2
registrerede Hanskrist
,(1 usynlig),
285
gæster og
79
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#19783 - 28/10/2015 03:58
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i natten, RM..
Her er der natkaffe og røg på bordet, det er Sylvia-time and you could call it a honey trap! – røgen holder dog hverken bier eller begejstringen væk over “The Restored Edition Ariel, A facsimile of Plat’s manuscript, reinstating her original selection and arrangement” med forord af datteren Frieda Hughes, ja man får næsten lidt…bzzzzz! Om ikke længe klumper jeg selv som en lille bi, lige så snart digtet herunder står i Mellemrummet… Mange af hendes digte er skrevet uden barnegråd, på tidspunkter hvor eneste lyde var skrivemaskinens klapren og pennens kradsen nedover papiret, eller som hun selv skriver, i tiden før mælkemandens glasmusik starter med flaskers anbringelse. Hun var en vældig dygtig arrangør af de fineste stemningsbilleder, interessant er det også at stikke næsen i processen, rettelserne m.v. Igrunden findes der vel heller ingen bedre indføring i sprogets hemmeligheder end gennem poesi, trods ørers træthed over det engelske sprog udsat for dårlig amerikansk slang. Men den slags var flittig-bien Sylvia nærmest klinisk renset for, gennem nætters arbejde der jo endte i dette umådeligt smukke håndværk, hvor så mange sublime sanse- og naturindtryk simpelthen står i kø for vore øjne, og ikke mindst dette, gonat-gonat…eller morgen! ;)
The Arrival of the Bee Box
I ordered this, this clean wood box Square as a chair and almost too heavy to lift I would say it was the coffin of a midget Or a square baby Were there not such a din in it.
The box is locked, it is dangerous. I have to live with it overnight And I can’t keep away from it. There are no windows, so I can’t see what is in there. There is only a little grid, no exit.
I put my eye to the grid. It is dark, dark, With the swarmy feeling of African hands Minute and shrunk for export, Black on black, angrily clambering.
How can I let them out? It is the noise that appals me most of all, The unintelligible syllables. It is like a Roman mob, Small, taken one by one, but my god, together!
I lay my ear to furious Latin. I am not a Caesar. I have simply ordered a box of maniacs. They can be sent back. They can die, I need feed them nothing, I am the owner.
I wonder how hungry they are. I wonder if they would forget me If I just undid the locks and stood back and turned into a tree. There is the laburnum, its blond colonnades, And the petticoats of the cherry.
They might ignore me immediately In the moon suit and funeral veil. I am no source of honey So why should they turn on me? Tomorrow I will be a sweet God, I will set them free.
The box is only temporary.
- Sylvia Plath.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19785 - 28/10/2015 23:19
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Det sker jo, når borumitterne påkaldes og samles til fest i kroppen, som små faderløse lymfocytter…
og øjnene jubler som under et symposium, over blodbøgens rødder… at vi bare må ha mer!
Så her lidt flere Borumitter, ”Valgte Digte” ved F. P. Jac og Hans-Jørgen Nielsen 1987 - det er m.a.o. deres lystne øjnes komposition, det her, uden skelen til oprindelige samlingers kronologi, de byggede en smuk buket – men han var jo også lidt af en køn plante, den godeste Hr. Borum…;)
ET VISSENT LØV
Jeg har det så fremmed. Jeg er grebet af verden og kastet et sted hen jeg ved ikke hvor.
Det er billigt og banalt at være et vissent løv men jeg er det.
Men der er fordele ved denne henkastede situation: f.eks. er man ikke bange.
Og den nervøse hjertebanken hører ikke til i verden, er bare noget i ens krop.
Stormen rev et blad løs blandt tusinde fra et tilfældigt træ, regnen gjorde det gulere, mere lysende.
Mod den sortgrå næsten spejlglatte asfalt hviler helt i ro et vissent løv.
Jeg har det så underligt, som om jeg ikke var mig. Jeg er ude af verden og helt i ro.
*
SOMMER, ÉT SEKUND
Den gamle mand der går og stjæler stemmer fra alle træer og buske i den endeløse have har lukket sine vandblå øjne ét sekund og gennemlevet støvets år fra fødslen –
Således ved vi at tid ophæver tid: en brønd der fyldes fra en gavmild jord.
Og kvinden der sætter fugle op har forladt sin glasveranda og kommer nu ad stien langs syrenerne med sækken fuld af sang.
*
ENDNU ET MØRKE
Endnu et mørke falder på endnu et lys har opbrugt sig selv
Her står jeg på tærsklen til huset med udstrakte hænder, samler mørke som regnvejr
Her har jeg i al fald – tror jeg – mørke nok til nogen år
Og går ind og lukker døren. Opfyldt.
*
DET LYSENDE
Mens man går på gaden og der er fyldt med mennesker blir gaden pludselig fyldt på en anderledes måde.
Det er et lys der kommer indefra og om det kommer inde fra mig eller inde fra en af de andre er ligegyldigt.
Pludselig har dagen fået en tyngde som om det er den sidste dag i verden.
Om næsten dansende går man videre fra den flise hvorpå der usynligt stod skrevet: her begynder det.
Alle øjne så det jeg ved alle øjne kan se det.
- Poul Borum.
Man kan godt se ham for sig, gå dér med skuldertasken svingende på hoften, på vej hjem til den skarpe diskant og sollyset der stirrer ned på arbejdsbordet – forøvrigt har det været det allerstråleste efterårssolskinsvejr i dag, flere af dem … ditto! ;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (28/10/2015 23:23)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#19795 - 02/11/2015 05:08
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Morn’ RM…
Her endnu et par borumitter, papirløse danser de ind i øjnene:
OG INTET FORSVINDER
her vil jeg anbringe mine levende og her sætter jeg mine døde op
på dette gulv alle mine tinsoldater parate til kamp men stivnede i lyset af denne lampe min nådens sol og så hastigt de kan forsvinde blot ved et tryk på en knap eksploderer verden i mørke for alle mine mennesker
men her på denne strandbred placerer jeg atter alt hvad jeg ved i menneskeskikkelser under den individuelle sol og intet forsvinder og intet forsvinder
jeg dør med mine levende jeg lever med mine døde jeg græder og råber: jeg har jo ikke forladt jer hører I!
her stiger sandet op over mig og her drukner jeg
*
TIDLIG MORGEN I BYEN
Jeg så byen sølvklædt jeg så husene gnide øjnene og nikke til hinanden jeg så en solsort som ledte efter et træ med højt næb, gult
jeg så søen i parken som et lukket rum hvem åbner græssets lille dør? jeg så en latterlig usikker sol helt hvid af begyndelse
jeg så himlen åbne sig ned i søen jeg så husene åbne munden og råbe uhørligt på deres mennesker
jeg så på uret i tårnet som var standset på halv fem verden véd som menneskene aldrig får at vide
*
MIN ØJENHUDS…
min øjenhuds sprængte køn, hele huden besat af øjne, håndflade dækker og ser ned, ser dybt i papirets frostmørke, ser mit liv svinde hen i syner, ser strengen til verdensnavlen dirre efter en sidste uudholdelig akkord
- Poul Borum.
mvh Simon
P.S.: Uddrag af Sylvia Plaths dagbøger 1950 – 1959 findes på dansk, samlingen hedder ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig” og viser et reflekteret menneskes mange overvejelser, aktuelle for også andre, i en tilrettelagt verden af forventninger, mulige skuffelser og frygten for slet ikke at slå til. Man kunne godt tro, at bekymringer man gjorde sig om sin fremtid i 50’erne, set med nutidens øjne, må være et overstået kapitel og særlig hvis de uens tiders velstand sammenlignes. Hvor mange børn og unge der i dag kæmper med psykiske problemer – lige midt i et politisk gedemarked, hvor selv deres fritid, og dvs. den reale tid til at falde til ro i eftertanke, er kalkuleret med – viser næppe noget statistik materiale særlig meget om. Det er lige så svært at vælge levefod nu som altid før, og holder forældre eller undervisere op med prikke én på skulderen med spørgsmål dertil, så stiller man dem selv. Men ligefrem og bevidst at vælge sig en usikker økonomisk fremtid, det indgår lige så lidt i nutidens systemtænkning som det indgik i 50’ernes og længe før.
Sylvia Plath havde nu fået sin eksamen, og den var udmærket, men undervisning skabte ingen fryd. Her lidt fra dagbogens senere sider:
”Digtning : Min tvangstankegang er som følger: jeg vil gerne skrive noveller og digte og en roman og være Ted’s kone og mor til vores børn. Jeg vil gerne have at Ted skal skrive som han har lyst til og bo hvor han har lyst til og være min mand og far til vores børn. Vi kan ikke i øjeblikket og vil måske aldrig kunne leve af at skrive, hvilket er den eneste profession vi kunne tænke os. Hvordan skal vi tjene penge uden at ofte vores energi og tid på det og skade vores arbejde? Og det allerværste: Hvad nu hvis vores arbejde ikke er godt nok? Vi får afslag. Er det ikke omverdenens måde at fortælle os at vi lige så godt kan opgive at blive forfattere? Hvordan kan vi være sikre på at vi, selv om vi arbejder hårdt nu og prøver at udvikle os, vil blive mere end middelmådige? Er dette ikke omverdens hævn over os fordi vi har stukket næsen for langt frem? Vi vil aldrig få det at vide før vi har arbejdet, skrevet. Vi har ingen garanti for at vi får Den Store Forfattereksamen. Havde mødrene og forretningsfolkene alligevel ikke ret? Burde vi ikke have undgået disse foruroligende spørgsmål og taget fast arbejde og sikret børnene en god fremtid?
Ikke medmindre vi vil være bitre resten af livet. Ikke medmindre vi vil tænke længselsfuldt: Sikke en forfatter jeg kunne være blevet, hvis bare. Hvis bare jeg havde haft mod til at prøve at arbejde og påtage mig den usikkerhed som al denne prøven sig frem fører med sig.
At skrive er en religiøs handling: det er en orden, en omformulering, en omlægning og en omelskning af mennesker og verden sådan som de er og sådan som de kunne være. Et arbejde der ikke dør bort som en dags maskinskrivning efter en dags undervisning. Det skrevne varer ved: det vandrer omkring i verden på egen hånd. Folk læser det: reagerer på det som en person, en filosofi, en religion, en blomst: de kan lide, eller også kan de ikke. Det hjælper dem, eller også gør det ikke. Det synes at intensivere livet: man giver mere, undersøger, spørger, ser, lærer og udformer dette: man får mere: uhyrer, svar, svar, farve og form, viden. Man gør det først og fremmest for dets egen skyld. Hvis det giver penge er det da helt fint. Man gør det ikke først og fremmest for penge. Det er ikke for pengenes skyld man sætter sig ved skrivemaskinen. Ikke fordi man ikke gerne vil have dem. Det er da vidunderligt når man også kan leve af sin profession. Når man skriver, er det måske, måske ikke. Hvordan kan man leve med sådan en usikkerhed? Med det der er værst, den lejlighedsvise mangel på eller tab af tro på selve det skrevne? Hvordan kan man leve med disse ting? Det allerværste, værre end alt andet, ville være at leve uden at skrive. Så hvordan kan man leve med de mindre djævle, og bibeholde dem som mindre?”
Sylvia Plath brugte meget tid på sit terapeutiske arbejde – hun havde en terapeut som hun respekterede og rigtig godt kunne lide – hvorfor årsager til depressionerne og et ambivalent forhold til moderen selvfølgelig også fylder i dagbøgerne. Enhver generation ejer vel tidspunkter, hvor den tænker sig friere end den foregående, vel ikke mindst fordi man gør op med konventioner fra de foregående, og piger har jo altid været forholdsvist mere beskyttet end familiens drengebørn, men vé den der tror pigerne af den grund var mere puritanske eller mindre trodsige end de selv! Desuden forsøgte uddannelsesinstitutioner og politikere også dengang at påtvinge de nyuddannede en rigtig dårlig samvittighed over bare at rejse deres vej med den ”gratis” uddannelse under armen. Hun skriver et sted noget rigtig smukt:
”Jeg gjorde hvad jeg følte var det eneste rigtige og giftede mig med den mand som jeg følte var en eneste mand jeg kunne elske, og ville være sammen med, følge i ét og alt og lave mad til og føde børn for og skrive sammen med. [Udeladelse.]. Og alt tydede på at jeg var lykkelig sammen med ham, tænkte mor. [Udeladelse.] Hvordan kan jeg være lykkelig når jeg har gjort noget så farligt som at følge mit eget hjerte og min forstand uden hensyn til hendes erfarne råd og Mary Ellen Chase’s misbilligelse og den pragmatiske amerikanske verdens kolde øjne: jamen hvad lever han af? Livet, kære venner. Det er hvad han lever af.
Det er der ikke ret mange der gør mere. Det er for risikabelt. Først og fremmest er det et forbandet stort ansvar at være sig selv. Det er meget lettere at være en eller anden anden eller slet ikke nogen. Eller give sin sjæl til Gud ligesom St. Therese og sige: er der noget jeg frygter er det at følge min egen vilje. Gør du det for mig, Gud. Dette rejser nogle problemer og spørgsmål.”.
Dagbogen er en vidunderlig indføring i en dygtig poets overvejelser med sit liv, hvis menneskelighed er nøjagtig lige så sårbar som rigtig mange andre menneskers er det i dag, hvor det kan være præcis lige så svært at finde modet til at virkeliggøre hvad man brænder for. Og det kan være godt at vide, at også andre mennesker har lidt de samme kvaler, 60-70 år spiller ikke den store rolle i historien. Gråzonen af umenneskelig politisk ligegyldighed er stort set den samme, for kort tid siden var danske politikere lige ved at lukke ned for tilskuddet til Livslinjens natpersonel, det tar sin tid at skabe solide sociale forandringer, selv samfund der praler med velfærden. ”Måske bliver jeg aldrig lykkelig” er m.a.o. et forslag til god læsning…;)
Redigeret af Simon (02/11/2015 05:23)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|