Morn’ RM..

Og tak for de fine grünbeine på fluepapiret, som en stærk tysk tobak denne tidlige lørdag morgen, for det var akkurat som katastrofe-fisk på nethinden, med naturen som vor tids lyriske pauseskærm og lærdom på grundskoleniveau, hvor gudskelov langt fra alle universalmelankolikere opmærksomhedskrævende sidder og hiver deres kristus i fletningerne – til trods for at man jo forstår panikken.

Lørdagen er avislæsning på tværs og langs, nu under en skummetmælksagtig efterårshimmel, dog med enkelte gyldne lamper i kronerne men desværre uden morgensangen, som jeg savner, vore bevingede venner med pejling forlod os jo i stilhed. Så snart er vi omfavnet af bladguld med stor lyst på vandring og eventyrlæsning, og ja, hvem ved, måske et lille mellemrum..;)

mvh & go’ lørdag
Simon

Hej i natten, Simon

... eller måske er det en meget tidlig søndag morgen her med Mellemrummets genbrugsdigt nummer ét :))

Øjeblik

Vilde Roser i Dagregn!
Og Toget er standset,
med Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne.

Lykkeligt stort og ligetil blir Livet –
Draabe, der rammer Draabe,
Regn over Regn.
Sekunderne lukker sig op
for en lang Erindring:
Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.

Jeg smager dem paa min Mund,
de forsvundne Somre . . .
Kølige, regnfulde Lykke, et Kys af Aar –

Vi rejser i Krigens urolige, fjerde Sommer.
Med eet er der stille . . .
Vilde Roser i Dagregn,
Ruder, der løber fulde
af blændende Regnskær
og Buskenes vilde Lys
i det vaade og grønne.

Ja, Morten Nielsen har med et kærligt blik øje for roser og regn og også for det vilde lys. Jeg bli'r aldrig træt af at læse om dette øjeblik ... et søndagsmorgendigt må det med rette være :))

God søndag her fra den tidlige morgen
RoseMarie

Hej Simon

Mange gode bogfund finder jeg på hylderne i genbrugser, sidst var fangsten mere end fortræffelig og til en femmer stykket. Der er ikke mange digtsamlinger og lignende på hylderne, men de findes, selvom de er få og små. Ikke mange kunder skænker ikke de små smalle bøger en tanke, men de små og smalle står jo bare lige der på hylden og venter på et søgende blik og en gribende hånd. Ja, og så kan jeg da ikke andet end at gi' dem en hånd og finde ind til deres skatkiste med guldkorn, perler og stjernestøv ... :))

"Min ven Paul la Cour" af Karla Frederiksen (breve)

"Rejsen til Astrid" af Otto Gelsted

"Minotauros" af Erik Knudsen
(og flere forskellige af hustruen Lise Sørensen, såmænd også)

"I Fiskens Tegn & Jævndøgns Elegier" af Ole Wivel

... og Ole Wivel lægger ud


Henimod solnedgang naar svalerne skriger
skinner glaskuplen under det fjendtlige loft.
Det er den magiske time. Skyggerne viger.

Aa kom, naar blæsten stilner, med dine sange,
luftaand, staa som et syngende træ. -
Aftnerne paa et høsthospital er saa lange.

Bred dine hænder ud over denne rene
time af klarhed og time af kølig ro.
Slip din syngende frugt med naadige grene.

***

Som havet under dine øjenlåg,
som konkyljen dit øre,
som tang på stranden dit hår
om kindernes og hagens skåle.
Som vejenes støv alle vore ord,
som røde bær vore kys,
og som fuglene der plukker dem
med hårde næb min ensomheds hunger.
Som nøgne træer vore tanker,
som blæst i deres grene Gud,

som røg af sne under himlen
glemslens uendelige sang.
Men dér, dybt,
som undrende fisk på havbunden,
som uudgrundelig skrift,
skrevet med strenge og yndefulde tegn
vore to små piger som sover.

Måske har vi før haft disse strofer her i mellemrummet, men så må de være til genkendelse og gentagelsens fryd ... :))

Bedste hilsner og kig til solstrejf
RoseMarie

Mojn' RM..

Et gensyn ka' udmærket være en bydende nødvendighed, hvis vi altså lige ser bort fra Gensyn med DR - der når året er omme og hvis også de gamle nyheder kastes op i spanden, sandsynligvis har overgået sig selv med hele 98% - det dog sikkert var faldet Evelyn Waugh ind også at gøre grin med, havde også han set nutidens journalister gå catwalk foran spejlene...

Egentlig var dette nu også ment som anbefaling til fortrinlig læsning, selv om det nok er tvivlsomt du vil finde Essays af Joseph Brodsky, hvordan man læser en bog mellem de tynde rygge på store reoler i genbrugsen. Til gengæld får du så et par herlige timer i godt selskab og med øjnene på stilke, der vel heller ikke er det værste en sneglenes muse ka' udsætte sig for, udover spadsurtæren til bib mod en blodbøg af indfriet forventninger. Så på med fødderne og op med paraplyen...;)

mvh & go efterårsdag!
Simon
P.s.: Er man pt. forskrækket over regnestokken, så tænk på det ærgerlige folk der i disse tider bygger svømmebassiner!

Med et hej til snegeles muse, og nærmest på en himmelseng af sollys, der får én til igen at fornemme sensommeren, samtidig et par essays fra Brodsky – som jeg var så fræk at stille i udsigt for enden af spadsurtæren, men faktisk sir han nogle sjove og interessante ting:

Jo mere poesi, man læser, jo mindre tolerant bliver man over for enhver form for ordflom af både politisk og filosofisk art, i historiske afhandlinger, sociale studier, eller inden for den kunstart, som kaldes fiktion. En god stil i et stykke prosa er altid afhængig af præcisionen, tempoet og den knappe intensitet i den poetiske diktion. Som barn af epitaf og epigram – tilsyneladende undfanget som en genvej til enhver form for konkret emne – er poesien en ældre bror til prosaen, og tillige en fortrinlig pisk over nakken på sidstnævnte. Den lærer ikke alene prosaen at kende værdien af det enkelte ord, men også de forskellige ordklassers individuelle temperamenter, alternativer til lineær komposition, evnen til at udelade alt overflødigt, at lægge vægt på detaljerne, brugen af antiklimaks. Frem for alt udvikler poesien hos prosaen en appetit for det metafysiske, hvilket er det, der adskiller et kunstværk fra et skønmaleri. Det må dog siges, at navnlig i denne retning har prosaen opført sig som en temmelig doven elev.
Misforstå mig nu ikke: jeg prøver ikke på at afglorificere prosaen. Men sandheden er, at poesien ganske enkelt er ældre end prosaen og derfor har rejst over større afstande. Litteraturen begyndte med poesien, med en syngende nomade, længe før mennesket slog sig ned, blev fastboende og begyndte at skrive. Og selv om jeg andetsteds har sammenlignet forskellen på poesi og prosa som forskellen på flyvevåbnet og infanteriet, har det forslag, jeg fremsætter her, intet at gøre med hverken hierarki eller litteraturens antropologiske aner. Det eneste, jeg prøver på, er at være praktisk og spare Deres øjne og hjerneceller for en masse ubrugeligt papir med skrift på. Man kunne sige, poesien er som skabt til dette formål – thi den er i sin natur økonomisk. Hvad man derfor bør gøre, er i formindsket format at gentage den proces, der har fundet sted i vores civilisation over de sidste to tusinde år. Det er lettere, end De måske tror, thi poesiens fysiske omfang er langt ringere end prosaens. Og hvis De alligevel hovedsagelig er interesseret i i moderne litteratur, er det endnu lettere. Det eneste, De behøver, er at sætte et par måneder af i selskab med digterværker på Deres modersmål, helst fra den første del af dette århundrede. Jeg vil antage, at De ender med at side med ti eller tolv temmelig tynde bøger, og ved sommerens afslutning vil De være i fin form.

*

XIX

Blandt de mange dyder, der står til rådighed for os mennesker, er tålmodigheden den, der er bedst kendt for at give belønning. Faktisk er tålmodigheden en integreret del af alle dyder. Hvad er dyd uden tålmodighed? Et sundt temperament ikke mere. Der findes imidlertid en bestemt form for arbejde, hvor tålmodigheden er mere end som så. Faktisk kan alt andet være livsfarligt. Der findes en bestemt form for arbejde, der kræver tålmodighed i helvedes store mængder. Måske fordi det er den eneste form for dyd, der kan sættes i forbindelse med denne bestemte form for arbejde, udføres den af dette arbejdes udøvere med en særlig indædthed. Så bær over med os, kære læser. Forestil Dem, at De er en Muldvarp.

*

Sluttelig, og måske i forbindelse til en tråd om demens som Ole skrev om livet i, her et par ord fra et digt der måske vil være dronningen en lise – det er dog ikke småting hun har måttet høre og se på, i Bladet der burde tie mere end det tør, med en vis tålmodighed:

Det er os ikke givet at råde
Hvordan eller i hvem vore ord fortsætter livet
Kun den dybeste glemsel er givet
Fra hvilken vi engang blev skænket nåde

- Tyutchev.

mvh & god weekend
Simon