Det, jeg finder frustrerende ved trosfrihed.dk og mange andre danske debatportaler, er den totale mangel på interesse for, hvor verden er på vej hen. Det er som om de fleste mennesker er revnende ligeglade med, hvad der sker udenfor deres egen "andegård", skønt deres egen nærmeste fremtid er afhængig af den.

Det, som virkelig adskiller mennesket fra de øvrige livsformer, er vores formidable evne til at forudse fremtidige begivenheder gennem logiske slutninger på basis af tidligere erfaringer. Det er alene denne evne, der har gjort det fysisk set svagelige menneske til den mest dominerende faktor i udviklingen af livsbetingelserne på jorden. Selv om vi fortsat er underlagt naturkræfternes rasen, så kan vi faktisk allerede nu skimte en fremtid, hvor naturkræfterne er underlagt menneskets bevidste styring.

Det lyder sikkert som en utopi for mennesker, som ikke beskæftiger sig med eller følger den naturvidenskabelige forskning på nært hold, og heller ingen nulevende mennesker vil få lejlighed til at opleve det, men det vigtige her og nu er også kun at forstå, hvad udviklingen betyder for vores nuværende liv. For der er nemlig en stor sandsynlighed for, at vi i stedet ender med at ødelægge livsbetingelserne for både os selv og for alle komplekse organismer.

Så mens debattørerne her dyrker deres snævre religiøse interesser, og afviser videnskabens konkrete resultater eller underholder hinanden med deres daglige oplevelser, så sker der ting omkring os, som i den nærmeste fremtid kommer til at ændre vores livsmønster. Det er de fleste åbenbart ligeglade med, for indtil nu er det jo gået godt, og det tror man så, at det vil det nok fortsætte med.

Når jeg på H.C.Andersensk vis sammenligner det med en andegård, så er det ikke ment i nedsættende betydning, for det er en ganske normal menneskelig reaktion, at man primært interesserer sig for sit nærmiljø. Men det er ment som en øjeåbner for, at hvis vi hver især ikke tager aktivt del i udviklingen, så bliver vi i stedet ofre for den, og alt tyder på, at det ikke bliver en behagelig oplevelse. Verdens tilstand i dag er med den moderne teknologi blevet noget, der direkte griber ind i hver enkelt af os' tilværelse. Vi kan lukke øjnene for det, men vi kan ikke stoppe det. Men vi har en mulighed for at medvirke til styringen af det.

Ser vi på de store linier, så har Putin malet sig selv op i et hjørne, og spiller nu bold med verdensfreden i et forsøg på at redde sig selv. Islam er nu nået til et punkt, hvor de har fået mod til at søge at oprette det verdensomspændende kalifat trin for trin, som Muhammed drømte om. Krige rundt om i verden har fordrevet mere end 100 millioner mennesker fra deres hjem, og fattigdom og sult plager over en milliard mennesker. Det vil øge migrationspresset mod vesten til et niveau, som vi aldrig har oplevet før. Samtidig har multinationale selskaber med kapital som våben oprettet internationale "fyrstendømmer", uafhængige af demokratisk kontrol, og kun med udnyttelse af andre mennesker for øje. Vi driver rovdrift på naturens ressourcer, og hårdnakkede klimabenægtere har gjort det legitimt at ignorere, at vi bevæger os mod en verden med daglige naturkatastrofer.

Der er ikke noget at sige til, at det får de fleste mennesker til at tænke; "Det kan jeg alligevel ikke gøre noget ved. Jeg har ingen indflydelse på disse problemer." Men der findes en måde, hvordan vi alle kan øve indflydelse på selv de største kræfter. Det er det, som naturvidenskaben (helt præcist kaosforskningen) kalder "sommerfugleeffekten". Det er nemlig blevet bevist, at selv den mindste påvirkning kan føre til kolossale effekter over tid, hjulpet af påvirkelige tilfældigheder.

Her er det så, at begivenhederne i andegården pludselig får betydning. Kan vi gøre andegården til et godt samfund, kan eksemplet smitte og brede sig til at blive en bevægelse, der på sigt kan ændre verden. Det er sket masser af gange før, at en enkelt persons handlinger førte til store omvæltninger, både positive og negative. Skræmmende eksempler har vi i personer som Hitler, Franco, Karl Marx, Stalin og Muhammed. Positive eksempler har vi i Henri Dunant, som startede Røde Kors, Florence Nightingale, og i vor tid Mother Theresa og Hermann Gmeiner, grundlæggeren af SOS-børnebyerne, og ikke mindst den ukendte "Jesus", hvis eksempel er blevet misbrugt af den selvbestaltede "profet" Paulus og hans tilhængere.

Dybest set handler det bare om at bekæmpe egoismen og grådigheden i en selv efter det urgamle princip; Vær mod andre, som du ønsker, at de skal være mod dig.
Ønsker Hanskrist mon at læse spaltevis af andres pralerier af, hvad de foretager sig dagligt, og i øvrigt blive betragtet som et uvidende undermenneske? Ønsker Thomas mon at blive bombarderet med koran-citater af anonyme, som optræder under flere falske navne? Ønsker Arne mon, at alt, hvad han siger, konstant bliver fordrejet til den modsatte betydning? Princippet er ikke spor vanskeligt at forstå, hvis man drejer retningen 180 grader.

Forstår du dette princip, og lever du efter det, så vil du opleve, at dit liv i det store hele bliver både lykkeligt og meningsfuldt, og måske vil du en dag opdage, at selv om du "har ligget i et andeæg", kan du måske i andres øjne blive forvandlet til en svane.

Problemet med at forandre verden begynder med at kunne forandre dig selv, ikke i dine tanker om verden, men i de handlinger, som karakteriserer dit forhold til dine medmennesker.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Tak for en tankevækkende beretning fra andegården. Det er gode ord med stor mening i ... Tak

Det kan være svært at ændre på sin egen indstilling til omverdenen, men hvis vi vil forbedre livet i vores egen andegård (vores nærmiljø), så må vi selv gøre noget for det, og man kan jo begynde i det små.

For mange mange år siden, hvor jeg havde en enkelt dårlig dag, sagde en lille pige på gaden til mig: "Hvorfor ser du så sur ud?" Jeg smilede selvfølgelig til hende og sagde, at det var fordi jeg havde tabt noget, og det gjorde mig ked af det, og det forstod hun godt, men episoden fik mig til at tænke over, hvor meget vores attitude påvirker de mennesker, vi møder, og det er langt mere, end vi tror.

Jeg tog den beslutning, at jeg fremover ville bestræbe mig på altid at se venlig ud, og det gav forbløffende resultater. Mennesker jeg ikke kendte begyndte at smile til mig, jeg fik en bedre service i alle forretninger, og jeg mødte hjælpsomhed hos næsten alle. Det smittede selvfølgelig af på mit eget humør, så jeg selv blev mere hjælpsom overfor andre, og blev belønnet med masser af taknemlige smil.

Altså, bare beslutningen om at se venligere ud startede en kædereaktion, som har påvirket mig og gavnet mig lige siden. For helt ærligt, hvem vil vi helst møde? Mennesker, der smiler til os, eller mennesker, der ser sure ud. Som en sidegevinst fik det mig til at se mig selv som blot en del af et større samfund, og jeg fik derfor sværere ved at tage mig selv højtideligt. Som en af mine mentorer udtrykte det; Alvor er stupiditetens fornemste adelsmærke. Det er muligvis derfor, at undervisningen i psykologi ofte er lagt i hænderne på dybt alvorlige mennesker siden Freud og Jung kastede sig over emnet.

Indrømmet, jeg kan da både blive sur og gal, når folk opfører sig tåbeligt og ubehageligt overfor mig, men "vreden" fordamper lynhurtigt og afløses af forståelse for, at det i virkeligheden skyldes en manglende social intelligens hos dem selv, som mere ødelægger deres liv end mit. Det er derfor, jeg ikke kan lade være med at grine, når vrede mennesker beskylder MIG for at være ophidset.

Victor Borge har jo stået fadder til det berømte udsagn: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker. Prøv det og se, hvad det kan udrette for dig.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ja, kropssproget betyder langt mere end bare sådan lige, hvad vi kan se og, hvad vi lige er bevidst om ... stemme og ordvalg ligeså. Troværdigheden ligger i det samlede kropssprog. Alvorligheden, som du beskriver den, altså selvhøjtideligheden, er svær at skjule ... og det er smilet i åbenhed også

Er man åben og viser den åbenhed med både mund, øjne og ører, så ses og opfattes man af de fleste mennesker også som troværdig ... og det er altafgørende for kontakten i det indbyrdes mellemrum, som opstår. Bl.a. derfor elsker jeg ordet "mellemrum" ;)

Jeg er enig, atter en fin tråd - som Mellemrummet - den her, med både mening og budskab ;)

mvh
Simon