Hr. lægmandsprædikant..

Mon du er blevet lidt forkalket Arne, og derfor snurrer rundt i samme velkendte trosbekendelser, hvortil knytter sig et par reelt meningsløse spørgsmål, fordi det kun er dem du husker og derfor gentager? ;)
Kosmologi/astrofysik drejer sig ikke om følelser for træsnit med månelandskaber og guddommelige entiteter på pufskyer, men om reel observation, det er i relation til disse observationer man i sin søgen efter forklaringer kan anvende sin fantasi, men ikke i relation til kreationisters fantasier.
Du er da meget sød, når du sådan vil placere alt omkring dig i et meningsfuldt forestillingsunivers, der imidlertid blot viser noget om dit behov for tryghed, intet om universet omkring os.

Jeg ved ikke præcist hvor du har fået den tossede idé fra, at uvidenheden sku’ føre dig ud i en esoterisk lykkerus. Men du er på stødt kurs mod fortidens gale erfaringer, og hvis ikke du i mellemtiden er helt kalket til, bør du derfor overveje at lægge vejen om.
Dit ønske om glæde og lykke er skam fuldt forståelig, oftest finder du bare glæden og lykken i en god kontakt til dig selv midt i dagliglivets små menneskelige og nærværende relationer, samme formoder jeg er tilfældet i kristne miljøer. Det vil nok mere være dér, dine tanker om meningsskabte universer vil imødeses med forståelse, forskere i kosmologi og astrofysik leder ikke efter den slags mellem stjernetåger, hvorfor ”dyrlægens natmad” i form af uvirkelige tanketåger fra ballonmennesker i et kreationistisk internetmiljø, forekommer at være en sørgelig trøst, i din søgen efter lykke. Så nyd du hellere lidt kristen trøst og kærligt samvær Arne ;)

mvh
Simon

Hr. lægmandsprædikant…

”Hvordan er det gået til, at kosmos eksisterer? et spørgsmål, som ingen kan besvare, men som allerede Jalal al-Din Rumi for 8-900 år siden begejstret kaldte "et tegn på sandhedens mirakel"

- Rigtigt, det er netop ved at rode godt rundt i forbindelsen mellem gamle mystikeres spørgsmål og historier, at du siden vil kunne se lidt forklaret ud. Derimod er det en rigtig dårlig idé, bare at projicere deres historier ind i nutidens videnskabelige forklaringsmodeller, idet disse jo bygger på observation og sandsynlige forklaringer.
Men din hang til mirakler og mystiske verdensbilleder findes jo i massevis rundt om i religiøse troendes egne fantasier, hvorfor det er i fællesskab med dem, at du vil finde lidt af din lykke når i slænger mystikken over kaffebordet. God fornøjelse…;)

mvh
Simon
P.s.: Skal du endelig langt tilbage, ville spørgsmål Occam stiller i sin lille babersalon være til betydelig større nytte, fordi han kærede sig om virkelighedsforankring og logik. Så ta' du et tit på ham i stedet ;)

Hr. lægmandsprædikant..

Der er som nævnt intet mærkeligt i din vedvarende snurren bims, den slags ser man masser af eksempler på, både i nutiden og langt tilbage i fortiden. Derfor er det selvfølgelig også ventet, at du ikke forstår en bims af ”dine” spørgsmåls ulyksalige ophav og tilstand som rene ligegyldigheder, ligesom det er ventet du heller intet forstår af morskaben hvormed jeg ser på ”dine” o.a. kreationisters bimsespørgsmål. For selvfølgelig må oppegående mennesker jo ta’ sig til maven (og hovedet) af grin, når du frembrusende erklærer, at mennesket ”aldrig vil vide alt” – og naturligvis fordi dette ”alt” jo blot er konsekvens af selve idéen du og øvrige kreationister beskuer livet med, altså idéen om universet som en guddommelig skabers kreation. At ”universet” dér blot er en fantasiens kreation med lige så fantasifulde symboler til indoptagelse, vidner jo dine fabuleringer om dit liv illustreret i træsnit om. Vi ku’ også sige, at du ligesom mange andre overtroiske mennesker, projicerer det endogene ud i det eksogene og lizzom ”føler” hvordan hele verden bare bruser af åndelig samklang med idéen om din intuitive telepatiske kontakt med en urkraft, ja dvs. fantasien selv. Er det ikke fantastisk, hvor megen mening alt ka’ få med bare en smule selvsuggestion og en pose med fantasi, hva’ Arne? ;)
I virkeligheden er i kreationister bare godt og grundigt misundelige over alvoren man politisk og økonomisk tilskikker div. videnskaber, hvorfor i befamler dem med jeres jørgenspørgsmål i forsøget på at give hobbyen et præg af redelighed. Bestræbelserne har dog ringe effekt, da kun i forvejen troende søger trøst hos bekendere af troen på livet og universet som en meningsfuld kreation.

Nu er din tro på livets mening i lyset af en universel skaber jo ikke just et videre interessant statement, det er vist set før og derfor til at overse – lidt som selve grunden til din frygt for at fremvise fablen. Det samme må siges om fantasierne om ”altet”, som du ikke bestiller andet end smaske sammen med fantasier om hvad videnskab i grunden er for noget ;)

Som troende var jeg gået anderledes til værks, og brugt tiden på mere interessante sager end dine pjatterier, der jo tydeligvis også helt har forskruet dit stakkels hoved. Alene tanken om alle de interessante personligheder der engang var til, men som nu er enestående kapitler i en del af vores kulturhistorie, dersom de jo efterlod sig vidnesbyrd om deres liv og levned, og hvoraf du netop ku ha’ fordybet dig i enkelte få, rejst med dem og set verden gennem deres øjne, brugt din fantasi til noget i grunden nyttigt, så at sige meningsfuldt. Men ak, kreationister er desværre fastholdt i en håbløs tankegang uden egentlig mening, pointe, forklaring og nytteværdi, hvor et par forvrøvlede spørgsmål tilknyttet fantasier om en universel skaber, optager hele tænketanken, og dette så aldeles, at fantasien må siges at rende hjørner med manden og ikke omvendt. Og dette ku’ jo forekomme en og anden at være lidt synd, nu hovedet og sproget som sådan, virker ;)

Her lidt måske-læsning til fuglefløjt og kaffe i græsset, måske børnebørns herlige skrål, så fra mig til prædikanten: Søren Sørensens fine biografi, ”Petrarca – liv, værk og virkning, fakta og analyse” fra 2014.

mvh
Simon