|
1
registreret Arne Thomsen
13
gæster og
166
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Fornuft og følelser
|
Ohøj Ole..
”Om man kan kalde Arnes opfattelse af videnskab for en brugbar definition af videnskab, vil jeg anse som højst tvivlsom.”
- Uden tvivl og stik modsat, er der tale en ubrugbar def.
Så langt jeg ka’ huske, har jeg set en temmelig pudsig kritik af videnskaber, der vel må beskrives som en forsvarstale for retten til at justere sit verdensbillede med sanseoplevelser i virkelighedsrummet som det vigtigste værktøj, som om videnskaber forhindrede Arne eller mennesket i at opleve verden, og er altså m.a.o. en forfejlet kritik.
I den forbindelse må man nødvendigvis undersøge verden, ja dele af universet, hvis man skal levere brugbare beskrivelser af noget observerbart, det sir forhåbentlig sig selv. Det er her Arnes ”store spørgsmål” strander i noget mærkeligt, sikkert fantasien, for hvad er det præcis for en observerbar form for ”væren”, han taler om at undersøge, og som han åbenbart synes er så videnskabeligt fejlforklaret?
Det spørgsmål ønsker han dog ikke at forklare nærmere, hvorfor jeg altså siger, at der slet ingen pointe findes i indlæggene, hvorfor altså de ”store spørgsmål” bliver ligegyldige.
Man ku’ også sige det på en anden måde: at der findes noget om hvilket man intet ved, det ved vi udmærket, men for netop at stille de rigtige spørgsmål og finde de korrekte svar, må spørgsmålene netop rettes imod noget der evner at eksistere, at være til stede i oplevelsesrummet. Dvs. at Arne jo ikke aner om hans ”store spørgsmål” har korrelation med noget der evner eksistens, hvorfor de altså lige så vel kunne rette sig imod noget han bare forestiller sig – og som jeg altså mener bedre korrelerer med informationer han har hentet fra religiøse menneskers idéer om livet. Stærkt følte fortællinger, der mere viser os noget om menneskets evne til at skabe sig tankebilleder, men som ikke altid har særlig meget at gøre med en observerbar virkelighed.
At mennesker imidlertid ka’ føle stærkt for forestillinger om noget ukendt, og dette i kraft af kun fortællinger, det ved vi jo, ligesom vi ved, at forestillinger vi gør os på baggrund af fortællinger, meget vel kan vise sig at være væsensforskellige fra virkelige realiteter. Men ligger den observation så til grund for Arnes forestilling om disse store spørgsmåls kvalitet? Nej, det gør den faktisk ikke, nærmest tværtimod. Og en god illustration ku’ i den forbindelse være dyrlægen, der stillet over Fru Hansens lidt dramatiske beretning om Fidos mærkelige symptomer i tlf., naturligvis ville sige: Kære Fru Hansen, ku’ de ikke være god og komme ind på klinikken med Fido, så ser vi på ham, der ka’ jo være så meget at tage stilling til, og det bliver jo lidt svært pr. tlf.
Anekdoter eller tankebilleder ka’ jo sagtens ha’ en høj kvalitet og være et mesterstykke som kunst, det afhænger altså lidt af formålet, Men hvis formålet er at skabe viden, da må Arne jo altså sande, at vore fortællinger må ha’ korrelation med det vi ønsker at vide noget om, og det er dét jeg altid har savnet at få fortalt af ham.
”Det, jeg både finder interessant og foruroligende, er, at informationsbombardementet i de teknologiske samfund synes at have isoleret menneskene i hver sin livsfantasi, så de ikke længere er i stand til at forstå hinanden.”
- Det skete også før, at beretninger isolerede mennesker fra hverandre, fordi selve fortællingen blev indfølt som det væsentlige fremfor oplevelsen, hvorefter fortællingen virkede isolerende mellem mennesker alene p.a. deres individuelle følelser for noget uoplevet.
Men du har jo ret, vi mærker det meget tydeligt i disse tider, og bliver kun langsomt klar over, at informationer vi bombarderes med fra alle leder og kanter, må kvalificeres og derfor sættes op imod virkeligheden. Vi ka’ bare ikke undersøge alle informationer, og fortrængningsmekanismen er en vigtig bestanddel af vores velvære. Og faktisk er det selve fortrængningsmekanismen der er udsat for overgreb, særlig fra reklameverdenen der ikke skyr noget middel for at få penge i kassen. Imidlertid er også dette absurd, i og med, at også AD’ere og deres børn udsættes for dette, og kan altså med tiden ende med at få det rigtig skidt. De har simpelthen ikke gennemtænkt situationen grundigt, og er reelt uvidende om hvad også de senere kan komme til at slås med: en hjerne der forvirres til det yderste, fordi den pludselig ikke længere kan skelne mellem fantasi og virkelighed.
mvh
Simon
|
|
|
|
