Hej Simon

Nej, det var ikke Schade, der var skyld i min dårligdom. Det var blot en virus, men det er slemt, når maven kramper, og der ikke er mere at kaste op. Nå, slut med flere detaljer, og fred være med Roskilde. Det var Jac og sneen, vi kom fra, ikk'? ;))


på den anden dag

såsom nødvendigt at åbne sig udad
så vil et forår blive helt klart,

noget med at undvære et selv fuldstændigt,
bare bære grene og hvile i dyrene
eller gå ind i skoven efterladende for at se,

der er besværgelser der er døet hen,
steder i hænderne der svigter nu,
der er et løvspring i sig selv
og det kan tages i levende live,

indrøm at det var overmod og angst,
der blev ikke sunget efter hjerter
der blev danset og stjålet af lyset,
indrøm dog at noget blev overgået,

og så er der tilbage alene og stenene,
en tilstedeværelse om det eneste,
ingen der bryder ind i en tid
for alt skal fortsætte til en regn,

og erotiske parløb svækkes i skygger
i en sommer stærk og lang,

det bliver den rene hvide ydmygelse,
når frøene og vandet og planterne
bliver genstand for en pludselig omsorg,

Med trætte hilsner
RoseMarie

P.s.

Jeg havde faktisk slet ikke nået at læse dit indlæg med Schade på Hviids'. Jeg tror såmænd, det ville ha' fået mavekrampen til at gå over ved at mærke latteren boble :))

Men nu lige lidt Bjørnvig her ved midnatstid fra Begyndelsen, et essay skrevet i 1948:


Begyndelsens Tid, Begyndelsen i alt - er det ikke Sjælens sande Livselement. En klar homerisk Morgen, Summen af alle stærke Morgener, vi har kendt. Barndom og Ungdom og den første Kærlighed: har vi ikke bestandig Hjemve mod dem, som var vi udenfor det egentlige, paa et fremmed Sted, hvor alt er Foreløbighed og Gennemtræk? Begyndelsen er Sjælens Hjem. Derfor længes vi tilbage; - og længes vi frem, er det mod en ny Begyndelse. Vi lever mellem den svundne og den kommende Begyndelse. Over Begyndelsen hviler Mytens Sollys. (S. 11)

***

Men disse faa, de andre - det er Børn som bliver Voksne! Det er dem, som uden Ængstelse atter og atter tør bearbejde og muligvis omstøde Bund og Grænse i deres første Erfaringer. I lykkelige Tilfælde naar de saa vidt, at deres Erfaringer ophører med at være i almindelig Forstand subjektive, men grænser direkte op til og formes efter Jorden, Elementerne, Guddommen. Guddommen, Akilleus, der sad paa Stranden og græd over sin bitre Forurettelse, var ikke barnagtig, men et fuldvoksent, alvorligt Barn. Jesus som i Getsemane Have og paa Korset spurgte sin himmelske Fader: 'Hvorfor har du forladt mig' - ligeledes. Fortsættelse, Fuldbyrdelse betyder, at vort Liv uhindret blomstrer ud i Eventyret, eller i bitter Trods mod alle Hindringer bæ- rer Tragediens Frugt. (S. 18)

***

Naar man endelig har givet Afkald paa at faa Meningen med Tilværelsen bekræftet udefra, i Tiden og Samfundet, hvad der ofte kan føre til ufrugtbar Irritation, Afmagtsfornemmelser, Følelsen af at være paa forkerte Veje, kan man omsider selv begynde at leve den. Paa den Maade bliver Myten til: man begynder ubevidst og idet man giver sig hen i sit Væsens Nødvendighed at danse den; og søgende rækker ens Hænder ud efter Meddansere. Det bliver nødvendigvis ofte de Ensomme (maaske de Døde, hvis Bøger ligger opslaaet under Midnatslampen), for Mytens Frugt modnes ikke under en urolig og nyfigen Massegramsen. Tøvende er de første Trin og de første Haandtryk. Foreløbig er det kun Drømmen om en Dans. Men allerede mærker vi noget i os, som er større end os selv: tydeligere Vink, vældigere Varsel gives ikke! Og da har vi at følge det uden Beregninger om det mulige eller umulige deri, uden Blik paa Tidens og Konstellationernes Gunst og Ugunst. (S. 21)

Glædelig nat ... herfra og dertil :))

Morn’ RM..

Ja fyd’ i grisen da! – visse vira og bakterier har nogle væmmelige ansigter, ja maver forskrækkes alene ved synet; hva’ ville du fx selv gøre, hvis pludselig du åbnede døren, og dér stod så sådan en grimrian? Nå, maven lyder glad igen, ikke uvigtigt – syv, ni, tretten! ;)

Lige en tilbagevenden, for en kort bemærkning, eller rettere en fin lille snak om forskellen mellem fortidens og nutidens krimier, metode og verden; ja desværre får vi jo ikke flere intelligente og underholdende Dalgliesh og Morse-romaner, der udover at være en ganske udmærket julegave, i hvert fald er blandt mine favoritter, som vi jo så må nyde at genlæse, men pludselig dukker der altså også fine små interviews som dette op – og dét er jo herligt: https://www.youtube.com/watch?v=srNM-ig68nM

Thorkild Bjørnvig og essays, ér jo godt, for hele systemet, og for øvrigt et fascinerende rart menneske og vidunderlig digter; ja ordet digter kommer jo her til sin ret. Han fik jo guldmedalje for sin Rilke, i hvilken forbindelse man ikke får det spor ringere af en lille forsvinden i Rilkes Rodin – som var et af Rilkes store forbilleder.
Og det var vel egentlig hveden til morgenkaffen, her før fuglene får sutsko på,..

På nisselig vis,
Simon

Hej igen Simon

Åh ja, Udsat på hjertets bjerge, Rilke med Bjørnvigs oversættelse.

Rodin kender jeg ikke endnu :)) men i min søgning fandt jeg så til gengæld denne artikel om Rilkes engel. En jævnaldrende veninde der døde pludseligt og alt for ung. Her en appetitvækker fra artiklen:


Rilke, den nye verdens mand, maner i sit rekviem den døde veninde bort. Han beskriver hjemsøgelsen, taler om det glemte, det ikke skete eller indsete, at der ikke er tid til at vente, at verden er nu. Her. Hans langt senere mesterværker, Duino-elegierne og sonetterne til Orfeus, har nogle af deres dybeste rødder i den abrupte konfrontation med Paulas ufærdige værk. »Det er et sælsomt land,« skriver han om Worpswede, »der begynder en himmel af ubeskrivelig foranderlighed og storhed, og veje og vandløb fører dybt ind i horisonten.«

https://www.information.dk/kultur/2014/12/rilkes-engel

Vingede hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Rodin har Rilke skrevet, mens Inga Junghanns oversatte dette samt andre værker han skrev. De var gode venner og deres brevudveksling findes også at læse. I bogen findes en masse billeder af Rodins skulpturer, der levende springer op i dit ansigt og vidner om årsagen til Rilkes fascination. Bogen på dansk er fra 1960 og udgivet på Gyldendal. Du må nyde den og Rilke der med sit blide væsen vækker de sovende skulpturer – egentlig er den jo et must i en bogreol, og ku’ jo gemme sig under juletræet til dig selv..;)

Bedste hilsner
Simon
P.D. James & Colin Dexter er nu heller ikke værst, der er ikke meget jeg på langs har nydt som netop deres fængslende billedmaskiner. Egentlig har jeg det lidt som P.D. James beskriver, for også jeg foretrækker så langt de ældre krimis fremfor vor tids, hvor man exempelvis i Dorothy L. Sayers mange fortællinger, ka' ta' på en tiltrængt ferie i en mere sammenhængende og derfor lettere forståelig omverden, for hvem behøver vel at synke ned i fortællinger der udelukkende tilstræber at affotografere velkendt adfærd i det omgivne? En af de mere vidunderlige fortællinger, som forslag til en sådan ferie, ku' være The nine Tailors/De ni klokkeslag, hvor man udhvilet oplever at løfte blikket fra sidste side. Den slags ka' man godt ha' brug for! ;)