0
registrerede
815
gæster og
87
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#20201 - 29/01/2016 12:03
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Jamen så siger vi go'morgen, Simon :))
Når jeg skrev, at jeg ikke var enig i alle holdninger fra Leth, så har det intet at gøre med livsnyderen i ham. Tværtimod så er det netop det, jeg holder meget af hos ham. Han står ved, at han vælger livet til og både yder og nyder det bedste, han kan her i livet. Han ser også meget realistisk på, hvad livet ikke byder på til alle og enhver på grund af forskellige livsvilkår. Han bruger faktisk ordet vilkår rigtig mange gange i løbet af den udsendelsesrække, som nu slutter i dag ... ØV
Ja, og så gør han op med middelmådigheden og småborgerligheden, og får også os andre til at se den og tænke selv Netop at se og erkende, at den ligger der hos os alle som en spire af den indre svinehund. Jeg har hørt samtlige af de her programmer med ham, og jeg ved, at jeg af og til tænkte, at her var min egen holdning og indstilling anderledes. Jeg forsøger lige at huske et par eksempler ... hvis jeg kan :)))
Jeg tror, at de fleste gange drejede det sig om noget, hvor han meget kategorisk udtalte sig om et eller andet, hvor jeg er mere diplomatisk og mæglende ... muligvis også mææh-lende med uld i mund :)))) Så det, at jeg ikke kan sige mig enig i alle synspunkter, ser jeg kun som et udtryk for, at han netop får min egen tænketank til at snurre på en konstruktiv måde, og jeg åbner op for, at jeg lytter, ta'r ind og gerne vil rykkes og ruskes i både viden og holdninger.
Rukov faldt jeg bare pladask for. Jeg kendte meget lidt til ham i forvejen, og jeg har nydt at se disse optagelser af ham flere gange i løbet af få dage. De levende øjne, begejstringen, som både ses og høres og lyser så lysende ... og så det helt fantastiske, at han valgte kunsten til og tænderne fra ... YES, tænkte jeg, sådanski! og jeg blev selv til ét stort smil med levende øjne. Og bøgerne, ja bøgerne, som lever med ham og i ham. Åh, ham ville jeg gerne ha' hørt mere til.
Men så er det godt, at vi stadig har Leth at lytte til, at lære af, at leve lidt mere af :))
Lethte hilsner ... og nu er det tid til at høre ham selv RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (29/01/2016 12:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20204 - 30/01/2016 15:41
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Jamen, dén fik du jo flot staldet…næsten som mine katte der gør sine æg ;) – jaja, engang imellem må vi stryge misforståelserne lidt over håret, ae dem, så de ikke fremtræder så hårrejsende men misser glad med øjnene. Jeg er nu ikke i tvivl om hvad du mener, i den forbindelse ku’ man sagtens tænke sig, at Rukovs ”forfaldsteknik” repræsenteres i det tandløse storartede smil der jo også glimtede fra de små sprækker og i så mange af hans livs stunder. Det var selvfølgelig også derhenad jeg gerne ville, med det smukt naturlige i livets forgængelighed, der virkelig kontrasterer frygten for alderdom, som i så stor grad vrisser ad alderdom og død i vor kultur. For der ér jo virkelig noget særdeles smukt i den helstøbthed enkelte menneskers personlighed udstråler med ælde, ja en snarlig udviskethed – for signalet er jovel ikke popsmart elegant og stinker ikke af parfume, nejvel, men det er en livets erkendelse som allerede ér foregået mellem de ofte så store ører; en erkendelse der adviserer energibesparelse, for nu er der ikke langt igen! Engang imellem ka’ man ligefrem være så heldig at se et menneske med så overvældende mange rynker i ansigtet, nøjagtig som en gammel Egs årringe, at man i ét spillevende lille øjeblik aner undergrundens rødder i dette furede ansigt. Og den slags kalder jo på mængder af spørgsmål og gode snakke om livet der var, alle historierne der ofte pist forsvinder i glemsel, hvilket jo er så diametralt modsat måden alderdommen så mange steder behandles på, nemlig med en afvisning af en ælde ethvert menneske kommer til at forholde sig til.
Jeg er overbevist om at Rukov gjorde sig masser af den slags tanker, og at hans adfærd ikke så meget var en meningers provokation, som bare en naturlig opførsel fra konsekvensen af hans greb om livsforholdet sit, hvormed han mere frit var tilgængelig for de væsentlige øjeblikke, ikke misbrugte så meget levetid på unødig pjank – han talte meget om det ’at skamme sig’ over ”omvejene”, at forspilde medmenneskers koncentration og dermed tid. Leth ejer jo også dette livsmod, og kaster sig jo gerne ud i at forklare, ej heller han vil nemlig spilde nogens tid, det klarer vi jo i sidste ende også bedst selv. Men altså, det dér med ikke at forestille sig at være så fandens uundværlig, at det faktisk går an at slappe af, være lidt af det dovne asen Rukov omtalte – hvilket selvsagt blir det rene knald i potten for politikere og skolelærer, der ikke engang under andre menneskers børn at kunne bruge tid på at falde i staver, for dermed at se hvor dét så fører ens tankerækker hen. Dette med at se livet passere henover ansigter begravet i timemanageren, fx forbruge levetid på konstant at være telefonisk tilgængelig for chefers misbrug, som om livet ikke var andet end økonomiske kalkuler. Noget politisk gik fra 80’erne og helt op i nutiden ravende galt: vi accepterede så blindt at lade os forlede til at kun justere menneske- og livssyn efter økonomiske kalkuler, udstukket af økonomerne selv – benzin smidt på småborgerlighedens bål, og en snak Rukov, Leth og Møllehave sikkert ville ha’ drukket mange gode øller over..;)
Ha’ en nydelig weekend RM, det var en fin link! ;) Simon
Redigeret af Simon (30/01/2016 15:51)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20205 - 31/01/2016 09:27
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.: Syntes lige at du sku’ ha bare en lille fornemmelse af ø-rigets tankeunivers i Sjöbergs fine bog Fluefælden. Så jeg har tilladt mig at stille blikket på bare en enkelt tange, der nu strækker sig temmelig vidt og efterlader én sulten på betydeligt mer; ja man får næsten fornemmelsen af at være en lille svirreflue, der fornøjet ser gennem luppen på det der befinder sig i Sjöbergs egne øjne – og tænker: hvordan mon svirrefluen egentlig ser verden omkring sig, ja for ikke at tale om de tobenede med flagrende arme…:
Manden, som elskede øer, er naturligvis Lawrence selv, og novellen en allegori over hans uophørlige flakken mellem kulturer og livsanskuelse. Da jeg endelig havde fået fat i bogen, blev jeg først skuffet. Var det det det hele? En mand med anlæg for misantropi køber en ø med intention om at forme den efter sit eget hoved, gøre den til sin egen verden, men landbruget kan ikke løbe rundt, og han bliver snydt af sine tjenestefolk. Så han sælger øen og flytter til en mindre, med færre tjenere og endnu færre illusioner, står der i blæsten og føler ingenting, ikke lykke, ikke længsel, men får et barn med husholderskens datter, hvorefter alt begær i han dør med en så utiltalende endegyldighed at han må flygte videre, til en tredje ø, en klippe bare, i det brølende hav, hvor han mister forstanden mellem enfoldigt brægende får og til sidst fryser ihjel i sit simple skjul. En af mandens allersidste glæder var at katten forsvandt for aldrig at vende tilbage:
Hans eneste nydelse bestod stadig i at være alene, helt alene, helt opslugt af rummet. Ale- ne med det grå hav og med fodfæste på sin havomskyllede ø. Det var den eneste kontakt. Intet menneskeligt, der kunne bringe sin hæs- lighed i kontakt med ham. Kun selve rummet, det fugtige, mørke havomskyllede rum! Dette var hans sjæls brød.
Skuffet satte jeg bogen på hylden og tænkte at novellen hverken handlede om øer eller om kærlighed. Nogle år senere læste jeg den igen, og igen, i perioder mange gange, særlig når livet på øen stivnede under trykket fra indelukket mørke og tragik af den slags som nytilflytteren ikke ser. Mit første indtryk af teksten holdt ikke længe. Lawrence havde set noget som jeg på visse dage vil kalde sandhed. ”Selve luften affødte en hård , bitter ondskabsfuldhed. Det var, som om selve øen var besat af ondskab. I ugevis kunne den blive ved med at være drilagtig og ond. Og så var den pludselig en morgen igen frisk og dejlig som en morgen i Paradiset, hvor alting var skønt og såre godt. Og alle begyndte de at føle sig så lettede og satte deres lid til en ny lykke.”
Forældre siger i novellen at de ikke gør ret mod deres børn ved at bo på øen. De barnløse siger at de gør uret mod sig selv. Ja, sådan var det, præcis sådan.
Med fluerne faldt det hele på plads. I kontrollen over noget, det være sig aldrig så ubetydeligt eller tilsyneladende meningsløst, gemmer der sig en eufori fuld af ro, måske forbigående og undflyende, som det lykkes Lawrence at indkredse når han lader sit alter ego finde sig selv igen gennem en forholdsvis primitiv botanisk samlen. På den første ø søger han beskyttelse i sit store bibliotek og lader sig opsluge af det endeløse arbejde med en opslagsbog om alle de blomster der omtales hos antikkens græske og latinske forfattere. Senere, på den anden, mindre ø, udfylder han sit fængsel med et til tider lystpræget forsøg på at lave en komplet fortegnelse over alle plantearter på øen.
Først på den tredje ø mister han enhver interesse for botanik. ”Men han var glad. Han ønskede hverken træer eller buske. De rejste sig i vejret ligesom mennesker, var alt for selvsikre. Hans nøgne, beskedne ø midt ude i det bleggrå hav var alt hvad han ønskede sig.”
Knappologi kaldes det, respektløst, men korrekt. Manden, som elskede øer, er af væsen og som samler den typiske knappolog. Han laver fortegnelser. Det er tanken at de skal være komplette. Alt skal med. Herved adskiller knappologen sig fra korttegneren, som han ellers ligner og let kan forveksles med. Men den der tegner kort, kan aldrig få alt med i sit billede af virkeligheden, som forbliver en forenkling uanset hvilken skala der vælges. Begge forsøger at indfange noget og holde det fast. Og dog er de så forskellige. Det der foruroliger mig, er at knappologen nogle gange, som hos Lawrence, synes at være en forhenværende korttegner, der er godt på vej til at blive gal. En forbigående fase.
Slip en dreng løs på en lille holm og se hvad der sker. Han løber rundt om den. Det slår aldrig fejl. Han springer fra sten til sten i strandkanten, som et lykkeligt dyr, et levende bevis på at ordet revir har samme sproglige rod som riviera. Han opmåler sit revir. Han følger kystlinjen i hele dens udstrækning som en korttegner. Spæner rundt efter drivrømmer og vragstumper. Først derefter udforsker han øens indre med knappologens velsignede tunnelsyn. Kattehalerne svajer blidt i havbrisen. Tangens tunge duft. Sølvterner!
- Frederik Sjöberg, Fluefælden [ISBN 978-87-92845-44-3].
mvh & fortsat god søndag..;) Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#20210 - 02/02/2016 16:05
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Mit filmflip er ikke helt overstået, og det er jeg slet ikke ked af, for det gi'r mig mange dejlige oplevelser med fortællinger, som jeg end ikke anede eksisterede.
Og for nu at blive i fluernes verden, så har jeg netop lige set filmen "Fireflies in the garden". Jeg ved ikke, om du har set den? Barsk, men også meget smuk. På et tidspunkt tænkte jeg, apropos Rukov, på Vinterbergs "Festen", men filmen her ender et helt andet sted. Et godt sted, som ikke bare er en sukkersød happy ending, men i stedet med en (som jeg såmænd også tror Rukov ville ha' betegnet det) ... med en åbning.
Fireflies In The Garden
Here come real stars to fill the upper skies, And here on earth come emulating flies, That though they never equal stars in size, (And they were never really stars at heart) Achieve at times a very star-like start. Only, of course, they can't sustain the part.
Robert Frost
Hyggehilsner fra sofahjørnet RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|