1
registreret
(1 usynlig),
1
gæst og
0
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#16111 - 16/09/2013 17:36
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Så smukt det er, denne vekselvirkning i naturen der afspejler sig i vore tanker, handlinger og levned. Det er disse omvæltninger der tumler os, der får os til at tumle med tankerne, med livet på det og det sted, i den og den situation, bygge drømme og håb om...hvad der skal komme. Snart ska' vi vade i sneen, stampe kolde fusser i jorden, sparke dæk med kolde næser og drikke varm kakao og spise varme boller under tæpper med sommermønstre på. Glæder mig til Peder Lieps varme pejs, se dådyr stikke hovedet op, måske der endda kommer digte på bordet - hvem ved ;)
mv efterårshilsner Simon
Redigeret af Simon (16/09/2013 17:37)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16114 - 19/09/2013 17:10
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Årets og livets vekselvirkning er uvurderlig ... og for mig uundværlig, fordi denne vekselvirkning også er en del af mig som menneske ...
Og Halfdan, det skønne og livskloge menneske, som netop under lattermildheden også i sig rummede et sted med en meget stor og dyb rumklang skriver :
FEBERMÅNED Den som har set september, febermåneden, gløde ved at et forår lever under hvert blad som døde, ved at før livet styrter bærer det høstens byrder. Tiden blev ramt af feber. Men i vor kvals betændte glødende rum har søvnen skænket os sakramente. Feberens storm har bøjet, hærget og sammenføjet. Stod vi, af ild omkranset, søgende livets nåde, ramte en stilhed hjertets bristende nervetråde. Over vor feberkurve hørte vi sang af spurve. Skyggerne fandt os ikke. Søvnen blev drøm og tanke. Endnu mens natten bandt os hørte vi hjertet banke. Noget kom nær. Og fjerne tåger blev sol og stjerne. Lyset blev til og rørte blidt ved de stumme malme, bad dem at lægge toner ind i en dæmpet salme, bad dem at kime over alt hvad der tidløst sover. Flammende steg vi gennem feberens skyggerige. Løftet og genopstandne kunne vi ikke vige. Roligt skal den som kæmper møde sit livs september.
... og i "Hilsen til Halfdan" (et festskrift til fejring af Halfdans halvthundrede-års-dag) skriver Stig Carlson en svensk hilsen, som lyder :
Det är en svindlande sekund då världens hjäta står stilla och bara vinden hörs i en avlägsen skog. Det är en natt när lätta fötter bränner över stranden, när febern sjunkit och något som liknar glömskan smyger sig in till den som vill lyssna.
Det är en natt som vågar tystnaden stillheten livet i döden -
det är en natt för alla som vågar lyssna til förebudet. Den som har sett september!
Stig Carlson
Jeg lader ordene stå uimodsagt og sender istedet bare de bedste septemberhilsner fra
RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16153 - 03/10/2013 02:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM...
Paul La Cour sagde engang, ”at være digter er ikke at gøre digte, men at skabe en ny måde at leve på”, hvilket står fint i forlængelse af dine egne tanker. For det at gøre billeder af sine livsoplevelser med det formål at skabe nye erfaringer, kræver virkelig at digtet fødes med et liv i sig selv, som så kan berige de billeder vi har af os selv, ja som måske kan skabe liv i senere tiders ansigter. Man kan lære noget af dem, når de er gode og ikke bare er kønne vers i jamber osv.
Men her et af Nordahl Grieg, skrevet da han bare var 14 år og foræret til storebror Harald, hvis bog ”Nordahl, min bror” jeg pt. nyder i natlampens skær til lyden af hende der aldrig snorker. Nordahl Grieg var en af rigtig store, som jeg mener man må læse og ha’ i sin bogreol – men har vi så det? ;) Der var otte år mellem de to brødre, Nordahl var den yngste med to søstre imellem, så brødrene lærte først senere hinanden rigtigt at kende. Dette lille digt, læste Nordahl for sin bror inden denne skulle tilbage til sin hovedopgave i filologi i Kristiania – det Oslo, som jeg nu engang synes burde genfødes Kristiania, og ikke mindst i mindet om bohemekvinden Oda Krogh, om hvem du kan læse et besættende portræt af den finurlige multikunstner, Ketil Bjørnstad. Digtet her er meget smukt, det ligefrem dufter af vemodets historie, der bringer os ret ind i en virkelig erfaring, som så fører mig tilbage til en anden tanke fra Paul la Cour, at poesien ikke lever i tingene selv, men i deres forbindelse med os – at det ikke er det bestemte træ eller solnedgangen, som er poesi, men betydningen for sindet. Han mener dermed, at det han fandt da han søgte poesien, var livet vi lever. Måske dette står nogenlunde i forhold til hvad du selv tænkte dig til om poesien? Ellers nogle smukke sager, du senest har prydet Mellemrummet med ;) Den sidste kveld –
Jeg elsker dette stille sus som vælder om vort sommerhus og tier ingensinde; jeg elsker bækkes muntre sang, det sagte nyn i løvets hang av kælne sommervinde.
Jeg elsker denne duft af hø, som stiger fra en nyslået bø og driver hit med vinden, og denne tunge kløverduft som bølger i den varme luft fra marken nedved grinden.
Hvor hurtig slik en kveld kan gaa! – Snart farves dagen skumringsgraa; om litt er solen borte. Snart staar et kjølig gufs af kveld, og dagens varmeslørte fjeld blir truende sorte.
Jeg sitter her i kveldens fred og ser på solen som gaar ned saa flammende og blodig. Den sidste kveld, den sidste kveld, - i skyggen af et nært farvel, - det gør mig så vemodig.
- Nordahl Grieg.
Og så tilbage til Paul la Cour, med digtet der har erfaringsindhold hos mangt et menneske, i denne tid:
Identitetspapirer –
Født en Novemberdag i Morgentaagen med blaagraa Øjne 1902, halvvejs i Livet, kæmpende og vaagen, og uden Ro.
To Krige saa jeg grumt som Vilddyr rase og sønderrive Menneskenes Bryst og kryste alle som en Drueklase i mørknet Lyst.
Forvildelse greb om sig og fortæred med det forraadtes modstandsløse Nag vort Liv, til alting strømmede i Skæret af Nederlag.
Knust blev min Ungdoms fjerne Violiner, og Sjælen fandt sit frygtelige Tegn: de endeløse Byer i Ruiner og Mudderregn. Dog fik jeg med mig fra min Fødsels Taager en Vished, ingen Nød har slettet ud: en Guddomsflamme i vort mørke vaager trods Storm og Slud.
Den fjerne, skære Flamme skal vi skærme, skønt det var den, der hærgede vort Blod, da den forfaldt som Vin til bitter Bærme og sved vor Rod.
Født en Novemberdag i Morgentaagen med blaagraa Øjne 1902, halvvejs i Livet, kæmpende og vaagen, og uden ro.
- Paul la Cour.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16157 - 03/10/2013 12:38
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon ... og tak for de smukke digte og for dine ord og tanker om, hvad digte og poesi kan betyde i det enkelte menneske og for det enkelte menneskes liv i det hele taget. Du skriver: "... at poesien ikke lever i tingene selv, men i deres forbindelse med os – at det ikke er det bestemte træ eller solnedgangen, som er poesi, men betydningen for sindet. Han mener dermed, at det han fandt da han søgte poesien, var livet vi lever. Måske dette står nogenlunde i forhold til hvad du selv tænkte dig til om poesien?" Og ja, jeg kan kun svare JA ... det er præcis dét, jeg tænker og får ud af at læse poesi ... og hvilke appetitvækkere, du gi'r mig, TAK! ... La Cour, som du før har citeret, må jeg altså til at fordybe mig lidt mere i, og Grieg må jeg til at stifte et helt nyt bekendtskab med. Lige nu kommer jeg til at tænke på den svenske forfatter og pianist Tomas Tranströmer, som for to år siden fik årets Nobelpris i litteratur. Nok fordi han også har reference i musikken, og digte er bevægelse som musik, langsom musik og bevægelse. Langsom musik
Bygningen er lukket. Solen trænger ind gennem ruderne
op opvarmer oversiden af skrivebordene
der er stærke nok til at bære menneske- skæbners vægt.
Vi er ude i dag, på den lange vide skråning.
Mange er i mørkt tøj. Man kan stå i solen og lukke øjnene
og mærke hvordan man langsomt blæser fremad.
Jeg kommer for sjældent hen til vandet. Men nu er jeg her,
blandt store sten med fredelige rygge.
Sten der langsomt er vandret baglæns op af bølgerne.Henrik Nordbrandt har om Tranströmers digte skrevet : »Skulle jeg prøve på at forklare den helt specielle oplevelse, som et Tranströmer-digt kan sætte i gang hos læseren, ville jeg nok beskrive den som en næsten chokagtig fornemmelse af at få indsigt i noget, som på én gang er helt nyt og meget velkendt. Noget aldrig tidligere oplevet, der kommer fra et sted, man ikke anede eksisterede, men som man ved, også findes dybt inde i en selv. Tranströmers digte virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje. Fra hans først udgivne bog til den sidste i rækken fremtræder forfatterskabet ejendommeligt helt og organisk.« Skitse i oktober
Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?
Den er tung, slukket lampe i kulden.
Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!
Som om nogle ville hentes.
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.Ja, det her blev både til lidt musik og oktoberstemning på endnu en smuk efterårssolskinsdag, hvor man kan blive helt himmelhavehøj Må du nyde dagen og oktobersolen i vindens bevægelse. mvh RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (03/10/2013 12:39)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|