0
registrerede
805
gæster og
209
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21792 - 31/10/2016 22:16
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Ja, Astrid Lindgren fnulrer også i dette baghoved rundt mellem storslåede oplevelser, der indlysende har betydet noget for mig og søster, der selvfølgelig måtte holde lillebror i hånden, når han var på nippet til at bide tungen af sig i spændt forventning. Og H.C. Andersen … ja, hvad kan man tilføje om denne skønne fortæller, som ikke allerede er blevet sagt? – evt. ku’ du jo placere dem side om side på anden række deroppe, eller det er måske lidt for tæt på lærredet? ;)
Men her en blød efterårsbrise i øjnene, den hedder Oluf Høst, men det sir’ jo sig selv …;)
ØSTBORNHOLM, tanker og stemninger man kan få ved at bo der af Oluf Høst
Skyerne er som en hilsen fra fremmede lande. De der kommer fra nordlige strøg er så smukke; store, lyse og ensomme sejler de frem i de klare rum hen over én – af de fire vinde er nordosten den festligste. En vinterdag, når vinden springer og havet halser ind mod land fra en stor og klar horisont, og dagen bliver lys med glanende farver, da er man som ung igen. Efter en lang kedsommelig grå og sukkende sydvest er det vel nok en ekstragave. Også det at høre vejrberetningen, både den danske og svenske, er at få en hilsen ind i stuen fra kendte steder, – Borkumriff, – den Helder, straks ser jeg fyrskibende i Tyskebugt ud for de store handelssteder i flod og ebbes mudrede vand langt til søs. Aberdeen, Stornoway, Lindenæs, Skagen, – én fornemmer det saltgrønne hav, og enhver landkrabbe har jo hørt noget om »brede sejl over Nordsjö gå«. Følg svensken op langs hans østkyst, lang som en afstand ned i Middelhavet, eller op til Island, der får man navne som Rönnsjær, Holmegad, Sjökjöran, – det er hilsen fra Bottenhavets kvikke elvfriske vande.
Som dreng på vintermorgenen så jeg solen stå op af det evigt vandrende hav, fra vindueskarmen drømte jeg mig til fremmede lande, og de syntes mig som nabonær, eller på Svanekehavn på varme sommerdage, når svenske brændeskuder lossede deres krydrede last op på boldværket, da var det som om jeg fornam Sverige helt op igennem på langs, – hen på efteråret kom russerbordinge og kuffer fra Pommern med hørfrøkager nede fra Randstaterne, og der kom en mættet sødlig luft på havnen i de mørke, våde og blæsende dage, eventyr der var ved de fremmede skibe; russeren havde kvinde ombord for at kokkerere, hun var lang, stærk, mager med lidt skrå øjne. I kahytskappen på kufferne var et lille skilt med påskriften: »Gott mit uns«.
At der også var en ung mand der hed Marc Chagall som gik og spankulerede rund dernede øst på, hvor der var synagoger og jødiske spillemænd, vidste jeg ikke, det havde gjort omegnen endnu mere spændende.
Nu er skibenes færden ikke så interessant mere; den går præcis efter programmet, det er næsten som de er uden skæbne. Anderledes for fiskerflåden: hvad dagen i morgen vil bringe ved man ikke, det er chancen der gælder, og det er mere på liv og død, kutteren fører fortid og nutid sammen til en helhed for en halvgammel mand.
Når stormene sætter ind, må jeg til Nexøhavn, for så er den proppet fuld af kuttere. en skov af master, alene det at starte sin bil og give sig på vej hører til de gode glæder, fra Gudhjem langs kysten gennem Saltuna, Ypnestå, Bølshavn, navne som synger sig ind i én, og selve Svaneke, hvor hver eneste gade med fine forløb er en fryd at færdes i; videre til Norremark med de træløse klippeløkker, sådan så fædrenes Bornholm ud med de store vidder, – og så med een gang ligger Nexø der, den er ingen idyl heldigvis, det kan man også få for meget af, – alvorsfuldt strækker boldværkerne sig inden for skær og rev, den gør indtryk af at være sig bevidst som nødhavn. Foruden de hjemmehørende er der kuttere fra Esbjerg, Thyborøn, Skagen og nedefter, fra svenskekysten og tyske både fra øst og vest, – de danske og svenske har lyse lette gule, grønne eller blå farver, skære som vinterhimlen. De tyske er sorte, men med en svær, gul stribe, indenbords en mærkelig grum grøn, næsten som en undergangsstemning, tung varm grøn kulør er ikke oplivende. Nogle af trawlerne er fladbundede – det er flodmentaliteten, man fornemmer kontinentet. Yderst i inderhavnen ligger redningsfartøjet »Jens Væver« fortøjet.
Der sker noget i sjælen, når man går dér, fabuleringen tager fart, tanker løber om langs kysterne og giver én hvad de har at byde på, Albert Engström f.eks., hos ham har jeg min barndom lyslevende, – gammeldags øvrighed, kirkegang, brændevin og lyden af slagsmål i lune nætter.
Sillanpää – mennesker i sommernatten, – mindes dem selv deroppe, var med en tremastet skonnert, lastede træ i Björneborg. Vi var en aften et par stykker, der drev om ikke i land, intet er så skønt som en juniaften i skærgården, – så skete noget lige med een gang, to piger viste sig i billedet, to lyse kjoler og hvide hovedklæder, og lige så pludselig to granvoksne politibetjente! – husker deres lange blanke læderstøvler. Knutten raslede ned over ryggen på pigerne, jeg hører endnu skrigene i den stille lyse nat. Det er mange år siden, Bovrikof var guvernør i Finland dengang. (Pigerne skulle være hjemme i seng kl. 10 blev der sagt).
Det var på samme rejse, vi lå nu og drev uden vind i Ålandshavet, der var fuldt af sæler, der stak deres mørke hoveder op i blanke havfladen og gøede som hunde rund om os i sommernatten, sekunderet af de slappe råsejls dasken mod riggen og bomsejlenes rykken i stoptaljerne.
Der var Dostojevski’s St. Petersborg, bogen: »De hvide nætter«, hvide som de også hedder, – jeg husker et madonnabillede på en bro over Nevaen og en zarofficer der slog kors, da han gik forbi. Ikke forglemme Edith Södergran fra det karelske Näs indbegrebet af baltisk Sjæl. Sally Salminen fra Ålandsøerne og Käthe Kollwitz fra Königsberg, to kvinder af en beskaffenhed så man skulle tro at ægte menneskelighed hørte hjemme på de kanter. I Königsberg levede Kant alle sine dage, i Danzig boede pessimisten Schopenhauer, foruden med noget tragisk om et oprejst dyr på to ben beskæftigede han sig med Buddha. Fortsætter én til fods kursen herfra til Danzig ret ned efter, kommer man til mærkelige lande og byer og til sidst vil man nå steder hvor kulturens vugge stod.
I Lübeck Thomas Mann, det ligger noget bag, det er som man ikke kan se noget den vej for »Rytterknægten«; og alle de danske øer og halvøer, de ligger så underligt både på langt og på tværs, så man ingen vegne kommer.
Ære være gamle Danmark, det var engang, og det var om bord på en Svanekeskonnert, kullastet fra England. Vi stod sundet ind en sommermorgen, Kronborg lyste i morgensolen, fornemt og formfuldendt, slottet såvel som toldkrydseren, der løb op langs siden på os for at forsegle luger. Skønt alt sammen, dog fattes der mig noget. Døgner derpå om natten rundede vi den nøgne Hammerknude i svag vind. Da vi kom ind under kysten fik vi landbrisen, det knagede lidt i riggen, sejlene fyldtes og skuden skød fart gennem vandet, som om den længtes hjem, og ud til os på dækket kom en stærk duft af engegras og nyslået hø. Da følte jeg at den store Pan var ikke død.
For kort tid siden kørte jeg med en ven ud til hans hjem i Charlottenlund, det var søndag og hen på eftermiddagen. Vi passerede Fuglebakken, jeg mumlede noget om Grundtvigskirken, det var han med på, – fra trafikvejen svingede han op til venstre og så lå kirken der. Hver gang jeg ser den, – det er sjældent, er jeg stolt over at være dansk. Hvilket andet land kunde i vor tid præstere et så formfuldendt monumentalværk, formet frem som af selve folket? Det må gennem store skjulte kræfter; der var gudstjeneste, vi listede ind og satte os, orglet lød prægtigt i det høje rum. Da det hele var forbi, gik vi frem i kirken og forundrede os, gule mursten på gule mursten med en stædighed, der næsten var for meget af det gode, og da vi kom hen til alteret ind til det allerhelligste, var det, som dette arrangement ikke slog til; der var noget fattigt ved de murstensnicher, de mindede om vægge på et bedre sommerhotel. Men der er gode råd for det: hent Karstens store korsfæstelsesbillede op nede fra Kunstmuseets kælder og anbring det her.
Kirken og billedet, der er gjort med bibelsk enkelhed og følsom kolorit, ville supplere hinanden, forhøje den store alvor og gøre bygningen til en endnu større seværdighed. Billedet er blåt, et natblåt, der går henimod grønt, blødt i stoffet, desforuden noget hidsigt grønt og bruntrødt stærke røde og gule farver; kirkerummet er grågult. Karsten og Klint havde vel ikke så meget at tale med hinanden om i denne verden. Efter første verdenskrig var der en forening som hed moderne kunst. En aften stod Jensen Klint på talerstolen. Karsten, som tilfældigvis var tilstede, sad og kedede sig gudsjammerligt, rejste sig og forlod forsamlingen i foragt. Wanscher fór op og forsøgte forgæves at berolige kæmpen, men kanske det går bedre nu for begge de to herrer at være sammen, hvad ved jeg? Hvad Karsten angår så var han for klog og trods alt beskeden til at udpensle Gudssønnen på korset, han koncentrererede sig mere om ham røveren, og det skulle man formode kunne fortjene den højeste belønning.
Jeg vender tilbage til mine fire vinde. Lyt til sydvesten en varm sommereftermiddag, når den med et langt, vemodigt sus høres oppe i granernes toppe, det er som en hilsen fra vestlige kulturlande, man bliver eftertænksom og taknemlig. Nede i Sydfrankrig boede Cezanne, hans materialisme med det dybe perspektiv er frelse for ens sjæl.
mvh Simon P.s.: Som du beskriver forbruget af fortællinger fra 45-pladerne, kommer jeg selvfølgelig til at tænke hændelser i Hakkebakkeskoven og Kardemommeby - fra hvilken "Tante Sofie" var navnet vi satte på alle damerne med svære hatte og uden smil, og i særdeleshed enkelte der havde det med at være ordenshåndhævere...;)
Redigeret af Simon (31/10/2016 22:25)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21802 - 01/11/2016 17:22
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Bare en lille kommentar, til det du her skrev:
”Med ét gik op for mig, hvilke eventyr og fortællinger, der helt grundlæggende har været fundamentet i min glæde ved ord- og fortællekunsten. Så indlysende og selvfølgelige er de og har alligevel slet ikke figureret på min liste. Det er dog så stor en mangel, at de nu må indføjes helt udenfor nummer. De skulle begge ha' ligget tidligt på listen, fordi de har været der siden barndomstidens mælketand :)) De to er selvfølgelig Astrid Lindgren og H.C. Andersen. To der nok debuterede i mit liv på nogenlunde samme tid. Samtidig var der også eventyr af Asbjørnsen & Moe og brødrene Grimm, der for mig kom til at betyde noget i kraft af næsten små opførte skuespil som fortælleteknik ... og jeg elskede det og har også taget det med mig i livet. Men det er nu alligevel Andersen og Lindgren, som på ingen måde må forbigåes i tavshed.”
- Når vi tænker på antallet af krimis og voldsfilm der i vor tid udstødes og skrives som aldrig før, er fænomenet jo tæt forbundet med en omgivende brutal virkelighed, der som terapi kalder på litterære voldsscenarier, med en forståelig grusomhed der så har sin ende og hvor vi alle kan ånde lettet op i retfærdighedens ofte hellige navn – som regel da. Altså en eventyrterapi vi alle har brug for, for at kunne abstrahere fra og konsumere en virkelighed der ikke lader sig bortvise men nærmest påtvinges os. Det er i dette lys at H.C. Andersen, brd. Grimms og masser af Walt Disney m.m. må anses som en børnenes nødvendige terapi, barnets værktøj, der uden hensyn til alderen stadig fungerer som sindets afarbejdningsmekanisme. Hér ligger nok noget af forklaringen på hvorfor vi alle med ét blir 80 cm. høje og kroger os som små børn i eventyrets vidunderlige verden, idet vi altid vil læse dem for også barnet i os selv, altså af nødvendighed. En transfiguration der som alle former for poesi relaterer til pejlemærker i sindet, når netop levende linjer får skyer til at lette og horisonter til at rejse sig for indsigten.
Det er jo lidt fantastisk hvad et musisk sprog faktisk kan tilføre og hjælpe os med, i en verden med en stigende population og dermed potentielt flere kriser. De store eventyrskabere fungerer som broer til barndomsdalene, de skaber i os sammenhænge vi ellers ikke umiddelbart har adgang til, og hører absolut til poeterne vi bruger af nødvendighed. Desværre udelukker en ”politisk” erhvervsmættet robotundervisning i grundskoler at børn tilføres nødvendige værktøjer til håndtering af psykiske kriser; krisehjælp er åbenbart blevet noget børn selv må rode med, hvorfor en afstumpet vold har sneget ind i senere eventyrverdener, de senere barndomsdale, med så mange forfattere der af ren nødvendighed må skrive brutale kriminalromaner, med volden selv som eneste konfliktløsning. Ja man tør jo næsten ikke tænke på, hvad Pipis mange kræfter ville være brugt til i en nutidens ”Pipi på de syv have”, selv foretrækker jeg nu den gamle..;)
mvh Nissen – som spændt venter på grøden! P.s.: 7'eren er jeg i øvrigt helt med på...;)
Redigeret af Simon (01/11/2016 17:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|