Hej Simon

Tak for skriv og link ... og jo, det er sørme ret så væsentligt at tænke over. Jeg kan selv kun kapere en mængde af lyrikord, og så står min hjerne helt automatisk af ... også selvom mit hjerte meget gerne vil meget, meget mere

Selvom jeg er ret så udpræget et "hjertemenneske", så træder min hjerne ind og overtager, når overbelastningen og éntydigheden i tvetydigheden bliver for meget. Hjernen lukker ned, og jeg véd, at jeg må bremse op for at andet kan komme ind over og fylde.

Jeg flytter mig fra den intensive læsning og la'r andet komme til ... meget ofte noget visuelt eller audiotivt, og så la'r jeg ellers resten af "systemet" bestemme min intensitet eller mangel på samme Jeg kender min hang til intensitet ud og ind, fordi den er ... mig ... og jeg lever med den som en tilførsel til liv og vækst i tæt balance med den anden side, som er det at blive ud- og afmattet.

Men én ting er meget væsentligt ... den poetiske verden åbner døre i mig, som er direkte adgang til det, som Pia Tafdrup kalder den inderste zone ... og det er den direkte adgang til mit livs største erfaringer af den fryd og tillid, jeg har oplevet, men altså også det modsatte ... og lige dér er livets balancepunkt, dér hvor poesien er blevet til min balancestang

Det ér simpelthen poesien, som holder mig gående ... og så et mangeårigt erfaret og reflekteret kendskab til mig selv og mine egne reaktionsmåder, og det i høj grad ved at reflektere over mit samspil med andre mennesker, ved det at ha' haft mod til at sætte mig selv i spil som menneske og medmenneske overfor det andet menneske og medmenneske ... og uden skrivebord, men i stedet der ude i det helt almindelige levede liv. Dét om noget er den allerbedste "livsterapi" man kan gi' sig selv ... Brugsen, bag- og banegårde kan være til stor nytte i den sammenhæng. Det er hér livet læres og leves.

Mod, ærlighed, ligeværdighed og troværdighed tilsat en god portion humor og kærlighed ... så kører det ud af livets landevej

Oprigtigt TAK for for syn og omsorg

og allerbedste hilsner fra RoseMarie

Go'morgen Simon

Jeg sidder og nyder min morgenkaffe sammen med portrættet af C.V. Jørgensen ... ja, og det var lige det, jeg mente med, at noget visuelt og audiotivt er en go' og nødvendig poetisk afveksling, når fordybelsen i lyrikkens verden bli'r for intens, og når skoven ikke længere kan ses for bare træer ...

Så må fokus ændres for en tid, og lyttelapperne må foldes ud for alle de gode samtaler og portrætter, der findes, både via radioen og lydbøger og via DR's arkiver, YouTube eller Filmcentralen.

F.eks. http://filmcentralen.dk/alle/tema/litteratur-paa-film , hvor jeg faldt godt i hak med et skønt portræt af Pia Tafdrup

http://filmcentralen.dk//alle/film/tusindfoedt-digteren-pia-tafdrup

At gå længere ud
end i drømme,
komme til verden
tusindfødt.

Pia Tafdrup (fra "Tusindfødt" 1999)


... og så er der jo musikken

JA, musikken (med eller uden ord) gør godt ... den kan ligesom lyrikken skabe bevægelse og fylde, og alligevel bruger man hjerne og hjerte, liv og lys på en lidt anden vis, når tonerne lyder i øret ... og bliver til skygger af magi ;)

Så stadig et varmt TAK for både syn og lyd ... og omsorg (= din evne til både at se og høre)

Morgenhilsner her fra morgenkaffen og RoseMarie

Hej RM..

Ja det er et fint interview med Pia Tafdrup, et syn på indervæggen jeg ikke før har hørt, med sammensatte billeder og refleksioner over hendes livs puls, og fine ting du selv skriver, her hvor du som Hagerup påtaler de små bider ad gangen, for det at afvente sig selv, at fare med lempe hvad også det at læse poesi angår, betyder jo, at man ikke pludselig ender i forstoppelse, at beaten slutter.
Og vi ved det jo alt for godt, at alt tar sin tid, særlig fordi vi lever i en tid hvor man gir fanden i den nødvendige tid, og derfor, hvad angår det at skrive og læse digte, ender med at ræsonnere i nødvendig erkendelse, ikke mindst for ikke at misbruge sig selv og hinanden, må bruge lidt tid til at lære forgården at kende før baggården, for nu at bruge dit eget gårdmotiv.

Det er bare fornuftige betragtninger fra Hagerup, læsningen af Tor Jonsson (1916/1951), for lige med ét kan et ord eller en sætning jo sige én noget helt særligt, hvor det ka det være en fordel at lukke digtet, bruge lidt tid på at finde sit link, for når dét så er fundet, at vende tilbage til digtet, men så er processen (invers med det at skrive digte) jo netop i gang. Måske det også gælder selvforholdet, ind imellem at ta’ lidt afstand til sig selv, for at finde eller bevare samlingen, den nødvendige kontakt – ligesom Pia, der lige måtte ud på gaden for at få lukket døren til indervæggen bag sig, blive (i) sig selv.
At jeg har lagt flere digte ind samtidigt og mange steder, kan måske opfattes som et udbud af væsentligheder og hvor i bland der muligvis findes noget for et særligt øre. Hvem ved, ørerne har jo så forskellig en historie, som set i Højholts Auricula.

Hørte siden interviewet med Inger Christensen, og stirrede på hendes flotte skæve tårn, der nu stod som tro kopi på Piazza dei Christensen og med Borums liv midt på torvet, mellem følehorn i sommeren, ak & vè! Et særligt genhør i sommerfugledalen, arbejdsprocessen og i fin forbindelse med Pia Tafdrups psykologiske metode. Michael Strunge ville næsten ha basket sommerfuglestøvet af sig, og sagt: man skal virkelig stå tidligt op i Kina, hvis man skal hamle op med digtere i Danmark!...;)

Så det var et herligt link, tak for den – hvor det også lader sig gøre at nyde Villy Sørensen, i det interview han nok helst havde oplevet på den anden side af døren; men altså, en så mageløs forfatter har vi faktisk haft her i Danmark, dét er værd at glæde sig over! ;)

Her lidt til både øjne og ører – apropos det mageløse, er her nogle fantastiske billeder af norsk natur: http://ordomfjell.blogspot.no/

mvh
Simon

Hej i weekenden, RM..

Det er før-vinterkulde, senefterårets julekalenderagtige fredag, hvor pingvinerne danser lystigt rundt i midtbyen, de skal ud og bruge lidt af lønnen på juleøl og knas – selv fik vi en glögg, mums.
Jeg ved du er så glad i Borum, derfor skal du også lige se hvad der står bag på ”Kritisk Alfabet”, en bog bestående af 28 artikler fra en frodig vækstpakke han skrev mellem 1958 – 96, og som altså foreløbig blev til ved gennemgang af hans efterladte papirer, men se de fine linier her:

„Et digt står alene. Det er samme grundlæggende, elementære, egentlige ensomhed som det enkelte menneskes. Det der sker ved læsningen – når det sker – er et møde mellem eet digt og eet menneske, en oplevelse af en kunstnerisk nødvendighed (en indholdsform). Imod det er alt andet ligegyldigt.”

Her sonetten ”Afgrunden”, der stammer fra Baudelaires notater til hans ”Mit nøgne hjerte”, et digt om sjælekvaler og kunst, ikke at kunne forlade denne verden – han døde d. 31 august 1867, kun 46 år gammel:

Afgrunden

Pascal havde sin afgrund, som fulgte ham overalt.
- Ak, alt er et gabende dyb: handling, begær, drøm
og ord! Jeg mærker ofte mine hovedhår
rejse sig for et vindpust af angst.

Oppe, nede, alle vegne: det dybe, det sandede øde,
stilheden, det fængslende, skrækfyldte rum.
På mine nætter tegner Guds visdoms finger
et fredløst, mangfoldigt, ustandseligt mareridt.

Søvnen frygter jeg som et stort hul i jorden,
fuld af vag rædsel og man ved ikke hvor det fører hen,
ud af alle vinduerc ser jeg kun uendelighed.

Og mit sind er besat af et svimmelt fald
og skinsygt på Intets ufølsomhed
- åh, at man aldrig kan forlade væsner og tal!

- Baudelaire.

Klem & god weekend,
Simon

Go'morgen Simon

"Et møde mellem eet digt og eet menneske ..."
Så er jeg ordbetaget ... igen igen ;) ja, man skulle jo næsten tro, at du kendte mig og mine gennembrydelige sjælsindgange :)))))

En anden af litteraturfilmene på Filmcentralen, som du helt sikkert skal gi' dig selv tid til at se, er filmen "Digter" ... og hvis tiden er knap, så bare de første 5-6 minutter af den.

http://filmcentralen.dk//alle/film/digter

Du fik jo også lige gjort mig en øjenåbner i retning af F.P. Jac, som jeg i tidligere tiders fordomme ellers har haft det svært med at skulle forholde mig til (sådan som jeg også havde det med Borum). Men endnu en dør gik op, jeg kiggede indenfor og her fandt jeg en prisoverrækkelsestale af Pia Tafdrup som stifinder ind i Jacs lidt tossede ordunivers.

http://www.danskeakademi.dk/priser/visprismodtager.asp?u_id=9&id=14


”Vi er tilbage nu fra tungsindets efterår
og løsrevet fra tankerne
vi betalte af på i moderate afdrag
for at vi kunne forenes med byens lyshav igen
og vise vore virkelige ansigter
bundet op af kræfters uudtømmelige stemme
og med et syn på fremdriften
der er afstemt med den menneskelige bevågenhed”


er bl.a. et af Jacs digte, som Pia citerer.

Lørdagshyggehilsner fra RoseMarie