Altså, hvis ikke du mener der er noget guddommeligt ved universet, og kærligheden er en egenskab ved menneskets tankekraft – det er trods alt et begreb Arne -, hvorfor fanden bliver du så ved med at levere nøjagtig samme indlæg med forestillinger om den slags, hvad er pointen, hvad ér det du søger at argumentere for/imod?

mvh
Simon

Hej Ole..

”Hvis du f.eks. havde skrevet: "Når jeg betragter den fantastiske kompleksivitet og alligevel klare sammenhæng mellem alle begivenheder i universet, så fyldes jeg med en glæde over tilværelsen, som jeg kun kan udtrykke med følelsen af en grænseløs kærlighed", så tror jeg ingen ville have været i tvivl om, hvad du mente.”

- Ja, dermed ville Arne nærme sig selve sanseoplevelsen som det centrale, det ville være refleksioner over storslåede impulser på øjne, ører og hud fra verden omkring os, og ingen ville få det indtryk, at disse refleksioner var forvirrede forsøg på at beskrive verden med sanseimpulserne.
Lidt ligesom forskellen mellem at forklare naturen, og så beskrive hvilket indtryk den gør på én, og hvilken indflydelse disse indtryk så ka’ gøre på ens forhold til livet. Grunden til jeg synes Arne forvirrer sig rundt i manegen er jo, at han konsekvent blander videnskaber ind i sine sanseoplevelser, som om videnskaber var ment at fokusere på hans oplevelser af verden.

Mvh
Simon

Kære Arne.

I mange år har du nu på trosfrihed.dk stillet det samme meningsløse spørgsmål om "hvorfor verden ER" uden at få noget svar fra nogen her, eller blot en tilsvarende undren fra andre. Hvad tjener denne gentagelse til?

I samme periode har du gang på gang udtrykt, at "rationelt tænkende" mangler en dimension i deres tilværelse (som du altså har), og nu siger du så, at du ikke har sagt, at andre er mangelfulde og derfor underlegne i forhold til din egen forståelse af universet.

Du fortæller, at du ofte har gentaget din "pilgrimsrejse" til din græske ikon og kysset den, (som katolikker kysser krucifixet og buddhister kysser statuer af buddha), og nu siger du så, at sådanne handlinger ikke er udtryk for en tilbedelse, men blot en "inspiration".

Jeg har i alle disse år ikke set en eneste, der giver udtryk for at have den samme opfattelse som dig i deres tro eller syn på universet. Vi er derimod mange, der har givet udtryk for at dele opfattelser med andre på mange forskellige punkter, og erklæret os enige med hinanden. Men du mener altså på trods af dette, at du ikke har sat dig udenfor et fællesskab i opfattelse af verden.

Hvad jeg har forsøgt at forklare dig, Arne, er, at såvel din opfattelse af ords betydning som din opfattelse af verden ikke deles af nogen her, men det afviser du blankt, at det har noget på sig. Du foretrækker åbenbart fortsat at leve i din fantasiverden, hvor du mener, at dine opfattelser er vigtige for andre menneskers livssyn, og at du deler opfattelser med mange her, selv om reaktionerne på dine talrige appeller om opbakning til dine synspynkter, ikke har givet noget resultat.

Du afviser faktisk alt, hvad jeg og andre har skrevet. Så jeg må jo acceptere, at der ikke er nogen mulighed for at finde et fælles grundlag for forståelse mellem dig og størstedelen af debattørerne her. Det beklager jeg, Arne, men nu har jeg i hvert fald forsøgt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Simon.

Om man kan kalde Arnes opfattelse af videnskab for en brugbar definition af videnskab, vil jeg anse som højst tvivlsom. Ligesom Hanskrist synes han at have en temmelig særpræget holdning til begrebet, som i hvert fald ikke stemmer med nogle af de kendte videnskabsteoretikeres holdninger eller med forskeres egen opfattelse af, hvad de foretager sig.

Det, jeg både finder interessant og foruroligende, er, at informationsbombardementet i de teknologiske samfund synes at have isoleret menneskene i hver sin livsfantasi, så de ikke længere er i stand til at forstå hinanden. Arne og Hanskrist er blot ekstreme tilfælde på, hvordan mennesker isolerer sig i en fantasiverden for at overleve psykisk. Virkeligheden er blevet for kompliceret at forstå for de fleste, så de vælger i stedet at klamre sig til et forenklet billede, hvor de selv kan bestemme, hvad der er "rigtgt" eller "forkert".

Hvor denne udvikling vil føre os, er et åbent spørgsmål, som jeg forsøger at få en smule hold på. Forudsætningen for et velfungerende samfund, lokalt eller globalt, er jo en forståelse baseret på en enighed i grundlæggende synspunkter, og her synes jeg, at udviklingen går den forkerte vej.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Ohøj Ole..

”Om man kan kalde Arnes opfattelse af videnskab for en brugbar definition af videnskab, vil jeg anse som højst tvivlsom.”

- Uden tvivl og stik modsat, er der tale en ubrugbar def.
Så langt jeg ka’ huske, har jeg set en temmelig pudsig kritik af videnskaber, der vel må beskrives som en forsvarstale for retten til at justere sit verdensbillede med sanseoplevelser i virkelighedsrummet som det vigtigste værktøj, som om videnskaber forhindrede Arne eller mennesket i at opleve verden, og er altså m.a.o. en forfejlet kritik.
I den forbindelse må man nødvendigvis undersøge verden, ja dele af universet, hvis man skal levere brugbare beskrivelser af noget observerbart, det sir forhåbentlig sig selv. Det er her Arnes ”store spørgsmål” strander i noget mærkeligt, sikkert fantasien, for hvad er det præcis for en observerbar form for ”væren”, han taler om at undersøge, og som han åbenbart synes er så videnskabeligt fejlforklaret?
Det spørgsmål ønsker han dog ikke at forklare nærmere, hvorfor jeg altså siger, at der slet ingen pointe findes i indlæggene, hvorfor altså de ”store spørgsmål” bliver ligegyldige.
Man ku’ også sige det på en anden måde: at der findes noget om hvilket man intet ved, det ved vi udmærket, men for netop at stille de rigtige spørgsmål og finde de korrekte svar, må spørgsmålene netop rettes imod noget der evner at eksistere, at være til stede i oplevelsesrummet. Dvs. at Arne jo ikke aner om hans ”store spørgsmål” har korrelation med noget der evner eksistens, hvorfor de altså lige så vel kunne rette sig imod noget han bare forestiller sig – og som jeg altså mener bedre korrelerer med informationer han har hentet fra religiøse menneskers idéer om livet. Stærkt følte fortællinger, der mere viser os noget om menneskets evne til at skabe sig tankebilleder, men som ikke altid har særlig meget at gøre med en observerbar virkelighed.

At mennesker imidlertid ka’ føle stærkt for forestillinger om noget ukendt, og dette i kraft af kun fortællinger, det ved vi jo, ligesom vi ved, at forestillinger vi gør os på baggrund af fortællinger, meget vel kan vise sig at være væsensforskellige fra virkelige realiteter. Men ligger den observation så til grund for Arnes forestilling om disse store spørgsmåls kvalitet? Nej, det gør den faktisk ikke, nærmest tværtimod. Og en god illustration ku’ i den forbindelse være dyrlægen, der stillet over Fru Hansens lidt dramatiske beretning om Fidos mærkelige symptomer i tlf., naturligvis ville sige: Kære Fru Hansen, ku’ de ikke være god og komme ind på klinikken med Fido, så ser vi på ham, der ka’ jo være så meget at tage stilling til, og det bliver jo lidt svært pr. tlf.

Anekdoter eller tankebilleder ka’ jo sagtens ha’ en høj kvalitet og være et mesterstykke som kunst, det afhænger altså lidt af formålet, Men hvis formålet er at skabe viden, da må Arne jo altså sande, at vore fortællinger må ha’ korrelation med det vi ønsker at vide noget om, og det er dét jeg altid har savnet at få fortalt af ham.

”Det, jeg både finder interessant og foruroligende, er, at informationsbombardementet i de teknologiske samfund synes at have isoleret menneskene i hver sin livsfantasi, så de ikke længere er i stand til at forstå hinanden.”

- Det skete også før, at beretninger isolerede mennesker fra hverandre, fordi selve fortællingen blev indfølt som det væsentlige fremfor oplevelsen, hvorefter fortællingen virkede isolerende mellem mennesker alene p.a. deres individuelle følelser for noget uoplevet.
Men du har jo ret, vi mærker det meget tydeligt i disse tider, og bliver kun langsomt klar over, at informationer vi bombarderes med fra alle leder og kanter, må kvalificeres og derfor sættes op imod virkeligheden. Vi ka’ bare ikke undersøge alle informationer, og fortrængningsmekanismen er en vigtig bestanddel af vores velvære. Og faktisk er det selve fortrængningsmekanismen der er udsat for overgreb, særlig fra reklameverdenen der ikke skyr noget middel for at få penge i kassen. Imidlertid er også dette absurd, i og med, at også AD’ere og deres børn udsættes for dette, og kan altså med tiden ende med at få det rigtig skidt. De har simpelthen ikke gennemtænkt situationen grundigt, og er reelt uvidende om hvad også de senere kan komme til at slås med: en hjerne der forvirres til det yderste, fordi den pludselig ikke længere kan skelne mellem fantasi og virkelighed.

mvh
Simon