0
registrerede
816
gæster og
201
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18590 - 07/10/2014 10:50
Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
[Re: Michael]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3996
Sted: Nørresundby
|
|
En bombastisk udtalelse som at: "livet har ingen mening" siger efter min mening ingenting.
Jeg vil ikke, være så hurtig på aftrækkeren, men bruge min filosofiske forstandighed, min evne for koncentreret reflektion, begrebsanalytisk efter og gennemtænkning hvad er det vi taler om, har for os.
Det første der fanger min opmærksomhed er livet.
Hvad refererer livet til? Er det vores evolutionsbiologiske opfattelse af livet (alt levende) sammenholdt med at vi skal død (ethvert biologisk individ liv skal død).
Eller refererer livet til menneskelivet, forstået som menneskets eksistentielle liv eller eksistens.
Og igen er det som betragteren, som en objektiv betragter, at udsagnet: "livet har ingen mening" udspringer af. Eller måske udtalelsen ligefrem stammer fra et menneske med en hel bestemt dagsorden.
Hvad med om vi forlod betragterens rolle, og spurgte os selv stående midt i livet i al vores kastethed af mellemværende der stemmer og optager os, engagerer os, ja måske ligefrem griber og overvælder, ja begejstrer os (fx venskaber og kærligheden mellem mennesker; voksen mand og kvinde som forældre og børn).
Måske, biologen og den distancerede betragter, kan finde på bombastisk at sige "livet har ingen mening". Og går man ham efter i sømmene siger han det måske hildet i en diskurs rettet imod religiøse verdensbilleder, som han opfatter disse, mere end som dem indenfor erfarer og oplever det.
Altså vender vi os imod hvert enkelt af os mennesker, får vi et mere nuanceret og mangfoldigt forskellige svar, end den bombastiske udtalelse om at livet ingen mening har.
Liv og død kan ikke adskilles, det har altid været og vil altid være sådan at døden for os mennesker er bestemmende for det syn vi har på livet. Modet til at død og modet til at leve er indbyrdes afhængige. I den sammenhæng står vi og psykiatrien overfor dem der ikke ønsker at leve fordi de ikke ved hvordan de skal dø, fuldende eller gestalte livet, på trods af det faktum at vi skal død. Angst for skæbne og død kontrollerer livet også hos det menneske der har mistet viljen til at leve. Altså vores livsduelighed afhænger af at vi er i stand til både at leve og dø (acceptere døden).
For nogle er døden (vores endelighed) så svært at acceptere at det går ud over livslysten (evnen til at glæde sig over livet, JA til livet), livsmodet, modet til livet. Ja måske det endda for nogle fører til fortvivlelse og meningsløshed, som flugt fra sig selv og livet, hvor man altid kan glemme og gemme sig selv i Das Man eller i verdensfjerne religiøse forklaringer.
Nå men jeg må afbryde min meditation over dette emne, da jeg skal ha løbet førend det begynder at regne voldsomt.
mange kærlige hilsner HansKrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18592 - 07/10/2014 16:26
Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
[Re: Michael]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej Mich..
”Livet har ingen mening, det er det skønne ved det.”
- Ja, for det betyder jo, at mennesket dels skaber meningen med sit liv og dels selv er ansvarlig for produktioner af livssynsidealer.
”Hvis man bliver fortvivlet og derfor finder en mening i de uendeligt mange trosformer der findes kan jeg kun tilslutte mig hvad Thoreau skriver i sit meget smukke essay "Om At Vandre": "Sørgeligt må det være, at finde, at der er en lov, som binder os hvor vi før ikke vidste af, at vi var bundet."
- Det var netop en frigørende tanke hos mange af oplysningstidens tænkere, tanker vi ser udviklet og kirken konfronteret med i rigtig mange tilfælde. Og man havde virkelig en blyhat at frigøre sig fra, i modsætning til friheden vi i senere tid er opvokset med, og i så mange tilfælde bare opfatter som en selvfølgelighed, dog kun fordi vi ikke har svedt det blod oplysningstidens forkæmpere badede i, men som allerede tog sit udgangspunkt i græsk tænkning for fire-femogtyvehundrede år siden. Hos særdeles mange forf. i det 19 og 20 århundrede er omdrejningspunktet i produktioner jo ”livets mening”, mennesker placeres dér i tænkelige situationer og udvikler en bevidsthed om absurditeter gennem erfaringer og stillingtagen, med netop mennesket selv i centrum, forladt af guden og med samvittighedskvaler i kraft af det méme der blev indpodet, og hvor mennesket tydeligt viser vilje og forstand til at skabe sin personlighed og anerkendelse i de sociale rammer. M.a.o. en udvej og et alternativ til de bestående tankefængsler man sloges med på også den tid. Thoreau eksperimenterede jo med sig selv, som rigtig mange andre gjorde, der ligeledes var underlangt konventioner der kun med tiden ville kunne forandres, forudsat altså, at mennesker udviklede alternativer og bedre værktøjer, ja andre idealer. For guden kirken jo sørgede for alle blev overvåget af, hev altid Nemesis’ griffer med svøberne ned fra himmelhvælvingen når selvstændige eksperimenter mislykkedes: ”dér ser i, når man udfordrer guds mening med eders liv, slår han ned for fode og man ligger selvforskyldt som man har redt!”, hvilket var alles oplevelse – og en paranoid indstilling vi også ser hos mange overtroiske mennesker omkring os i dag, fx hos Arne og hønsemanden her på debatten. Men mennesker der ønsker at skabe deres eget liv, har kun med tiden frigjort sig fra de samvittighedskvaler mennesker længe har slås med, fordi samfundets institutioner ikke længere behandler mennesker på den måde, man engang behandlede mennesker på. Der er kun i kraft af menneskers udviklingstrang sket en bedre udvikling, det skal vi huske, ikke mindst, at det netop var vore aner der skabte grundlaget for de forandringer vi nyder godt af i dag - det samme gælder selve demokratiet, som jo er et politisk styresystem der ikke hidtil er overgået af bedre, og som islamisk middelalderlig dogmetro slet ikke ka' hamle op med! Det er dét vi ser så mange mennesker i østen anderkende og søge en tilsvarende version af, dog deres egen udgave, de ligeledes vil tage generationer at udvikle! Når vi fortvivles, som vi jo kan gøre midt i kriser, er det virkelig værd at se tilbage på de tilstande vore aner befandt sig i, man får ligesom et pusterum ;) Så det tar virkelig sin tid af skabe grundlæggende forandringer, og vi må imponeres over så mange af de mennesker der gik på barrikaderne tilbage i historien, for det var dem der stillede de bedre spørgsmål m.m. Og så i øvrigt læse og forstå dem i den samtid deres stemme kom til udtryk i. En anden, der virkelig er værd at læse er Virginia Woolf, prøv ”Granite and rainbow”, essays hun skrev og trykte på The Hogarths Press, som netop viser en særlig forståelse for mennesket og dets sind, måden dette måtte udtrykke sig på, i det omgivne.
Man kan bestemt ikke sige Thoreau er frigjort, hvad dét så end er for noget, og det er heller ikke hvad dette handler om; det er mere selve processen og arbejdet med at udfordre sig selv, der er så imponerende ved ham, og så er det jo nogle fantastisk smukke historier han skabte, med øjne der søgte et eget sprog. En anden jeg stadig henfalder til, er Mark Twain, en fantastisk forfatter ;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (07/10/2014 17:00)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18593 - 07/10/2014 17:55
Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3996
Sted: Nørresundby
|
|
en paranoid indstilling vi også ser hos mange overtroiske mennesker omkring os i dag, fx hos Arne og hønsemanden her på debatten. der er ikke skyggen af overtroiskhed hos de to, hvilket du selv godt er klar over, men du forsætter bare i dit spor, og kan slet ikke skrive uden at din uheldige debatadfærd løber af med dig
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18595 - 07/10/2014 19:52
Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7547
Sted: Sydsjælland
|
|
Jeg har i denne tråd skrevet, hvad jeg har på hjerte om angst, om tro, og om håb, og det har hjulpet mig til større klarhed, synes jeg, men jeg har endnu ikke skrevet om kærlighed – og jeg mærker en vis tilbageholdenhed i mig – nok især fordi emnet er så stort, så fantastisk, så skønt, så dejligt – så vidunderligt.
Igen har jeg haft glæde af at se, hvad Gyldendals Den Store Danske har at byde på her, men også Den Danske Ordbog finder jeg nyttig – se selv.
Og hvad er så kærlighed – som vi vel alle sammen kender, men næppe rigtig helt kan rumme? Det for mig mest overraskende er, som Gyldendals leksikon siger:
En litterær påvirkning kan muligvis være kommet til de provencalske trubadurer fra den arabiske verden via den kærlighedslyrik, som blev skrevet af arabiske poeter i Andalusien, blandt dem Ibn-Arabi fra Murcia (1165-1240). De var under indflydelse af den sufiske sekt i Irak, der klædte deres forestillinger om Guds kærlighed i så profane klæder, at flere af dem blev henrettet som kættere. Hvis denne muslimske indflydelse på europæisk kærlighedsideologi er rigtigt diagnosticeret, så trækker den også dermed grænsen mod øst. For hinduer og buddhister såvel som for de gamle kinesiske og japanske religioner tilhører forholdet mellem kønnene enten naturen eller det praktiske samfundslivs område, ikke den højere religionsfilosofi. Det er kristendommens og platonismens forenede arvtagere, der opfører de uhyre overbygninger ved navn kærlighed.
Altså: Ingen kærlighed øst for islam!
Og jeg som troede, at kærlighed var noget universelt – gældende for hele vores dyreart.
Med stor skuffelse må jeg erkende, at jeg – åbenbart er provinsiel – ikke kan frigøre mig fra, at jeg tilhører den mellemøstlige-vestlige verden, hvor kærlighed vel for de fleste af os er det største og det smukkeste – som jo også Paulus skrev – i kristen sammenhæng:
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. (...) Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden" (1.Kor. 13,4-13).
Og som evangelisten Johannes skrev: "Gud er kærlighed" (1.Joh. 4,8) Men som vi også har fra Platon:
Sokrates — der aldrig hos Platon siger sandheder i eget navn, og som derfor nu, da han skal have sagt én, må gemmes bag en kvinde ved navn Diotima, som han refererer — udnævner eros til at være en dæmon, dvs. en "formidler mellem gud og mennesker". Eros er navnet for menneskets stræben mod den guddommelige idéernes verden. Eros er kærlighed til skønhed og godhed.
Leksikonet sammenfatter begrebet kærlighed med disse ord:
Forestillingen om kærlighed har i vores europæiske kultur to hovedkilder, nemlig i denne kulturs to mest grundlæggende formgivere: kristendommen og platonismen. Og en ting har de to forskellige kilder fælles: At der findes en kærlighed, som er meget større og rigtigere end den kærlighed, et sølle menneske kan nære. I kristendommen hedder den kærlighed agape, i platonismen hedder den eros. Den kristne kultur har betonet forskellen mellem de to, men ligheden er nok så vigtig at bemærke. Tilsammen indskriver de et felt, som europæiske menneskers bevidsthed har taget farve af gennem et par årtusinder.
Jeg er også glad for leksikonets indledende ord:
Kærlighed, er navn for tusinde følelser, der spænder fra en mere overfladisk og kortvarig sympati til den dybeste og varigste opfyldelse, et menneske kan opleve. Kærlighed kan give mennesker følelsen af, at de lever, og kærlighed kan få mennesker til at gå i døden. Kærlighed kan knytte et menneske til et andet: Det gælder i forholdet mellem børn og forældre (se tilknytning) og i ægteskabelig og/eller erotisk kærlighed. Og kærlighed kan knytte et menneske til en usynlig forestilling som i kærlighed til Gud, fædrelandet, sandheden eller partiet. Kærlighed er på en gang den enkleste og den mest komplicerede af menneskelige indstillinger, som griber ind i hele det øvrige bevidsthedsliv.
Kærlighed er ubeskrivelig — og dog poesiens mest beskrevne emne. Selv filosoffer og godtfolk må gribe til billedsprog for at udtrykke sig om kærligheden. Kærlighed er, skriver redaktøren af Ordbog over det danske Sprog, en "varm, inderlig følelse over for et andet væsen", og demonstrerer dermed, at han må gribe til både temperatur (varm over for kold) og rum (inderlig over for yderlig eller overfladisk) for at bestemme kærligheden. Ligesom Jesus måtte bruge lignelser og Platon dialoger for at få deres publikum til at fatte, hvad de forstod ved kærlighed.
Der er dog to sider af sagen, jeg savner, og det er for det første en klarere skelnen mellem den hengivende kærlighed og den begærende kærlighed – og for det andet kærlighedens retning. Her finder jeg mange retninger, som kærligheden kan gå – også kærlighed til en Gud – men ikke rigtig kærlighed til selve tilværelsen – til det værende – og det er for mig den mest fundamentale form for kærlighed (som i øvrigt også – synes jeg – overflødiggør spørgsmål om sådan noget som ”mening med livet”).
Hvad det sidste angår, må jeg dog indrømme, at det ikke er helt negligeret:
Mennesket er også af natur et socialt væsen. Det knytter bånd til andre mennesker, både praktiske og følelsesmæssige, men på forskellig måde i forskellige kulturer. Desuden ser det ud, som om mennesker nærer om ikke af naturen så i visse kulturer en særlig dragning mod det uopnåelige, som har vist sig at få en særlig betydning for disse kulturers kærlighedsideal. Og endelig ejer mennesket en evne — særdeles forskellig fra kultur til kultur og fra individ til individ — til at rette sin følelsesmæssige energi mod idéer eller forestillinger. Stor lykke og harmoni kan de mennesker opleve, for hvem alle fire tilbøjeligheder — seksualitet, venskab, passion og tro — forenes i samme genstand. Stor smerte og splittelse kan ramme de mennesker, som har forskellige genstande for de fire forskellige slags tilbøjeligheder. Især hvis de lever i en kultur, der foreskriver, at sammensmeltningen er det korrekte. En af de største vanskeligheder ved at indkredse kærligheden er, at den på en gang indefra opleves som det mest autentiske, naturgivne, et menneske kan komme ud for, og dog udefra kan ses at være formet af kulturen og historien ind i de mindste detaljer.
Som jeg allerede har nævnt, er det ”kærligheden til tilværelsens mirakel”, der mere and alt andet griber mig, giver mig ro, giver mig harmoni – og lykkefølelse Og det kan man jo ikke rigtig være bekendt at klage over
P.S.: Nu er der jo næppe tvivl om, at de to debattører, Ole og Simon (Jeg opfatter dem som ”pauseklovne, der udstiller deres dårligdomme”), vil gøre alt, hvad de kan for at ”erobre” denne tråd og bringe den væk fra sit emne – med vilde påstande om alt – og alle – og mig. Hvad det egentlig er, der driver dem dertil – lystfølelse ved (beskyttet af anonymitet) at kunne gøre alt det, de ikke ville slippe godt fra ansigt til ansigt og foran andre? – projektioner og/ellereller beskyttelse af egne standpunkter? – eller noget helt tredje? – det ved jeg jo ikke, men en ægte kærlig sjæl ville nok søge at nå ind i deres sind for at hjælpe dem til mere indre ro – og harmoni.
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|