0
registrerede
520
gæster og
193
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29579 - 15/04/2020 13:50
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Her i Koronaens tid og havefingrenes flid må der være plads til en frokostpause, hvor der foruden mad også er plads til lidt ord på bordet. Så lad mig fortsætte, hvor jeg slap, med Bo Green Jensen lige her midt på havebordet imellem frokostsild og forårssolens lys og glæde ... :))
HYBENSKRÆNTEN
Alle vegne levende hegn Og efter tomme himle fyldt Af disens annoncer for glemsel Nu blå rum, hvide skyer og en Solvind med steder for fugle. Lærken er kommet, og stæren, Og viben. Så sandt som der Er dødslejre til: Denne luft Skal erobres af svale og solsort. Den som lever sandt vil elske sandt, Og drossel har lært sig at elske Dette Danmark som drejer om drengen, Der næppe skelner synderligt mellem Selv og blik og syn og verden, Det som er dreng og det som er alt. En morgen står han ved hybenskrænten, En hund ved hans side, myg og mennesker Alle passeret og lige langt borte, Her hvor rosenkrat og havtorns pagt Kun brydes af lyden af summen og spind, Som havde hvidtjørns blomster fanget Liv og svævede skælvende frem, båret Af den samme blæst som driver Galløkken frem mod sommerens øjne. Hvidt og grønt og stort er dette Første år med fald og skrænter, en Jord som også drikker sin regn, Sin sol, sine folk, sine spurve Og om natten månens gule plet Der er sat sammen mellem tindrende stjerner På et mørke som er blødt og let. Vi skal leve, som pindsvin med Hæk og stubbe, alene i håbet Om skåle med mælk. Og ingen Flammekaster tændes, skønt Her er både campingplads og Kaserne. I sommer vil det hele Være krat og hegn og løse skud, For virkeligheden kan tids nok begynde, Og marts var en kold og blæsende Måned. Her skal junisolen krone Den maj som nu begynder. Jeg Blev skabt til kun at leve. Jeg Tror at jeg aldrig skal dø.
***
Den lyseste måned i året, det er mørke januar, hvor Alt er forventning og ingen Endnu aner hvor tiden går hen. I februar man helst vil se Heftig vind og megen sne, Hård frost og klart solskin På fulde grøfter. Thi Hører man torden i februar Vil ingen mørke former Senere komme og slå rod I din store sommer, den store, Den lysende grønne, dit Kraftfelt som kan vejre Hver en storm og vende Stor sorg til stærk livsglæde I riger uden slutning og navn, Figurer af vejr uden ende Som lyset lærer hjertet at kende
For disse sommerløfter blev Vi frostens skjulte tjenere. For denne drøm om livet har Jeg plukket verdens rose op.
Og ingen skal komme og sige vi ikke Gjorde vort bedste i tiden som var.
Bedste hilsner til forårsnissen Rosemarie
Redigeret af RoseMarie (15/04/2020 13:55)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29611 - 18/04/2020 10:38
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Ohøj RM..
Ja der er virussnak i alle kroge og revner, må man sige - selv sekterikerne har tydeligvis travlt med at få deres guder og bibelvers sat på virulens - foråret springer dog ufortrødent videre, fra gren til green tydeligvis, hø hø - hvortil jeg i stedet kvitterer med lidt fra hr. Skousen, nåja, faktisk læste jeg i går lidt fra Søren Ulrik Thomsens En dans på gloser, hvis du kender dén, hvori disse enkle strofer skinner som dengang de strømmede gennem os:
Det' en forårsmorgen så kold og våd, at den går én til marv og ben - på landevejen går en ensom mand forbi sin kilometersten. Nu går blæsten over landet, den river det hele med: det' et hårdt vejr for én, der ikke har noget sted.
Du selv går vel og ordner have, ka' jeg tænke mig, så de små snegle ka' få lidt at spise, og nyder dermed solen stikke lidt til humørbarometeret. Det er jo en herlig tid, med gymnaster i den grønne lund og folk der lidt fra hinanden sidder på bænke og nyder en kold øl. Ugh & hej herfra, du frøken i rosenlund..;)
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29630 - 19/04/2020 05:32
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.
Alsisk kalender 1972/3, maj:
Di tumbe pigghe! . ja, om en vidst e og hielt forstov, hvad der trót og friste, for det kån hæend sig, en skikle dræeng er havnet bliendt i en snuske sæeng.
Bevares vel! ok, det kån og’ hæend sig, den viilest pig’ i e by hæ bræend sig og kam i lav med en skide knægt, der skejed ud fro en anset slægt.
*
Blandt firsernes tidstunneløjne, et lille stykke nutid der i en eftertid kan forekomme lidt kolerisk, men Blake og hans tids skønånder, ville uden tvivl ha’ misundt denne stemmegaffel tonen, der nu kun svagt anes:
På jorden sidder jeg og fanger stjernerne ind i min øjenruse.
Drømmeste drømmer drøm mig en drøm, stig op fra dybet i en søjle af ilt. Bær mit inderste, bær alle tider i boblernes sølv og i brændende lunger.
Poesien er sprogets sorte får, den er helt ude af pressefolden medmindre den går kun på forbenene og i øvrigt lader sig klippe og sælger sin uld til modetøj. Det hænder, at den er en ulv. Snap!
- Strunge.
Solens stråler stak til den hjertevarme Schade, der månesyg rundede Kgs. Nytorv for at sige godnat på Skindbuksen, et sind så fjernt fra skyer og byer i strålende plasticsol, der var allerhøjst tale om en lyserød elefant i tranedans:
Lykke
Skyer går over hor, begravelse, lykke, sødme – jeg får kaffe med piskefløde. – Hendes søde kind må rødme.
Lysedugen skælver ved de blottede knæ – min cigaret rødmer og falder ud af munden.
*
Stjernerne på gaden
Deres ansigt var stort og de strålede rent det lyste fra stjerne til stjerne
i dybe skygger i skumle gyder gik skøgerne ud på forretning
og der kom mænd de skjulte et minde og sammen græd de i samme seng
deres ansigt var stort og de strålede rent det lyste fra stjerne til stjerne.
*
Indledning
Disse folder i din klædning disse linjer i din lænd disse slag i hjertet
sang de om et større liv sprang de af en større verden disse linjer
mægtigt mindes jeg en guddom der var mere end jeg selv jeg er ikke verdensrummet
jeg er SCHADE jeg vil synge og et vildt og fremmed væsen der skal sejre over mørket
jeg vil bøje mig i nætter hvor de mange elsker jorden og en stjerne skal du se
det er livet.
- Schade.
O, høstlige forår, aldrig gaves der skønnere forår end hint i høsten. Endnu engang blomstrede det forgangne, det selvbegrænsende, den elskelige ro før uvejret. Endog Mars smilede.
- Hermann Broch.
Al den fantasi får én til at mindes Umberto Ecos strålende Dronning Leonas mystiske flamme, et univers af fortællinger og erindringer der igrunden burde læses siddende overskrævs på en egs tykke stamme et sted under skyerne, for så synd det ville være at forstyrres af andet end vinden. Man ka’ dog som han lade sig traktere i en uforstyrret frugthave, hvor den ene hånd snapper frugter mens den anden vender blade. Tit vender jeg tilbage til denne bog, så fyldt med kundskab og sproglig begavelse, at heldiggrise der havde denne filosofiske begavelse som lærer, sikkert aldrig nåede at mærke sig deres forandring. En natbordets fyrstinde værdig, er Dronning Leonas mystiske flamme – med hvilken, RM, du mellem bøge og birke er lykkeligt fri for tidens virulente gudesnak, ja man ka’ ligefrem sige at den slags placeres på sin retmæssige plads i litteraturen –, nu vi er dèr:
Hvad gør du, måne på himlen, sig mig, hvad gør du? Jeg lever mit liv, mit falmende liv, thi jeg er en hoben af jord og døde dale og af trætte, udslukte vulkaner.
mvh Simon
Redigeret af Simon (19/04/2020 05:48)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|