Mathæus, kapitel 5, strofe 38 - 48.



Kærlighed er, at komme hinanden ved.

Hvor svært kan det være?

Nej det gider jeg virkelig ikke simon, at ta den debat med dig i den maniske tilstand du befinder dig i for tiden. Såvel som i tråden her, det er jo kun opstået fordi du konstant skal intimidere, ringeagte og latterliggøre folk, og hører jo slet ikke naturligt hjemme her.

Ligeledes af alle, har du aldrig udvist nogen som helst forståelse for hvordan det religiøse spørgsmål skal forstås, såvel som hvad trosliv og spiritualitet dækker over, fx Kristus -spiritualitet, begrebet Kristus (her finder vi fx A Schweitzer; Berdyaev; Tillich; Barth; Bonhoeffer; Zizek og Badiou som seriøse tænkere over forholdet, begrebet (ja vores egen Kierkegaard er der også, uanset hvad man mener om ham, så har han dog budt ind)).



Jeg ville blot påpege at hverken arne eller undertegnede på nogen måde kan siges at være overtroiske, endsige at vi lider under paranoia, dermed ødelægger du sproget såvel som spreder forvirring og løgn, hvilket aldrig fører noget godt med sig (det ender som en børnehave (vi burde dog være etisk moralsk forstandige voksne mennesker der forbyder os selv en sådan måde at bruge sproget)).



Du skriver:





Vrøvl, alt for sort hvidt enøjet syn på historien.

Netop ideen om Kristus er blevet kædet sammen med friheden, både i renæssancen; reformationen (det gir sig selv); oplysningstiden; den amerikanske uafhængigheds erklæring; slavefrigørelsen; menneskerettighederne etc etc.. Det er på ingen måder så sort hvidt som du beskriver det, og ja vi har jo udover Zizek og Badiou; også Desmond Tutu og Nelson Mandela, ja millioner af andre progressive mennesker.



For alle andre end simon vil jeg gerne forsøge at forklare hvordan verden 3 diskursen om Kristus (ideen om Kristus i kultursfæren eller ideesfæren; noosfæren, skal/kan forstås).

Moderne mennesker vil i Kristus (som Kristus troende eller som kristne) ofre alt for at gøre en indsats for øget frihed og retfærdighed i verden. Uden at de overhovedet er spor overtroiske, som de har nøjagtig det samme moderne naturvidenskabelige verdens eller virkeligheds -billede som alle andre.



Det svære er hvad ideen Kristus dækker over i en religionens tros sammenhæng altså i forbindelse kristne folks trosliv og spiritualitet (dette kan kun troende selv vide; såvel som det er individuelt forskelligt for hvert troende menneske).

I troslivet kædes Ånden, Guds Ånden, Helligånden, vores Spiritualitet (entusiasme og ekstatiske begejstring) sammen med ideen om Kristus, begrebet og Ordet Kristus (A)*. Menneskets ånd er nærmest lig med fornuften vores, og Ånden, Helligånden, Guds Ånden, vores er vores ekstatiske fornuft (vores ekstatiske entusiastiske begejstrings struktur i forbindelse vore affekter og lidenskaber, vilje og følelser; hvor vi helliger, lader os gribe af et sagsforhold (lighed og frihed mennesker imellem, såvel som man ikke må gøre næsten noget ondt fx) et ubetinget anliggende for én). Men det er individuelt hvordan det opfattes og ja opleves som hvordan det præger folks personlighed eller åndelige konstitution (fx hvordan hjernen udvikler sig i den forbindelse).

(A)*:

Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion. Paul Tillich.


Hvad betyder Kristus eller begivenheden Kristus, ja hvordan skal Kristusmystikken der er kristendommens essens forstås, her kommer forskellige bud:

1):

jo det er den ny virkelighed, den ny væren, der kom ind i verden med Jesus. Her skulle ikke være forskel på mand og kvinde; træl og fri; folk fra nationerne etc etc..



Et eksempel på vores Kristus participerende eksistensforvandlende ny natur, både på individplan og samfundsplan.

2):

Alain Badiou opfattelse af Paulus:



3):

Karl Barth:





At være kristen som Kristustroende som jeg ovenfor har beskrevet det, har siden Paulus været med op igennem historien, selv op igennem middelalderen hvor kristendommen totalt var domineret af hellenistisk metafysisk tænkning, hvor det var gemt i mystikken, og først med Luther og protestantismen får det igen en renæssance. For nemlig er kristendommen ikke lig med den synlige Kirke; for ofte er der mere Kirke udenfor Kirken end indenfor. Nej kristendommen bæres af enkeltmennesker, og oftest befinder disse sig udenfor de etablerede organiserede Kirke.



Mange kærlige hilsner HansKrist.

Det mest imponerende er vel, at du overhovedet behøver at slå op på Gyldendal for at vide hvad Kærlighed er. Mich har helt ret, du ser netop ud til at ha’ det lidt svært med kærligheden Arne, og det skyldes vel nok at du forklarer den ud i dit ”meningsfyldte (tanke)univers” i stedet for blot at udleve dem, med dem der står dig nærmest? ;)

mvh
Simon

Det var en gammel teenagersag, du dér fik hevet op af posen ;)

Prøv den her, som er sidste nummer på hendes vidunderlige LP, Wild Things run fast - derudover findes der et album der hedder Hejira, som er helt fantastisk og må genhøres mange gange, og som netop indeholder de stemningsbilleder mennesker flest kender sig igen i, hvad kærligheden anbelanger.

http://www.youtube.com/watch?v=faaJqFVP__Q


mvh
Simon

Ordet kærlighed er en fællesbetegnelse for en række almindelige menneskelige følelser, der dækker forskellige grader af tiltrækning til andre væsener eller til stærke sansemæssige oplevelser. Man kan føle kærlighed til et menneske, et dyr, til naturen eller til musik, kunst, mad, viden o.s.v. men følelsen kan ikke udtrykkes i klart sprog, kun ved hjælp af metaforer, da følelsen er individuel for hvert enkelt menneske og situation.

Man kan udtrykke kærlighed med digte, med berøringer eller gennem sin opførsel, men ikke ved at påstå, at man har den. Det sidste tyder mere på det hykleri om en "kærlighed til verden", som følelseskolde mennesker påstår at besidde for at dække over deres egen selvoptagethed. Det afslører Arne også, når han påstår, at Gyldendal mener; Gyldendals artikel har ikke denne begrænsning. Den påpeger blot, at den vestlige og islamiske hykleriske "guddommelige" kærlighed ikke findes i resten af verden, hvor kærlighed betragtes som en naturlig "menneskelig" følelse. Det er kun i de abrahamitiske religioner, at den ophøjes til noget "guddommeligt".

Kærlighed kan også metaforisk kaldes en kraft, som den svenske digter Gustaf Fröding har udtrykt det i følgende strofe:

Är ej den kraft som sammenslingrar kroppar,
den samma kraft som knyttar cell til celler,
från nerv till nerver som en gnista hoppar,
i röda vågar ur vort hjärta vällar.

Vi kan ikke på nuværende tidpunkt videnskabeligt forklare følelser, skønt både psykologer og filosoffer har gjort tusindvis af mislykkede forsøg. Men selv om følelseskolde mennesker har behov for en forklaring, så bliver de ikke klogere af det. De, der føler kærlighed til noget, er jo ikke i tvivl om, at de mærker denne tiltrækning og handler derefter. Det demonstrerer de igennem deres handlinger, uanset hvad andre mener om dem ud fra deres egne frustrerede moralske vurderinger.

Hvis du som Arne har problemer med at forstå, hvad kærlighed er, kan jeg kun have medlidenhed med dig, men hjælpe dig kan jeg desværre ikke. Jeg tror heller ikke det hjælper dig at følge Arnes eksempel og lede efter kærligheden i leksika eller søge hjælp hos andre "autoriteter", men de kan måske hjælpe dig med at tale kærligheden ihjel.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Jeg har nu i 6 år fået Arnes "kærlighed" at føle, og det har ikke gjort mig klogere på noget område. Det bliver du nok heller ikke af hans debatoplæg.

P.P.S. Egentlig er det patetisk, at man i Arnes alder endnu ikke har forstået, hvad følelser som angst, tro, håb, og kærlighed er for noget, så man behøver dem forklaret af leksika eller af hjælpsomme debattører på trosfrihed.dk