Kortversionen af tråden her:
1) Da jeg ikke begriber hvordan universet har udviklet sig, må den..
2) være skabt af noget/nogen...
3) Og da der ved tankefrihed er frit valg mellem alle guder og på alle hylder,
hvorfor så bekymre sig om sandhedsværdien i udsagn/påstande der vedr.
entiteters eksistensevne, for jeg ka’ jo frit smøre verden til med fantasier?
4) Lad os derfor alle lægge os ned og logre med bugen blottet, amen!…;)
Man blir nu engang kun ateist ved at høre, forstå og behandle troendes meninger om guder systematisk, kritisk og ikke-diskriminerende – m.a.o. gives der altså ingen undtagelse for særlige påstande – hvad der dybest set blot handler om intellektuel integritet. Men nu var det trods alt ’teister’ som definerede ’a-teisme’; mennesker uden gudetro betragter egentlig begrebet som en defaultværdi der ikke havde eksisteret, såfremt verden altså havde været fri for opfindelsen af guder. Ateister bruger mere begrebet i et hensyn, hvortil det selvfølgelig ingen betydning har at lægprædikanter, sekterikere m.v. finder på at tilskrive ateisme en nationalitet, idet begrebet etymologisk set er græsk og derfor forstås uden hensyn til sprogbarrierer og alle øvrige grænser. Også her er der altså blot tale om kreationistisk skuffevås, hvor man desværre også her kun ka sukke over opfindsomhedens ringe kvalitet – ak ak, sagde katten, fuglen er fløjet, det er bare en varmluftsprædikant… ;)
mvh
Simon