Og her, sørme så, lidt fin lyrik og musik:

http://www.youtube.com/watch?v=Q5mh4IuM3yg


Nico har altid haft en særlig plads i mig, jeg elsker stadig hendes stemmes brønd og de nøgne stemningslandskaber den lægger frem for mig, men nu er hun væk, og vi skal desværre ikke mere høre stemmen til koncert. Hørte hende første gang i 1982 en søndag eftermiddag i Montmartre, en fantastisk koncert. Udenfor strålede solen ned over alt det man ellers plejede at bruge søndagen til, men indenfor, der i mørket oppe på scenen, helt alene, sad denne smukke kvinde, hyllet i små 400 forventningsfulde og drømmende øjne. Hovedsagelig hørte vi numre fra LP’en The End , men Chelsea Girl og Dessertshore er altid dem jeg sætter på, når det er Nico-time:

https://www.youtube.com/watch?v=dgkgTA7COkg


mvh
Simon

novemberaften Frb. Allé

en cigaretstump synger uhørligt
fra toppen af en våd ahorn
paraplyer vandrer forbi underneden
og alle mennesker har antennerne ude

i den mørke novemberaften
kører bilerne slowmotion gennem alleen
og klare sødlige regndråber
klatrer ned ad mit skæg
min mund masserer grådigt og skævt
din smukke hvælvede pande af porcelæn

denne regn er så blød og erotisk
at ostehandleren varsomt og henrevet
stiller alle sine oste ud på gaden
og det emmer på samtlige ruder
som om unge dampende piger
steg rosenrøde op af varme bade

det var så lykkeligt og tropisk overalt
at ingen blev forundret da færdselsbetjenten
der dirigerede krydsets somnambule trafik
roligt og beslutsomt trak tøjet af
og sang en mystisk regnvejrssang på et sprog
som alle troede var uddød for årtusinder siden

--

close-down

metafysikken har gode stunder
de blå mærker bliver gule og grønne
imellem linjerne står der en masse
det ved enhver

den fri verden går ind for øget kontrol
og har et kamara skjult bag hvert eneste digt
så de kender månens og punktumets bagside
når det en dag er kommet så vidt

alle gader udmunder i sort forrådnelse
hvis de da ikke er spærret af politi
eller på anden måde ender blindt
i en domkirke fx

det ene øjeblik tar faktisk det næste med sig
og snart kan man ikke huske hvor gammel man selv var

dog stadig må jeg beundre kapitalismen
ikke mindst for dens evne til at beskytte forbryderne
mod de små i samfundet

hvad kan det ikke udvikle sig til efterhånden

faldet (døden) tar nålen med sig i faldet
og når aldrig at angive sin position

- Peter Poulsen.

mvh
Simon

Salt

Som der for den besatte opstår øjeblikke
hvor sanserne er skærpede til det yderste,
opstår der timer for den dybt bedøvede,
hvor han kan fatte kønnenes farver
& høre saltets tone...
Efter dyb søvn ser han sandheder
ved at krydse en gade,
ved at spise en frugt etc. ...
Skygger angriber ham fra hærgede huse
i den ældste del af byen...
Med denne bevidsthed er det endnu smukkere
& dobbelt så pinefuldt
at være vidne til en større sammenhæng
som urets uro, eller jordens rotation...

- Rolf Gjedsted.


På vante måde solen toner
i brødresfærers væddesang,
og ad de foreskrevne zoner
henskrider den med tordengang.
Dens skue fryder engle skare,
skønt dag for dag en gåde ny,
det skabtes vælde åbenbarer
sig herrrrrligt som i tiden gry!

- ? ;)

mvh
Simon

Simon, tak for alle de gode ord til glæde og inspiration ... til indånding og liv

Floden er gammel, og floden er ung.
Byen er sorgfuld og munter.
Natten er glædelig. Natten er tung.
Livet er timer, sekunder.
Hold dig til livet et stykke endnu
døden har masser af venner.
Æd kun af mørket, men tro på at du
snart finder hende, du kender.

Lande blir' nedlagt og lande består
venner forsvinder og savnes.
Livet er mer' end sekunder og år.
Snart vil vi mødes og favnes.
Gribben er ikke en kolibri.
Lænken er ikke en kæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi
så er vi begge tilstede.

Luften er lummer, og sommeren går
forår er noget, man mindes.
Livet er mer' end sekunder og år
forår er der, hvor hun findes.
Danmark er lukket og gået i hi.
Gold er en indkapslet glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi
så er vi begge til stede.

Mure kan gi' sig, men luften er hård.
Livet begynder at stramme.
Husk, selv om rotter slikker dit sår:
lys er den mørkeste flamme.
Affind dig ikke med mørkets magi.
Rut med dit forråd af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi
så er vi begge til stede.


Træer kan vælte og riger forgå.
Kloder kan vælte som ærter.
En ting er drøj og går aldrig i stå:
Kærlighedens magt over hjerter.
Mørket vil binde, men lyset gør fri,
bred er den smalleste glæde.
Vis mig dit ansigt før alt for forbi.
så er vi begge til stede.

Mørket kan larme og mørket er lyst.
Sorgen er nem nok at lære.
Jeg ved en zone, hvor mørket er lyst.
Der vil jeg synge og være.
Ånd på mit hjerte og tæl så til ti.
Hør, hvor det vågner af glæde.
Vis mig dit ansigt før alt er forbi,
så er vi alle til stede.

Benny Andersen

Sensommerhilsner og tak fra RoseMarie

Hej RM..

Ja det var jo ikke så ringe, som vokalister i det jyske og fynske, ville ha’ sagt, for Benny ér jo en solstråle i enhver skyggefure, som alle med nydelse ka’ læse og ofte i selvsmil, og i den forbindelse synes jeg Piet Hein passer så godt hertil, dette stolte og store menneske med de mange smukke betragtninger og skabelser fra egen hånd – håber du nyder sensommeren i havelandskabet, og får hvert et lille udspring af liv med dig ;)

Prometheus’ væld

Prometheus ranede Olympens ild.
Og da hans arne vel var gennemglødet,
saa lae han kød og fisk og frugt paa grill
og sae: Nu er jeg ikke mere vild.
Hil,
himmelkraften under levebrødet!

Een kunst var kendt, men tusind gaader tav.
Skjult for os slog i dybet lysets plektron
atomets cither. Alnaturens hav
laa ukendt. Men paa stranden fandt vi rav.
Av,
der var lynild i det stof Elektron.

For kløgt og vilje er med knirk og ve
nu selv atomets indre højborg vaklet.
En trylleformel lod et under ske.
Det døde stof blev energi, thi se:
E
= mc² *) gør miraklet.

Er mennesket nu herre eller træl
for al den kunnen vores liv kan rumme?
Naturens vætter tæmmer vi med held.
Men hvor forstandigt styrer vi os selv?
Hvor kløgtigt brur vi vore kræfters væld?
Well –
er vi klogere end vi er dumme?
__
[*) Omsætningsforholdet mellem stof og energi].

Nu ska’ vi jo snart til det igen, vinterens iskolde januardage i sol med de rødeste kinder og næser under luen, det har alt sammen sin charme, årstiderne. Piet Hein skrev dette her til Johannes V. Jensen, smukt er det, som så meget andet, der kom fra hans hånd:

Januarsol

Nu leger tidlig foraarssol
om Sjællands frosne straa.
Den kolde, lyse vinterjord
er god at vandre paa.
Et blaf af blegt og lunet lys
har vasket byer og trær.
Hvor tydelige alle ting.
Hvor virkeligt et vejr.

Et træ staar rakt mod rummets dyb
med nye skud paa spring,
forgrenet som et slægtens træ
med livets lys omkring,
med roden i en haarde jord
og stammen strid af liv.
Det gode gribelige nu.
Det lange perspektiv.

Han søgte virkelige ting
og ingen verdensflugt.
Den vare sans, det vide syn,
hvor virkeligt, hvor smukt.
Luk verdens svale, skarpe sol
og klare syner ind.
I dag som da skal livet gro
af karske, sobre sind.

Nu tungetaler mørkemænd
i magisk mulm paany.
Man haaber sig en billig tro
og lusker sig i ly.
Men aabent, uforfærdet sind,
og udsyn støbt i ord,
er stærk som dette klare lys
mod denne kolde jord.

- Piet Hein 1960.

mvh
Simon