Herunder et smukt digt, en ekspressionisme, fra teologen og den finlandsfrivillige arbejdsbi i udlængsel Peter de Hemmer Gudme. Det er fra 1918 og antyder tankebrydninger fjernt fra et trygt og lunt sofahjørne, at gøre en praktisk forskel og ikke blot i verdenskrigen men i livet ud, har givet ligget ham på sinde. Han måtte desværre ta sit liv i 1944 i Shellhuset, efter at være blevet tortureret af Gestapo.
For en evt. interesseret, udgav Peter Nicolai Gudme Christensen i 2013 ”Helte og andre ofre” [ISBN 978-87-88214-82-6], hvori beretningen om hans liv, humanisme og skæbne mere indgående udbredes for ens øjne:

»Det syder i min Tanke
jeg vil af Buret ud.
Jeg vil paa gamle Vaner
for altid gøre Brud.

Og Ryggen vil jeg bade,
hvor Bro i Flammer staa
og uden nogen Tanke
mod Eventyren gaa.«

De smukke strofer minder om en tilsvarende viljefast poet:

NATTOGET

Rolig går toget frem over Østlandet.
Frosthimlen lyser, stjerne ved stjerne.
Karlsvognen ruller stilt langsmed åskammen,
der hvor dens brødre drønner mod jernet.

Menneskene sover inde i nattoget,
trygt i den venlige, varme kupéen.
Vugget tilhvile fra sangen av hjulene
bæres de frem gjennem natten og sneen.

Blodrøe gnister fyker langs stjernene
opp fra det dirrende lokomotivet.
Fyrdøren åpnes; ind slænges kullene.
Her sliter mændene; her synger livet.

Men i den ukjendte natten de suser mot,
synger det også, i viljer som spændtes –
skufler i snestormen, bud gjennem trådene,
hør oss, vær rede – nattoget ventes!

Høifjeldmaskinen snøfter mot stormnatten,
kræftene strækker den, skinnende, slanke,
frem i en skjønhet som ender i sneplogen,
stolt som en vilje, fri som en tanke!

Brændingen fråder og velter mot stålbringen,
sprænges af plogjernets flamme som flyver.
Manden på dørken griper om spaden sin;
ildmørjen blaffer; snekôvet gyver - -

Sang det i trådene: sneras ved Reinunga!
Hei, den roterende sætter op dampen,
suser langs linjen, pikker opp mændene,
dirrer med vældige kræfter mot kampen.

Hvinende skjærer de flyvende knivene
ind gjennem skredet, hvirvler og slænger
sneen til himmels; stanger sig fremover
fot efter fot langsmed skinnenes strenger.

Mændene luter ved gry, over skuflene,
frysende venter de: dér drønner larmen,
nattoget fløiter! Inde i vognene
våkner det nogen, og klager for varmen.

Så er det borte, bruset av nattoget!
Ut i den friheden mændene brøitet
stormer det vældig med jublende klang,
sprænger langs juvene, smelder i skjæringer,
lyner i solskinnet, nedover, nedover,
dalene bæver under dets sang!

Farten bliver øket, susende vestover!
Målet er nær, ja i blæsten fra havet
løfter det stålropet, seirende, stolt!
Skibene svarer; skibene skjønner det –
de som må gå gjennem mørket og uveiret …
Nattoget stanser. Ruten er holdt.

- Nordahl Grieg, fra ”Norge I Våre Hjerter” 1945.

mvh
Simon

Her lidt mer' fra denne vidunderlige sangfugl...;)

ADMONITION

If you dissect a bird
To diagram the tongue
You’ll cut the chord
Articulating song.

If you flay a beast
To marvel at the mane
You’ll wreck the rest
From which the fur began,

If you pluck out the heart
To find what makes it move,
You’ll halt the clock
That syncopates our love

- Sylvia Plath.

mvh
Simon

Sonet

Durch mein Leben zittert ohne Klage,
ohne Seufzer ein tiefdunkles Weh.
Meiner Träume reiner Blütenschnee
ist die Weihe meiner stillsten Tage.

Öfter aber kreuzt die grosse Frage
meinen Pfad. Ich werde klein und geh
kalt vorüber wie an einem See,
dessen Flut ich nicht zu messen wage.

Und dann sinkt ein Leid auf mich, so trübe
wie das Grau glanzarmer Sommernächte,
die ein Stern durchflimmert – dann und wann - :

Meine Hände tasten dann nach Liebe,
weil ich gerne Laute beten möchte,
die mein heisser Mund nicht finden kann …

(Franz Kappus)

Gennem mit liv skælver uden klage, / uden suk en dyb,
mørk smerte, / Mine drømmes rene blomstersne 7 er mine
stilleste dages indvielse.
Men hyppigt krydser det store spørgsmål / min vej. Jeg
bliver lille og går / kold forbi som forbi en sø, / hvis vande
jeg ikke tør måle.
Og da synker en sorg ned på mig, så mat / som glansfattige
sommernætters grå, / som en stjerne flimrer gennem - nu og
da - : /
Mine hænder famler da efter kæelighed, / fordi jeg gerne
ville bede lyde, / som min hede mund ikke kan finde …

- Fra Rainer Maria Rilke, ”Breve til en ung digter, og anden prosa”

mvh
Simon

Hej RM..

Her lidt mere fra Marguerite Duras’ ”At læse”, der nærmest er en lille lykkelig pamplet hvorfra lykken danser op i øjnene på én; lidt som at se børnenes ansigter når de stamper vandpytter, se bladenes dug når man går ind i solens dis en tidlig morgen med våde bukseben, eller at se hvordan det gnistrer af håb i en elegi, et blomstrende sprog der får mig til at ønske at sidde og drive tanker af i hendes pragtfulde have til livets tikken, mens sneglene flytter huse i tårnhøje græsstrå – jeg tror for øvrigt ikke gartneren hendes fodrede snegle med knurrende mave, men muligheden må stå åben, for som du ved, er det franske køkken en lyksalighed af sjove maveting. Ja det er ikke spor svært, at forestille sig lidt driveri af tid i det kære Provence med de lilla marker, mon for resten Erik Pouplier i dette nu er ved at fylde vindunken i garagen, mens hans tanker vandrer mod bordets glæder?...;)


”Jeg er aldrig kommet mig over det fortvivlende ved politik. Aldrig. Det er på grund af denne naivitet, at jeg er blevet forfatter. For Sartre og de andre var der for lidt militant holdning, de måtte gå via et professorat. Det, der virker bedst, er at udbrede en idé, for folk tørster efter beviser. Det er det, der er naivt. Lykken er at være klar over, at vi er grundlæggende utilfredse, og at der ikke er noget at gøre ved det. Det er et falsk problem. Det var måske nødvendigt for at gennemføre Den Franske Revolution, for at løfte masserne, men ikke desto mindre drejer det sig her om grundlæggende naivitet. Og dog er det dette fejlagtige udsagn, der har gjort størst uret mod det maskineri, som marxismen er. Når marxismen er slut, skyldes det både den tankegang og den skæbne, den har lidt, lige siden Den Franske Revolution indtil Den Russiske Revolution i 1917, nemlig lykkebegrebet hos folket. Alles lykke fører aldrig til den enkeltes lykke, og den enkeltes lykke fører aldrig til alles lykke. Lykke er et begreb hos det enkelte individ, det er individuelt, individualistisk, og intet kan på nogen måde erstatte lykken, set udfra et samfundssynspunkt. Samfundet kan ikke forvalte lykken. Hvis lykken for mig er at stjæle eller at dræbe, er det ikke samfundet, der skal påbyde mig det. Den væsentlige dumhed må ligge på det punkt i den marxistiske moral.
Lykken er et begreb, som på tragisk vis hører til individet, den bliver ikke tildelt af samfundet. Lykken er nu et begreb, som er i tilbagegang, den er en sociologisk dumhed, men uden tvivl betydningsfuld.

Det, der giver mig fornyet livsmod – og jeg håber ikke, det holder op, før jeg dør – det er, at mennesket har opfundet Gud, musikken og at skrive. Det er overhovedet ikke Korstogene eller Marx eller Revolutionen, det er snarere Baudelaires digte, et digt af Rimbaud, hele Beethoven, hele Mozart, hele Bach og mig selv. Jeg tror, at Revolutionen har gjort både mennesket og den menneskelige idéhistorie uret. Jeg tror, at det, jeg har troet på, og det, jeg har tilsluttet mig i årevis, denne marxisme-leninisme, er den største dumhed – i bogstaveligste forstand – som hvis man sagde: den største intelligens. Det, vi forsøger at skille os af med lige nu, er stadigvæk den form for marxisme, som ikke længere tillader at se med friske øjne på fornyelse, improvisation, på kvindernes, børnenes, de gales og andres stemme. Alt er helt og aldeles cementeret af marxismen. Det er sygt.

Den eneste lykke, der findes, er forstandens. Jeg tror, at personer som Rousseau, Montaigne, Diderot fandt lykken.
Jeg har talt meget om moderkærlighed, da det er den eneste kærlighed, jeg kender, der er betingelsesløs. Det er den, der aldrig holder op, den eksisterer i ly af alle vejrligs omskiftelighed. Der er ikke noget at gøre ved det, det er en ulykke, den eneste i verden, vidunderlig.
Jeg har levet alene i mere end ti år, og det er det rigeste liv, jeg har levet.”

- Marguerite Duras.

Bedste weekendhilser
Nissen

Her lidt af de efterladenskaber den chilenske poet Pablo Neruda lod stå tilbage i vore øjne – hvilken gentleman!

I
MENNESKENE

Jeg er pilgrimmen
på valfart til Påskeøen, den mærkelige
gentleman, og kommer for at hamre
på stilhedens porte:
endnu en af dem som vinden bringer hid
med et spring gennem luften over havet:
her er jeg, som de andre besværlige pilgrimme
der plaprer løs og priser ruinerne på engelsk,
turismens udsøgte bordfæller, mage til Sindbad
og den hellige Kristoffer, uden at opdage andet
end regningen ved baren.
Jeg tilstår: vi har dræbt
sejlskibene, femmasterne med det ormædte skrog,
vi har dræbt havebbernes bleggule folianter,
vi lod os befordre i kæmpegæs af aluminium,
siddende korrekt på sæderne, nippende til stærke drinks
for at stige ud som kolonner af villigt stemte maver.

*

II
MENNESKENE

Det er prologens sandhed. Død over det romantiske
tågehorn, eksperten i uforståeligheder:
jeg er som lærerinden fra Colombia,
som rotarianeren fra Philadelphia, købmanden
fra Paysandú, der skrabede penge sammen
for at komme hertil. Fra forskellige gader,
fra ulige sprog kommer vi, her til stilheden.

- Pablo Neruda

mvh
Simon