Ohøj hr. lægprædikant..
Du ska’ da lige ha’ et besyv herfra, jeg ved jo hvor glad i hele skroget du bliver…,)
”Dét er der nok ingen, der rigtig kan modsige.”
- Masser! Der er da ingen indikationer på at jorden skulle gå under om 50 år eller mindre, hvorimod det overvejende sandsynlige er, at ingen af os her eksisterer på det tidspunkt, og at livet på jorden vil gå videre som før..;)
”Jo - verden er et forfærdeligt sted at være - men hellere være end ikke-være - så længe det varer - ligesom gråspurvene.”
- Det er vel mere livet, der ka’ opleves som en forfærdeligt opslidende deltageproces. Men det er nu engang eksistensvilkåret vort, at vi pludselig dør og forsvinder som var vi aldrig blevet født – et minde.
Har vi været nogle herlige nullerbasser for vore børn, børnebørn og måske ligefrem skabt lidt betydning for mennesker omkring os og i kraft af et eller andet virke, ja da ka’ vi måske være så heldige at blive mindet og tænkt på ved specielle lejligheder, og det er jo ikke så ringe endda? ;)
Ikke mindst ka’ vores meninger om livet jo være ufattelig romantiske ud i illusoriske ønsker om et liv i smertefrihed, hvor livets navigator bliver dødsfrygten og utallige angstformer der indsnævrer vores bevægelsesfrihed til få megabyte og en tur til og fra kirken, hvor endelig bekræftelsen på den ufattelige ondskab der er overgået os gir tårerne frit løb – præstens/psykologens forløsende ord, og bum Karl, så er der dog trods alt lidt kærlighed tilbage i denne forbistrede verden!
Ikke alene lærer vi sjældent selv at håndtere smertefulde processer, men lærer tilmed at begrænse vores børns muligheder for at lære det, med den konsekvens, at ”de andre” for hver en pris må ta’ hensyn til og udvise respekt for vores ubærlige følelsesliv, for hva’ ka’ det ellers ikke ende med?
Og når det så ikke sker – tænk bare på den såkaldte ”muhammedkrise” –, når også dén forsvarsmekanisme gennemskues og tit af de ubehageligste argumenter, ja så begynder de melodramatiske verdensbilleder at komme til syne, med vores ophøjede følelser som epicentret i det hele og ganske univers – ja vi indkalder endda vores guddommelige entiteter som sandhedsvidner på hvor galt det er fat på hele kloden, på hvilken mennesker kun i sjælden grad ejer vores følelsesmæssige tilgang, der naturligvis også er et rent ”intuitivt” anliggende der kræver helt særlige ”åndelige egenskaber”, hvor ateisterne er på bærtur i forståelsen af hvor synd det i virkeligheden er for os, ikke sandt hr. lægprædikant - var det ikke nogenlunde sådan du havde skruet dén sammen? ;)
Ak ja, kloden går under uden os, kærligheden er pist-væk-verschwunden og det blir aldrig bedre, selv mælken er sur!
Nåja, lige bortset fra de millioner og atter millioner af mennesker der lige nu summer som bier i honning fordi den elskede lige har født en bittelille baby med de småeste lyserøde buttede kinder og en lille åben mund, og så fordi den elskede fylder hele verden og man bare forsvinder i hinandens øjne…
Op med humøret hr. prædikant, du plejer da ikke at være så sortsynet? De andre ska’ nok klare sig, desuden er der masser af tid til at opfinde alternative rammer for liv, hvor måske ligefrem flere sole rumsterer over husets have med de legende børn og mutter i køkkenhaven.
Det er ofte så store dimensioner af tid du snakker om, helt uforståelige tidsfænomener, og da vi jo har set hvordan du behandler tidsintervallet evolution sker i, bliver det jo ganske forrykt at skabe et billede af menneskehedens situation om 5 mia. år..;)
mvh
Simon