, at vi ingen pejling har om menneskers sociale behov om lad os sige 300 år. Jeg mener, at en nuværende befolkningsgruppe hæger om en kristen traditions rammer, betyder jo ikke at de næste generationer vil få brug for denne tilbøjelighed, vel?
Men jeg vil faktisk støtte op om kirkerne omkring os, dersom de anvendes til gud ved hvad, lige fra Hollandsk Bogudsalg til gode koncerter, banko-kaffe og hvad ved jeg. Jeg synes faktisk, at særlig de gamle mennesker iblandt os er udsat for en ubegribelig forsamling af politiske skvadderhoveder, og at ingen i folketinget taler deres sag, fordi de ikke tænker deres sag. De eksisterer så at sige slet ikke, er væk, glemt, ude af billedet, i hvert fald politisk, og det ka jeg altså ikke rigtigt ha’. Og jeg ved, at fortrinsvis ældre ka ha brug for kirken, som stedet at drysse tanker ned i fortidens bæger, et sted at samle de adspredte tanker i ro og mag. Ja jeg kender jo en del der har det sådan, deriblandt et par ældre præster. Og den mulighed synes jeg de skal ha’, som deres privilegium. Lad så gerne kristendommens historie udfælde sig langsomt, som alle andre kulturværdier i menneskets historie. Medmindre altså at nogen bringer særdeles gode argumenterer i anvendelse for at kirken ligefrem skulle ha en fremtid, men så solide argumenter har vi vist tilgode at se bare omridset af. Livets gang i Lidenlund, vi mennesker holder jo det kendte tæt til kroppen, det er der en vis tryghed ved. Vi udvikler med årene en vis tryghedsnarkomani, bevæger os i vante og med tiden i små cirkler, og dette præger i sidste ende vores tankeverden. Det må være sådan, vi kan ikke omgå vores forgængelighed, men vi kan indkalkulere den i perspektiver som udelader at vi fryser fremtidens generationer fast i vores tankekreds. De skal nok klare det selv, med/uden kirken og overnaturlig tro.
Pointen jeg her har lullet mig frem til, er såmænd bare at ateister nok er ret ligeglade med kirkens fremtid, men ikke nødvendigvis med de mennesker der bruger den. Det er mere om kirkerne anvendes og hvordan de anvendes, der er det centrale – exempelvis nægter jeg at acceptere at børn pr. automatik indrulles i det religionshalløj, for det ka de tage stilling til når de er udvokset i toppen! Hvorvidt ateister afviser eller ignorerer religiøs tro som et livs- og natursyn, er en diskussion om kulturværdier, ikke et spørgsmål om naturvidenskab – hvilket selvfølgelig også er grunden til at lægprædikanten Arne drilles, idet han som du sikkert har gennemskuet tror, at religioner med deres ”åndelige” fortællinger har noget fornuftigt at sige om naturen i og omkring os.

mvh
Simon