Kære Tros!Uden at du måske er bevidst om det, bekræfter alt hvad du skriver faktisk den sproganalytiske sandhed, at vi er spærret inde i vort sprog. Sprog er ikke blot et af os konstrueret tilfældigt kommunikationsmiddel hvorved vi kan meddele vore oplevelser, følelser og tanker til andre. Sprog er tillige en nødvendig betingelse af betydning for vor erkendelse. Erkendelsen vokser i sproget og for nu at sætte det lidt på spidsen:
Der findes ingen erkendelse uden for sproget. Uden for sproget findes individuelle oplevelser, følelser og tanker, men det er først gennem sproget at vores fælles verden bliver til. Det er umuligt direkte at erfare hvad andre oplever, føler eller tænker. Det er nu engang et eksistentielt grundvilkår.
Næsten alle der har tænkt dybere over tilværelsen når til erkendelse af sprogets betydning for erkendelsen. I vor kulturs grundmyte Genesis bliver verden til på Guds befaling:
"Der skal være lys!" Befalinger er som bekendt sproglige udtryk. Gud skaber verdenen gennem sproget, men overlader det til den skabning, der er skabt i hans billede - mennesket - selv at navngive de væsener og ting som findes i verden:
"Gud Herren sagde: "Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham." Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham. (1. Mosebog, kap. 2, vers 18-20).
Også det onde kommer ind i verden gennem sproget:
"Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: "Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?" (1. Mosebog, kap. 3, vers 1).
Evangelisten Johannes anvender det græske ord
"logos", der kan betyde fornuft, tanke, tale, ord, forklaring, bevis, beretning og universel verdensorden i betydningen:
"Guds ord": "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." (Joh. 1, 1-5).
At Johannes hentede inspiration i Genesis kan der næppe herske tvivl om.
"Ordet var Gud", siger Johannes, og det er på en måde samme erkendelse de moderne sprogfilosoffer når frem til, selv om de i stedet for Gud, der logisk set kan betyde hvad som helst, sætter det nødvendige - det som ikke på nogen mulig måde kunne være anderledes. De universelle vilkår som ethvert væsen med selvbevidsthed og sprog er underkastet i en hvilken som helst mulig verden.
Efter at jeg i mine yngre dage havde været hånligt afvisende over for sprogfilosofien, som jeg betragtede med et overbærende skuldertræk, idet min interesse var koncentreret om den naturvidenskabelige erkendelse - de ubestridelige lovmæssigheder og fakta om verden som forskningen afdækkede - så nåede jeg på et tidspunkt frem til forståelsen af, at også den videnskabelige erkendelse voksede i sproget, hvad enten det så var i specielsprogene matematik og geometri eller i universalsproget.
Videnskabelige teorier er påstande om, hvad der er tilfældet. Og påstande er nu engang sproglige. Det at erkende, at noget er tilfældet, er ikke blot at sanse, at det er tilfældet, men det er at vide, at påstanden om, at det er tilfældet, er sand. Her går filosofien ind og spørger om naturvidenskabens forudsætninger, og set i det lys, så består erkendelsesteoriens opgave først og fremmest i at finde ud af, om - og i givet fald hvorledes - vi overhovedet kan vide, at påstande er sande. Og eftersom påstande er sproglige, så er konsekvensen også her, at sproget rykker i centrum for erkendelsesteorien.
En konsekvent gennemtænkning af problemet tvinger os til at erkende, at vi ikke kan finde - og at vi heller ikke selv kan konstruere - et sprog, som beskriver virkeligheden på en måde som ikke kan oversættes til det sprog vi allerede bruger i vor beskrivelse af virkeligheden (det jeg kalder universalsproget), og som er udgangspunktet for den filosofiske undersøgelse af forholdet mellem sprog og virkelighed. Vi må erkende, at vi ikke kan forstå en sproglig beskrivelse af virkeligheden, som ikke bygger på de samme grundlæggende begrebslogiske forudsætninger - den samme implicitte struktur af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse - som vort givne sprog (universalsproget) bygger på.
Selve umuligheden af oversættelse udelukker os fra at kunne besidde de sproglige midler, som kunne gøre en sådan forståelse mulig.
Derfor kan vi sige, som nævnt ovenfor, at vi er
"lukket inde i" vort eget system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse. Men én ting er at fastslå, at vi ikke kan forstå et reelt alternativ til vort givne sprogs system af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse; en anden ting er at fastslå, at et sådant system slet ikke er forståeligt for nogen overhovedet. End ikke af andre væsener i dette eller et andet univers.
Jeg skal spare læserne for den begrebsanalytiske undersøgelse og blot bringe konklusionen: der er ingen mulighed for, at systemet af grundbegreber kunne være anderledes i nogen mulig verden. Hvortil jeg vil tilføje: - som rummer mulighed for udvikling af levende væsener. Også væsener som os, personer, der kan stille spørgsmålet om, hvorfor verden er som den er og ikke anderledes, og finde svaret i gyldigheden af det antropiske princip eller i en logisk gennemtænkning af hvad der nødvendigt må gælde for enhver mulig person, således som man gør i filosofien.
Grundbegreberne for virkelighedsbeskrivelse er bl.a. objekt, tid, rum, kausalitet, sansen og handlen. De to sidstnævnte er særligt forudsat beskrivelsen af bevidsthedsvæsener og personer.
Lad mig med et lille eksempel illustrere hvad der sker når naturvidenskaben gennem observation og eksperimenter finder fænomener som ikke fuldt ud kan beskrives kausalt.
Det er selvfølgelig kvanteteorien jeg tænker på. For at kunne beskrive kvantefænomener tvinges man til at erstatte kausalitetsbegrebet med noget der ligner, nemlig en statistisk beskrivelse som er sikker når det gælder en samlet beskrivelse af en stor mængde kvantefænomener, men som ikke præcist kan forudsige hvordan en konkret kvantepartikel/bølge vil opføre sig over tid. Man taler om en kvantemæssig usikkerhedsrelation som udgør en principiel grænse for hvor præcist kvantefænomener kan beskrives.
Kvanteteorien udtrykkes i matematikkens specialsprog og den fungerer inden for de begrænsninger (kvanteusikkerheden) som den selv definerer. Faktisk anses kvanteteorien for den mest velprøvede og sikre videnskabelige teori overhovedet.
Men spørgsmålet er, om vi kan forstå den? Kan den matematiske formalisme oversættes til vort normale sprog (universalsproget) og forstås af alle sprogbrugende personer?
Lad mig i stedet for at spørge
"manden på gaden" citere hvad nogle fremtrædende videnskabsmænd, der selv har beskæftiget sig med kvanteteori, mener om teoriens forståelighed eller meningsfuldhed:
Quantum mechanics is magic. Daniel Greenberger.
Those who are not shocked when they first come across quantum theory cannot possibly have understood it. Niels Bohr.
If you are not completely confused by quantum mechanics, you do not understand it. John Wheeler.
It is safe to say that nobody understands quantum mechanics. Richard Feynman.
If [quantum theory] is correct, it signifies the end of physics as a science. Albert Einstein.
I do not like [quantum mechanics], and I am sorry I ever had anything to do with it. Erwin Schrödinger.
Quantum mechanics makes absolutely no sense. Roger Penrose.
Lad mig slutte af med et par citater fra humorister, der synes at have fattet pointen:
Q: What's the difference between a quantum mechanic and an auto mechanic?
A: A quantum mechanic can get his car into the garage without opening the door.
Very interesting theory - it makes no sense at all. Groucho Marx.
It is often stated that of all the theories proposed in this century, the silliest is quantum theory. In fact, some say that the only thing that quantum theory has going for it is that it is unquestionably correct. - Michio Kaku.
Lad mig her blot tage fat i et enkelt aspekt af kvanteteoriens matematiske udformning, som tillige bryder med et andet grundbegreb for virkelighedsbeskrivelse
"tidsbegrebet". For at opnå konsistens internt i den matematiske formalisme er det nødvendigt at indføre et supplerende tidsbegreb.
Tidsligningerne indeholder negative kvadratrødder. Dvs. en aritmetisk operation som har et resultat, der falder uden for de naturlige tals område. Som svar herpå har man
"udvidet" talsystemet således at enhver operation altid har et resultat. Roduddragning af negative rødder udtrykkes som et imaginært tal (repræsenteret ved kvadratroden af minus 1).
Det nye supplerende tidsbegreb som udspringer af den matematiske formalisme kaldes
"imaginærtiden". Og hvilke egenskaber har så imaginærtiden til forskel fra det tidsbegreb vi kender? Det spørgsmål har blandt andre astrofysikeren Steven Hawking beskæftiget sig med, og han skriver følgende om fænomenet (uddrag):
" ...Quantum theory introduces a new idea, that of imaginary time. Imaginary time may sound like science fiction, and it has been brought into Doctor Who [an English Star Trek]. But never the less, it is a genuine scientific concept. One can picture it in the following way. One can think of ordinary, real, time as a horizontal line. On the left, one has the past, and on the right, the future. But there's another kind of time in the vertical direction. This is called imaginary time, because it is not the kind of time we normally experience. But in a sense, it is just as real, as what we call real time.
This designation, as real, is an important step for modern science. I don't know how it will turn out, for the better or unfortunate that Feynman chose to continue using the mathematical term imaginary time. People often think from the tag imaginary that this time is not real. Feynman recognized that time as we think of it becomes imaginary in this time reference, because this time is totally indistinguishable from directions in space. ..."
Så er der rigtigt gået hul på bylden, for nu er også Einsteins geometriske beskrivelse af universet i stor skala - den firedimensionale rum-tid - utilstrækkeligt til formålet. Der må indføres nye dimensioner for at nå frem til en sand og konsistens beskrivelse af universet/virkeligheden.
Analogt med hvad man har gjort i strengteorierne, der er en filosofisk verdensopfattelse, som går ud på, at man i stedet for at opfatte verden som bygget op at små 0-dimensionelle partikler som atomer og kvarker, som det er tilfældet i standardmodellen, anser universets byggesten for at være såkaldte 1-dimensionelle strenge eller superstrenge, der vibrerer med forskellig frekvens, og derfor har visse givne egenskaber. I teorien kan man så prøve sig frem med hvor mange dimensioner der er nødvendige for at give en fuldstændig og konsistent beskrivelse af alle fysiske fænomener. Målet er en GUT (Grund Unified Theory) en teori for alt.
Naturvidenskaben synes her at være endt et eller andet sted mellem den rent spekulative filosofi, religionen og poesien. Hvad skal vi med et verdensbillede som er principielt uforståeligt, hvorved jeg mener et som ikke kan oversættes til normalsproget uden at løbe ind i uløselige paradokser?
Hvis hypoteserne i praksis ikke lader sig falsificere af erfaringen er der så egentligt tale om videnskabelige teorier?
De synes at stå på en grund, som ikke er meget forskellig fra den grund som forestillingen om en almægtig skabergud står på. Ved at tilslutte sig en af disse hypoteser - imaginærtid eller strengteori - har man da ikke placeret sig selv omtrent samme sted som hvis man hævdede sandheden af en religiøs tro?
Man lyder sikkert enormt begavet i menigmands øren, mens man slynger om sig med matematiske formler og begreber som var det religiøse åbenbaringer eller dogmer man reciterede. Men kan man egentlig bruge disse mange forskellige fantasiprodukter, kaldet hypoteser, til andet end at demonstrere, at man er med på noderne og derfor kan bringe omgivelserne til at måbe, føle sig små og dumme, fordi de ikke fatter en brik, og ikke kan finde et eneste rationelt argument imod fantasierne?
Hvis jeg var en amoralsk og magisk tænkende person som ønskede at pisse alle andre i lommen fra en uangribelig position, så ville jeg nok vælge en af disse fantastiske og ubegribelige hypoteser og med stor energi og mange videnskabelige og matematiske fagudtryk energisk og krigerisk forsvare den som sandheden med stort S, i bevidstheden om, at ingen kunne modbevise hvad jeg hævdede, uanset hvor vanvittigt det så end var.
Man kan jo af gode grunde ikke argumentere imod noget som er uforståeligt. Jeg tror faktisk at jeg ville husere på religionsdebatter og forvirre de magisk tænkende troende og andre søgende ånder så meget, at de til sidst ikke vidste hvad der var op og ned her i verden. Og hver dag ville jeg skrige af grin over, hvor let det er at narre andre og samtidig blive anerkendt som en stor begavelse.
Trods min nye ironiske signatur er jeg ikke ude på at narre nogen, men at finde frem til Sandheden i samarbejde med andre. Herunder at afsløre charlataner og andre gøglere der trives bedst ved at holde folk for nar. Mine udsigter til succes er dog nok ringe, for når man kan bilde mere end en tredjedel af verdens befolkning ind, at islam og profeten Muh er både tolerant og fredelig, så kan man nok bilde folk hvad som helst ind, og også slippe godt fra det. Mod dumheden kæmper selv guderne forgæves, hvilket vel må være sandt per definition - Hvis der vel at mærke findes guder. Måske findes der kun subjektive sandheder og resten er blot en illusion?
Det mener postmodernisterne, dekonstruktivisterne, værdirelativisterne og andre magisk tænkende der er optændt af tidsånden og gerne vil anses for moderne oplyste mennesker.
Men er det sandt hvad de hævder? Det er et filosofisk spørgsmål som meget få tager alvorligt og som endnu færre beskæftiger sig seriøst og forpligtende med.
Det er så min undskyldning for at forsøge at mane lidt af meningsløsheden i jorden!
Hilsen
Ipso Facto :whistle:
P.S.!Da nogle af dine efterfølgende indlæg i tråden indeholder en del uvedkommende støj i form af ad huminum er de blevet filtreret fra af mit
"mentale spam filter", og vil således hverken blive nærlæst eller kommenteret.
----------------
"Tvinger en rationel gennemtænkning af rationalitetsbegrebet os ikke til at erkende, at ethvert standpunkt dybest set må hvile på irrationelle præmisser?
Hvis denne argumentation er rigtig, så undergraver den skellet mellem rationalitet og irrationalitet. Så er alle standpunkter dybest set irrationelle. Så er der ingen principiel forskel mellem at tro på videnskabens evolutionsteori og at tro på religionens skabelsesberetning. Dybest set hviler de begge på nogle præmisser, som vi tror uden grund." - Filosoffen Kai Sørlander.