Man ka’ da blie så glad i låget over Ekelöfs tidligste digte, her to fra første samling: Sent På Jorden – og man hører under læsningen en mund mumle: bedre end aldrig, du svenske Vergil …


Blomsterne sover

Blomsterne sover i vinduet og lampen stirrer lys
og vinduet stirrer tankeløst ud i mørket udenfor
billederne viser sjælløst deres betroede indhold
og fluerne står stille på væggene og tænker

blomsterne læner sig mod natten og lampen spinder lys
i krogen spinder katten uldgarn at sove med
på komfuret snorker kaffekanden nu og da med velbehag
og børnene leger tavst med ord på gulvet

det dækkede hvide bordventer på en
hvert trin aldrig kommer op ad trappen

et tog der gennemborer stilheden i det fjerne
afslører ikke tingenes hemmelighed
men skæbnen tæller urets slag med decimaler

*

Usynlig tilstedeværelse

daggryet kom med brustent blik,
vinduet stirrer længe
i øjeblikket der faldt bort
da vækkeuret ringede …

en gaben slæbte sig over gulvet
og druknede i servanten,
vinden åbnede badeværelsesvinduet
gardinet dansede på tværs …

udenfor drak vanddråberne lys i tågen
som spejlede gadesælgernes usynlige råb
og de store sorte træer lignede
lydløse råb med armene i vejret

Paris 1929

- Gunnar Ekelöf.

lidt til ørerne: https://www.youtube.com/watch?v=zq4FJW1_tUc

Benny Andersen ka’ også dét med bønnerne, men på en ovenud humoristisk varm måde, som nok de allerfleste forbinder med denne musikalske ål:

Bordbøn

Giv mig i dag
mit brød at smørre.
Blødt og strengt skal mødes
i mine hænder
og smørrets solskin overvælde
brødets mørke.
Lad mig røre ved det vi lever af,
brunt brød, gult smør,
kærlighed.

*

Morgenbøn

Levende morgen,
skil surt fra sødt
og inderst fra yderst,
lad lysets knive skrabe bort
mit inderste sure hovmod,
at jeg kan frygte
når frygtens time slår,
at jeg kan høre
hvor jeg skal falde ind
når den store musik begynder.

*

Her i reservatet, er der…

Lighed

Og ingen mennesker er mindreværdige
At nogen føler sig mindreværdige
og føler andre som mereværdige
skyldes for det meste
at de der føler sig mereværdige
får andre til at føle sig mindreværdige
At få andre til at føle sig mindreværdige
må betragtes som mindreværdigt
så derfor må de der betragter sig selv
som mereværdige og betragter de andre
som mindreværdige selv betragtes som
mindreværdige
Men hvis alle må betragtes som mindreværdige
kan betegnelsen ikke bruges mere
derfor er der ingen mindreværdige mere
her i reservatet.

*

November December

Lyset ret mørkt af lys at være
varmegraderne kolde
solen virker stærkt rystet
man hilser ved hjælp af krampetrækninger
gardiner klæber til ruden
folk synes på vej hen
for at blive udstoppet
istapper sømmer sjælen fast til kørekortet
en avissælger slår pludselig over i norsk
en domptør og en nøgen dame
tilkaldes i hast til Børsen
hvor deprimerede vekselerere
kravler skrigende rundt på gulvet
men samtidig forlyder det
at mundinger er ved at kløjs i ammunition
eller nægter at spytte den ud
skønt næsten alt hvad der foregår er ledsaget
af ønsker om genindførelse af dødsstraf
det er allerede for sent at komme for sent
og sorte lister går i kæmpeoplag
for at undgå kolde fødder er der snart ikke den
hvis skuldre der ikke bliver stået på
man er så småt ved at vænne sig til kulden
her i reservatet.

- Benny Andersen

mvh
Simon

Så er det med at kridte sneskoene:

https://www.youtube.com/watch?v=YqYXNcHVI9k

mvh
Simon

Et noget vemodigt, ja nærmest ophøjet digt, fra den herlige Schade:

NYTÅR

En nytårsaften ved juletid
lå jeg i sengen, forkølet og sløj
og fattig som rotter i skidt og møg.

Sort i humøret, skønt sneen var hvid
ude på taget, hvor rotterne sprang
lå jeg og hørte på klokker, der klang

og ringede midnat. Jeg sagde godnat
til min kæreste, dengang min søde skat,
og følte mig ensom og lidt forladt.

Så var det jeg vendte mig mod min væg
og hørte klokken slå sidste slag
i det gamle år, før det nyes brag.

Jeg ville sove, og gemme mig bort,
men væggen, som før var så mørk og bar
var pludselig varm og lysende klar.

Da så jeg min dreng på 3-4 år
komme til syne som regn på en rude.
Så tydelig, klar som en stjerne derude.

I hånden holdt han en tryllestav
som fe’er i børnenes eventyr –
den lyste som stråler fra lynene skyer.

I nogle sekunder smilede han,
og så forsvandt han. Med lynets fart,.
Men kom igen. Lyset strålede klart.

Så sov jeg. Så mærkeligt glad igen.
Om morgenen stod jeg for første gang
i måneder op. Jeg gik og sprang.

Og da jeg kom ned til det store hus,
hvori han boede, kom et sus
af glæde farende ud af døren,

og han sprang ind og kom straks tilbage
med sælsomme ting i sin lille hånd –
det var jo Virtus og så hans ånd.

Han holdt tallerkenen fra julebordet,
af simpelt pap med en nisse på,
der holdt et lys, som var det, jeg så!

Han sagde med sin stemme, så barneklar
˶Det så du i nat, min kære far.˝

*

Her ét til, af den vidunderligste slags:

Ved havet

Havet nynner med tung ro:
Tulia, tulia, tul tul.
Ved Vesterhavet står et par sko.

De sko er Karens med skind og hul,
nu står de her for en lille stund,
mens vi har puttet os mund mod mund.

Og havet stiger i storm og nat
fra Vesterhavet til Kattegat –
en hvis lille sko liogger hen, forladt.

Og brændingen brøler af latter fuld:
nu fylder havet det lille hul.
Tulia, tulia, tul tul.

- Jens August Schade.

mvh
Simon

Lidt til de omvendte - øjne:


En gammel mand
sidder omvendt på en stol.
Benene op
armene ned.
På fødderne bærer han omsorgsfuldt
en lille stump himmel.

mvh
Simon