Omsider er regntrommens rasen erstattet af orkestret fra træers stille dråbefald, også vidunderlig musik men bedst hørt i skoven. Her Epikurs havemand og ven, fanget på hvalryg i en duft af pibeurt og kaffe, dryssende længsler og stjernestøv i øjne, en stjernehimmels musik med Epikurs sko i ørerne:

Epikur Kommer Hjem


Nyder roligt min flade pibe,
og dens rør er tyndt og langt
og buet ganske svagt.
Nyder tobakken, hvis farve
min menneskelige kunst og
tændstikkens glødende geni
forandrer fra solgult til
negersort og sidst hvidt
som den gamle mands haar.

Nyder havet og dets ro,
skibets dirrende ryg,
maagerne, der ler af sult
eller lede ved altfor
megen mad, kysterne,
der snart vil drive væk.

Og netop fordi de tydeligt
har vist deres uafhængighed
overfor stærk strøm og storm
og alligevel vil forsvinde
bag en endnu ikke synlig
horisont, nyder jeg de
varme, menneskefyldte kyster.

Sidder på et skibsdæk og
sorterer mine mange syn,
putter dem ind i min
indsigt, nyder alt omkring.
I lommen har jeg en stor længsel,
en stor længsel efter at komme hjem.

*

I Mit Vinterhus


Maaske bliver jorden vasket i skarp lud,
maaske piber vinden stakaandet forbi,
maaske skærer sneen ugræs itu

i de korte øjeblikke, jeg aabner den runde
glug i pigens alkove og ser
lidt ud i verden.

Hun sover langt nede i høet med den
grove pude halvt henover ansigtet.
Længst nede pusler en mus.

Men fra denne søde, hede luft længes jeg bort
bare et lille sekund, og jeg
skyder gluggen tilside.

Ser jeg ud i verden, ler alt i mig.
For derude trækker solen stadig
rundt med sin maaneballon.

*

Søndag I September


Uglen slaar ned paa sit bytte.
Kysser det først fra det fjerne
med tungen.
Hugger siden med næbbet
og kryster i kloen.
Lugter blodet
og ser det.

Uglen sidder i træet og skriger.
Uglen er mæt, og den sidder og skriger.
Efteraar. Efteraar.

*

Jægerens noder til sindets musik, et epigram til øjeblikket med solen bag nøgne træer:


Ode Til Året


Det stille stakkels træ med kors i
barken. En brun og nøgen, sædfyldt mark,
Oktobervejret ser dem sammen og ler.

Regn i en ensom sø. Taagemorgener.
Regndraaber hænger på telefontraadene
langsmed novembers veje.

Mørkt allerede ved firetiden?
Den vejfarende ser de venlige lys
sidde udenpaa husene i december.

Den øde januar forstaar at styrke
svag støj og dagenes stilhed.
Mellem de sorte buske galer en solsort.

Maaneden sætter sin mund til skorstens-
piben og suger graadigt. Ilden faar
ikke fem minutters søvn hele februar.

Tøvende væde og solskin, der springer skraat
ned paa marken. Om natten ridser fuglene
deres glæde over marts ind i himlen.

Nu løber en ustandselig vind forbi
landets gule vejrhaner og langt ind i vore
hjerter. April. April. Sød og lunken vind.

Hvem banker saa stædigt og sent mod
mit vindu? Birken i maj.
Birketræet under høje stjerner.

Nyfigent piller juni med vor længsel
efter nøgenhed. Træd ud af tøjet,
vis solen alle ting, den ikke kender.

I den aabne dør døser katten. Langsomme
skyer løser sig op i varmen,
blir til juliingenting.

Nymaanenaal. Gennemsigtige træer
mod en solnedgang. August. Og
jorden hælder regnen af sit gulv.

Klare dage. Nætter vi ikke kan sove bort.
I skoven lugter vi vor barndom.
Vi kører tørv hjem sidst i september.

*.

Nylig smed en hændervridende bibliotekar Dydige Digte ud, for blot at give hyldeplads til flere krimier hurtigt glemt; ellers dén slags man sku’ smide ud på netskyer til flagrende øjne, velvidende at de aldrig vil skylle ned og pytte sig; men ak, ikke kun året rinder ud …

Morgenstundens smilende julekalenderøjne, velpakkede skoletasker og slåskampe om badeværelset, køkkener med duften af madpakker, kun sjældent af havregrød, nu alle i skole med gårdvagter der nyder skolegården fri af sne, mens nisser længes …

Decembrisk Nordsjælland


Orangeriets fine himmelpinde
op i en bleg og farlig aften.
De lukkede søers sorte ensomhed.

Langs gule, lave længer, som intet
levende nogensinde synes at forlade.
Vejen er ene med mørket og en gæst.

Den første vinters aften ogsaa her
i Hørsholm. Een graver sin spades lyd
ned under sten. Snart sner alt inde.

*

SAAET PAA ET OLMERDUG


Vi to smaa glemte sædekorn
af efteraarig lød og lugt
har lagt os i en vinduesbænk,
o se, o se
hvor alt er sne og smukt.
En lammeulden foret vest
oppaa en blomsterstribet særk,
vi gider ikke vente pænt
paa vaarens vilde vokseværk.

I krogen ved min nøgne fod
komfur og kat i dur duet,
en tosset tromme i mit bryst,
o var, o var
din mund en klarinet.
Nu spirer jeg, nu gærer du,
for vi maa gøre, hvad vi ved,
vi to smaa søde sædekorn,
som manden glemte, hvor han smed.

- Frank Jæger, Dydige digte & Morgenens trompet.

mvh
Simon

Hej Simon

Jægerens herlige morgentrompettrut er musik som skabt til en dansant ... så tak for dansen :)))

Jeg sidder lige nu og hygger mig med et genbrugsfund til en femmer, Hvad angår poesi - papirbetroelser skrevet af Jørgen Gustava Brandt, hvori han bl.a. skriver:

"Som nævnt kan poesien også indfinde sig i udbruddet - og i høj grad i bruddene. Jeg går altså tilmed ind for råb, lovsang, håndklap, hvadsomhelst. Hvis poesien vil indlade sig! - Poesien kan overhovedet ikke forklares, men den betyder altid forvandling. Det digt bjergtager os, der viser sit slægtskab med musik og dans, og dog forbliver et digt, en formulering i sproget, dets mange måde at være ruse for poesien på, uden at noget dog fastholdes."




Mand med guitar

Jeg skreg engang, som dreng, i feber,- skreg
og styrted med mit skrigs raket,
en gylden flamme kastet ind i mørkets guddom ...

Det instrument, jeg nu, imens det regner
i min gades dæmring, ene her, slaar an, er svar.
Den rige regn, en gylden jubel. Stadens tage,
spir og kløfter svarer uafladeligt.
Se, paa mit hjærtes fjerne første raab
fortroligt nære svar: min gamle dør med sprækken,
lyset, ting, det falder paa og vækker,
piben, uret, flasken, selv den slukte lampe
og den søsterlige kop med revnen.

Alt er svar. (De korte døgn jeg kom fra:
fyr der hoster hult og hæst i taagen,
eller, mellem vissent løv en dag,
en efteraarsfugl med dybe, runde toner
i det tydelige træ i klar og lydhør
luft der holder fuglestemmen længe
langt fra denne by.)

Og her:
den draabevise regn fra kvist, igen,
igen, er svar,
og syngende kloaker under riste er det,
trygge, mørke gavle, som jeg kender, er det,
byen i mit hjærte er det- rislende og
disse ord,
hvis duft, som regnens i den aarle morgen,
er forunderlig og fuld af sælsomt foraar.

Saa langvejs fra maa svaret komme,
ytrer sig med mange divisioner.
Lovet være ly for overvintret sjæl,
den hvide søvn i gryet, barndoms sygeseng.

Gamle guddom af i morgen, dine
gerninger er hver dags hændelse og tal.
En ting, en enkelt, en tilfældig, paa sit sted,
hvert øjeblik, er svarets sum, dersom vi elsker.
Men vore blinde afkalds døgn
er ligegyldig død.

***

Perception

Den blå susen
der er altid et-eller-andet dér
uden for kraniets knasen
blikfang
tilmed venlige
ørehængere
vindens lugte

udenfor men indeni
opstemt
panik alene i kraniet
løftet svimmelt
krattende mod loftet
fængslet af dét-dét
derude
et-eller-andet

her hovedet dog et ringe værn
mod selv den svage lyd
fra gabets kæmpe larm
tværtimod – det er
dens grebne
bytte
dér
uden for skallen

hvor de på slidte øjne
blaffende forbi
forestillingen stadig lever
i det vidåbne blik der vil lukkes
som et urværks begær efter
stop

Mærker
sommetider
eksempelvis nu en
dag som denne
trækket af kroppens vægt
sølvgrå brædders knage
under fødderne
håndens tyngde
idet den rammer
griber
om rækværket
i fingrene en prikke som af nåle
over glat træ
hærdet af salt lys blæst
under og over
gammel solfaldskvæld
fordoblet
over de rytmiske tærskler
flydende

Mågeskrig over klitten
og bagved
allikers knirkende
latter
der er altid et-eller-andet
udenfor indeni
som overfor
blev man set
derfra

Vent
kommer
kommer ikke – jeg kommer

der er et-eller-andet dér
jeg ikke kan nå
uforløst
uberedt
utilnærmeligt
stort
skrattende i skallen
og muligvis ikke
af dette – –

***

Med velberåd hu

Gå tænksom med dørene
og kønslig

uden tugt
løs og ledig

ingen lyssky
ingen griskhed

holde af
svare til
bøde på
lade leve
lade være

for det haster jo
at udøve den kunst

***

Jeg tøver ved ordet
kærlighed
om ikke det
med andre ord
er tilgivelsens magt

hvis indgriben
gør noget gjort ugjort
forladt

***

Ave forventningen


Bedste hilsner i forunderlige aftenlufte
RoseMarie

Hej Simon og RoseMarie

Hvis jeg dog bare havde et forunderligt digt stående der på skrift, men jeg er ikke poet, blot en dranker på vejen som ønsker han kunne digte...der er sild på vejen...det var en halv strofe...kvinder har nu altid bevirket noget hos os mænd. Nu må jeg hellere sove lidt. Måske fange en fisk...kan man det fra et vindue

Så har jeg vist okkuperet det hele...men ikke ligefrem som Hitler...alle kan komme til orde her. Beklager forstyrrelsen...

https://www.youtube.com/watch?v=-LdNrXaoT24

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC

Sild er godt og en forstyrrelse værd. En julesild er helt uundværlig, og jeg selv har netop fået en sildemad som aftensmad :))

Angående sildefangst fra vinduet, så skru op for musikken og slå vinduer og døre op. Jeg er helt sikker på, at den her vil kunne få sild til at danse på åben gade :)))

https://vimeo.com/16599629

https://vimeo.com/64855608

Bedste hilsner og held&lykke
RoseMarie

Hej ABC..

Sæføli ka' du digte, hvortil blot kræves din egen fantasi, altså ikke nødvendigvis at rime ...
Kast dig fluks over Pegasus og træd rask mod biblioteket, hvor du på en hylde finder bogen Sære Historier af Villy Sørensen. I denne vil du med fryd ku' kaste dig ud i et fantastisk landskab af fortællinger, der sikkert som amen i kirken så vil kickstarte din fantasi - hvad så end dén vil frembringe, skal herefter blive spændende at se. Ingen grund til at ...

Vale!

Tre Viisdomstænder har jeg dog tilbage!
Der var kun enogtredve Tænders Gnidsel,
den Dag jeg strammede Pegasens Bidsels
og lod den springe over Danmarks Tage.

Forøvrigt var der næppe Grund til Klage.
Her satte mig dog Kunsten blot som Gidsel.
I Hestens Foder gemtes Torn og Tidsel -
hvad Under om dens Koder blev lidt svage.

Nu føler den igen min Spores Smærte.
Nu klapper jeg igen dens blanke Hals:
"Hvad end du er - du er dog ej til Fals.

Thi stort - det véd du - er din Herres Hjærte.
Og var hans Hjærne end iblandt de svage: -
tre Viisdomstænder har han dog tilbage!"

- Hans Hartvig Seedorff.

mvh
Simon