Hej Simon

Hermed lidt forårsfornemmelser i udvalg :))

... og Nis Petersen får lov til at sætte stemningen med


Forår ved Mariager Fjord

To gyldne sommerfugle fandt hinanden,
og otte gyldne vinger bar dem bort;
en lillebitte skovmus fandt en anden,
og de - nå ja, de fristedes af fanden,
og livet er så altfor, altfor kort.

Madonna riede med silketråde
så fermt, at der føg trevler trindt omkring.
To spætter koblede så spættekåde,
at gøgen dydelig tog fat og spå´de'
dem reden fuld af spættekåde ting.

Der skød primula og anemoner,
og der skød gøgeurt af jordens lænd
- der kom hundreder af millioner
af muntre, lattermilde blomsterkoner
og muntre, lattermilde blomstermænd.

For det var forår, og der var larmen
i hver en lysning af solens værk,
og på en græspude midt i varmen
sad smedens tøs knappet op for barmen
og sy`de løs på en lille særk.


Lidt længere mod nordvest ta'r Thøger Larsen over ...


Det grønne Foraar
med Sol i Sinde
er kommet til os
for Søndenvinde.

Af Engen aander
en Vellugt vide
i Blomsterdrifternes
Ungdomstide.

Den Muld, som Vaaren
nu atter arver,
er skjult af glade,
kokette Farver.

Om fine Blomster
letsindigt svinger
sig Sommerfugle
paa fine Vinger.

Mit Hjerte hilser
det foraars-skære
med Ja og Amen
og »Lovet være!« — -

Paa grønne Agre
din Fod skal træde,
du friske, fagre,
min Hjertensglæde! — -

Thøger Larsen



...og så østover med Sophus Claussen i "Nyt Foraar"


Smyk op dit Hus med Løv. Hvem ved: den nye Tid,
som altid er paa Vej,
– den gaar ad grønne Stier – maaske den kommer hid
og just behøver dig ...


Den ultimative lyd af forår kan næsten kun være denne her med Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter


"Jeg bliver nødt til at udstøde et forårsskrig, ellers sprænges jeg. Hør! Kan du ikke høre foråret!" De stod stille og hørte, hvordan det kvidrede og susede og pludrede og sang og rislede i deres skov. I alle træer og vande og grønne krat levede det, overalt lød forårets friske, vilde sang. "Jeg står og mærker, hvordan vinteren strømmer ud af mig," sagde Ronja. "Snart er jeg så let, at jeg kan flyve."


Lidt mere lydbeherskede hilsner :))
RoseMarie

Hej RM…

Smukt og meget apropos: sikke et vejr det i dag har været – jam’ Iris blomstrer jo i folks øjne, lige meget hvor man går!
Nå, tilside med mit fis og ballade, for jeg har her lidt påskedessert til dig, du ved, lidt goodies til humørbarometeret, og rent faktisk vil jeg ikke forbløffes det mindste, hvis pludselig du midt i læsningen selv brød knop, det er set før, men nu ka’ du jo se: prøv Compton Mackenzies ”masser af whisky”, den sku’ gøre det – og så forøvrigt tak for de nisseligste strofer, for han er jo storslået, den Hr. Nis…;)

mvh
Simon

P.s.: Staar vinden i syd, er det fiskens stund,
saa blæser Din madding ind i dens mund.

- fra ’Den fuldkomne fisker’ af Izaak Walton/Charles Cotton, to der beherskede lyd i stående stund ;)

Her lidt weekendstemninger..

Til vinteren

Hybenrød sol
flimrer aflangt ud
på den ridsede isflage.
Tilfrosset snot under drengenæser.
Luft så spids
at man ku rense negle med den.
Af og til hænger vejrtrækningen fast
som i en lynlås.
Skøjteløbere lige i hælene
på sig selv.
Lange blå skyer drejer
som gigantiske urvisere.
Hver gang et par skøjter
overhaler skøjteløberen
mærkes et lydløst bump i isen.
Hårdt vand på denne årstid.
Fjerne gjaldende råb
lyder ganske nær.
Der må være verdenshjørner
lige i nærheden.
En pige kommer strygende
fra baggrundsprik til fuldvoksen
på få sekunder
på en lydløs skøjte
med den anden strakt bagud
ansigtet langt foran
højrøde kinder
salig kyssemund
øjnene vidt åbne
og nu helt nær
Så drejer hun lynsnart
om et verdenshjørne
og væk.
Men selv uden skøjter
nåede man at opfatte
at dette var lykken:
sand så kort den varer.

*

Til orientering

En blåsort skyvæg dækkede selve månen
men gennem en dyb udskæring strømmede
klart gult lys ud i natten
og farvede runde rande på lavere skyer
som fra en oplyst festsal ud på gårdens brolægning
og mig som trettenårig
svimmel af længsel efter at være
der hvor livet foregik
i festen i dansen nær hende
den tilbedte uopnåelige
være bare et år ældre
et lysår nærmere det sted
hvor lyset udgik fra
nær glædens glødetråd.
Og nu de mange år efter
en oktoberaften med en sprække månelys
følte jeg samme længselssug
imod en mereverden
og havde svært ved at acceptere det.
Nu har jeg da oplevet fester
hvor jeg ikke alene var inviteret
men med i festudvalget
sommetider selve festens midtpunkt
årsag til dans og mange kilowatt
Så uden at være mæt af fester
kan jeg nævne tilstrækkelig meget
jeg på ingen måde gik glip af
og alligevel følte jeg ved synet af denne
månevinduesåbning hvorfra
lydløs gylden musik trængte ud
og svingede de dansendes forstørrede skygger
svimlende rundt som en karrusel
samme trettenårige hjælpeløse sug mod FESTEN
festen bag alle skyvægge og fester
Urfesten
livet bag livet!
Der gik jeg i natten og hengav mig til
en oktobermåne og en hullet efterårssky
til noget som ikke i sig selv var DET
men mindede om
var en afglans af
som flaget for nationalisten
som den elskedes trusser for fetichisten
som oblat og Svendborg frugtvin for den kristne.
Og da lysstriben drejede bort fra min rute
følte jeg mig fortabt
på fem minutter tappet
for følelser til flere uger
som kunne være brugt på noget virkeligt
at gøre denne verden til en mereverden.
Forarget og samtidig rystet over
at mærke dette følelseshøjvande
tiltrukket af en død planet.
Følelsens genstand var intet i sig selv.
Men følelsen var sand.

*

Til efteråret

Det blæser op
træerne dunker hinanden i ryggen
og hoster rustne blade op.
Sokkerne blir længere og tykkere.
Det varme vand blir hurtigere koldt.
Fugle samles for at vise hvad de dur til
og undgå gigt.
Nogle folk graver stadig kartofler op
andre gifttromler.
Hvis skovlen ikke eksisterede
måtte man opfinde den.
Det siges
vi er for mange mennesker på jorden
men har man spurgt hver enkelt?
Hun siger af og til:
˶Jeg ku æde dig!˝
men svarer ikke når jeg spør:
˶Er det sandt?˝

- Benny Andersen.

mvh
Simon

Som et udstrakt p.s.:

Would you like to sin
With Eleanor Glyn
On a tiger skin?
Or would you prefer
With her
To err
On som other fur?

- Skaberen ukendt, som Eleanor Glyn, men Evelyn Waugh brugte det i “Men at arms”…

Og se, et flygtende
Fodspor skinner
i Græssets Skygge;
staa op, forklaret,
og nyd den vældige
Kraft, du vinder,
naar al din Længsel
er ubesvaret.

Og som en Vandrer
paa Uvejrsdage
forbitret samler
sin Kappes Flige:
kald al dit søndrede
Selv tilbage
og vend dig atter
mod din Lige.

- Per Lange.

*

»… for fuldkommenheden er en drøm
af denne verden, og den hjælper denne
verden med at komme videre.«

- Michel Seuphor.

*

Lazarus

Paa et gammelt blegnet billede
fra barndomshaven, sommerlandet
under de solplettede træskygger,
staar du med dit undvigende smil.
Nu husker jeg: det var jo aldrig dig,
der først sprang i bølgerne og hørte
havet bruse mod dine øren
som møllesten, aldrig dig
der sad øverst i den svajende krone
og saa jorden svinge bort
med legetøjshusene, hvide og smaa.
Men her, under solurets gyldne pil
som jog eftersommeren i møde,
var du den eneste der hørte
det sorte kamera sige:
knips, du skal dø!

Du var allerede forberedt.
Var for svag, troede vi,
dig kunne det ikke være.
Indtil vi hørte du var taget, dømt og
ført bort. Frøslev, Neuengamme,
Dachau og hjem igen: disse ord
gentaget aften efter aften
af din far og mor naar de bladede
i det slidte album under lampen –
lød de ikke her i stilheden
som den anden trosartikel: pint
under Pontius Pilatus, korsfæstet,
død og begravet, nedfaret til helvede,
men paa tredje dag igen opstanden
fra de døde?

Ingen havde kaldt. Du adlød ikke
blindt en simpel befaling,
men prisgivet faldt du
ud over frygtens rand
hvor din svaghed bar dig.
Og mellem vagttaarnet og de høje ovne
hvor kragerne skreg med hæse skrig
fandt du dit sidste værn
i det værgeløse.

Mærkeligt skrøbelige menneske,
Lazarus, bror og kammerat:
foraaret fandt dig i Danmark.
Men dine søstre, Martha og Maria
som havde let sig ud af barndommen
med fletninger og bare ben,
løbende i hvide sommerkjoler –
som havde fulgt dig da du var forfulgt
(Martha som altid travl og trodsig
paa kurérfart over sundet mens
Maria aabnede sin favn for dine
trætte, kvindetørstende kammerater):
de stod nu dér og lo i regnen
da de hvide busser kom tilbage
fra dødsriget med de aabne grave.

- Ole Wiwel.

- mvh
Simon

Lidt gonatmusik til de slumrende ører, ja det bliver ikke bedre…;)

https://www.youtube.com/watch?v=FjkBF-Phenc

mvh
Simon