0
registrerede
360
gæster og
71
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18174 - 30/07/2014 17:10
Re: Fornuft og følelser
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Jeg vil gerne tilføje lidt:
Hvis du mener, at livet forekommer dig mere meningsfyldt i sammenhæng med nogle meninger om guder i det uvisse, ja så indretter du jo bare livet efter disse meninger – længere er den faktisk ikke, selve trosfriheden er din garant i demokratiet du lever i, hvorfor du altså ikke tvinges til at ansvare overfor andre religioners meningsindhold i demokratiet. Mennesket ka’ altså frit indrette sit liv efter præcis det livssyn der måtte forekomme spændende, uden at blive forfulgt af hverken stat, religioner eller ateister ;)
Stiller du imidlertid den forventning, at dit meningsfyldte liv skal værdsættes på debatter som eksempelvis denne, ja da må du i forvejen påregne at skulle besvare spørgsmål til værdien af dine meninger, for det er ganske enkelt almindelige forklaringskrav mennesker stiller hinanden i (forholdsvis) frie samfund, når de stiller deres meninger til skue i forventning om respons. Hvis de derimod ikke forventer respons, bortset fra klap på kinden fra ligesindede, da må man netop spørge: bruger dette mennesket dog bare debattens øjne til at agitere for sit ”meningsfyldte livssyn”, er debatten ham en opslagstavle og tillader han sig ligefrem at blive forurettet over spørgsmål til sine meningers egentlige værdi som et syn på livet, hva’ er det dog for noget? Den slags må man finde sig i, når man stiller sig i den position, du har anbragt dig i Arne ;)
Det er sådan samfundet hænger sammen Arne, demokratiske samfund udviklingspotentialer består ligefrem af kritiske spørgsmål, det var grundet disse at den vestlige verden overhovedet udviklede sig væk fra teokratiske manifestationer, som dem man oplevede før 1849 under enevældet. Det ved du jo godt.
Hertil ka’ man udmærket mene, at demokratiet på en lang række områder i virkeligheden har udviklet sig til blive noget ganske uværdigt for selve mennesket, i det befolkningen er underlagt enkeltindivider i en nu helt uigennemskuelig statsmagt, der jo så alligevel minder rigtig meget om kongemagten før 1849, og dertil mene, at vi derfor lige så godt ku’ afsætte folketinget og genindføre enevældet, for så ville statsmagten i det mindste blive mere gennemsigtig end nu, og enhver ville igen vide hvor man skulle placere ansvaret for beslutninger der angår samfundsborgernes ve og vel. Det er skam en option der kan argumenteres fornuftigt for, men så skal man netop argumentere for den, Arne, ikke bare reklamere med idéen! ;) Man ku’ her påpege, at mange mennesker ikke længere vil stemme på nutidens politikere, fordi de har mistet tilliden til beslutningstagerne, der jo også bedrager befolkningen helt bevidst og ligefrem fører samfundet ud på randen af et overformynderi med statsovervågning, som vi så det i totalitære regimer før i tiden, og at dette ligefrem er uværdigt for et demokrati og dermed for dem – hvorfor man netop mener at der ikke længere findes repræsentative politikere for ens samfundsvisioner. Men så skal man sætte det til debat, Arne, og argumentere for netop disse synspunkter og til fremme for en debat om værdisyn der måske ville være bedre. Det tåler demokratiet skam, ja det kan sagtens afsættes dersom hovedparten af borgerne ikke længere mener at de kan ha’ tillid til folketingets huleboere. Og mener man ligefrem, at guder bør overdrages ansvaret for ens liv, ja så skal man skam også forsvare dét med næb og kløer – men altså ikke være så ræd, at man bare sidder og agiterer med symboler, og hvad ved jeg. Sig dog din mening Arne, i stedet for alt det gas dér ;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (30/07/2014 17:15)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18177 - 31/07/2014 10:52
Re: Fornuft og følelser
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Simon.
Den historie om "guderne", som du bliver ved med at fremføre, synes jeg ikke er rimelig, da jeg jo ikke påberåber mig guder af nogen art.
Og når du skriver:
Stiller du imidlertid den forventning, at dit meningsfyldte liv skal værdsættes på debatter som eksempelvis denne, ja da må du i forvejen påregne at skulle besvare spørgsmål til værdien af dine meninger, for det er ganske enkelt almindelige forklaringskrav mennesker stiller hinanden i (forholdsvis) frie samfund, når de stiller deres meninger til skue i forventning om respons. hvad du jo gentagne gange har gjort, betyder det så, at de eksistentielle spørgsmål, jeg rejste, såsom:
Hvem er jeg? Hvad er verden? Hvorfor er vi? Hvad skal være - eller er - meningen med tilværelsen? Hvor kommer min nysgerrighed fra? Hvor kommer mine drømme fra? Hvor kommer verden fra? osv. osv. samt:
Jeg ser også, at du bruger begrebet "virkeligheden". Mener du at du kender den? at sådanne spørgsmål ikke er værd at svare på efter din mening - og i så fald, hvad er da din begrundelse for spørgsmålenes "uværdighed". Og de spørgsmål (til "værdien af mine meninger"), du forudser, jeg skulle besvare, hvor er de?
Jeg kunne da ellers godt tænke mig at høre, hvordan du selv stiller dig til sådanne alment eksistentielle spørgsmål - eller skal det være en hemmelighed?
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18180 - 01/08/2014 13:21
Re: Fornuft og følelser
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
”Den historie om "guderne", som du bliver ved med at fremføre, synes jeg ikke er rimelig, da jeg jo ikke påberåber mig guder af nogen art”.
- Det guddommelige er indbegrebet af et livs-meningsfylde du tillægger universet ved menneskets ånd, i kraft af hvilken, du jo mener intuitivt at stå i forbindelse med noget enestående myndigt udenfor dig selv. Ikke direkte at skrive det, udelader ikke livsanskuelsen som bagvedliggende mening, om man er sig det bevidst eller ej. Tvivlen driver for øvrigt mange religiøse mennesker ud i artige semantiske skuespil, nøjagtig som mennesker tænkte i tider længe før os, hvor mystik skabtes med glimt i øjet og simpelthen ved at forbinde fantasi og uvidenhed i beretninger om virkelighedsrummets beskaffenhed. Samme forbindelse anvender jo du, der stiller forventninger til videnskaber om at vide alt, underforstået: gud ved alt, det gør mennesket ikke. Hvad der i masser af indlæg synes at drive tastaturet, er akkurat en indstilling om livet underlagt determination. Det er fuldt ud rimeligt at stille skarpe spørgsmål til livsanskuelser af den art, idet livsanskuelsen har været brugt til at indordne individet sociale rammer iscenesat med anekdoter om guders vilje, m.a.o. en fraskrivelse af individets fri vilje.
Tanker om virkeligheden og dens indretning er jo netop en fortløbende diskussion, men den deltager du jo ikke i Arne, idet du konsekvent præsenterer debatten for det samme indlæg og aldrig besvarer spørgsmål til indlæggets grundlæggende meningsindhold. Du bruger kun spørgsmål som forklaringsflugt – som det ses i indlægget du gentager i denne tråd, men ikke kommer videre.
Du må forstå forskellen mellem det normative og deskriptive, og det var det mit indlæg handlede om. Det nytter ikke bare at tilføre virkeligheden/universet/naturen/livet egenskaber, alene i kraft af fantasiens tankekraft, hvorefter du i konfrontation med forklaringskrav til fantasierne, flytter opmærksomheden væk fra at forklare dig, ved at stille andre spørgsmål. Det nytter ligeledes intet at sige: mine spørgsmål er store, se bare hvor de stråler af åndrighed!, hvis ikke spørgsmålene har relevans til en sandsynlig og beskrivelig virkelighed. Her vil dine følelser bare ikke være dig til hjælp Arne, det vil derimod fornuften i spørgsmål som svar.
mvh Simon
Redigeret af Simon (01/08/2014 13:38)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18182 - 02/08/2014 10:30
Re: Fornuft og følelser
[Re: Simon]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Simon,
Du vedbliver med at påklistre mig noget "guddommeligt", men sandheden er, at når alt kommer til alt, så er det alene verdens væren jeg forholder mig til (og når jeg brugte udtrykket "Universets kærlighed" relaterede det alene til dét at universet er, hvilket jeg oplever som kærligt, men det er jo alene mig - og ikke universet - der oplever kærlighed).
Du oplever vel også universets væren, men hvordan du forholder dig til den oplevelse, det er åbenbart noget, du ikke vil fortælle om? Eller vil du?
Og når du skriver om dét, du kalder "virkeligheden":
Tanker om virkeligheden og dens indretning er jo netop en fortløbende diskussion, men den deltager du jo ikke i Arne, idet du konsekvent præsenterer debatten for det samme indlæg og aldrig besvarer spørgsmål til indlæggets grundlæggende meningsindhold. Du bruger kun spørgsmål som forklaringsflugt – som det ses i indlægget du gentager i denne tråd, men ikke kommer videre. så gentager du jo her, at der er nogle spørgsmål, jeg ikke har besvaret. Hvad er det for spørgsmål?
Jeg mener meget vel at forstå forskellen mellem at sætte normer og at beskrive, samt at videnskaben ikke sætter normer.
Og når du skriver:
Det nytter ikke bare at tilføre virkeligheden/universet/naturen/livet egenskaber, alene i kraft af fantasiens tankekraft - og dertil skriver:
Det nytter ligeledes intet at sige: mine spørgsmål er store, se bare hvor de stråler af åndrighed!, hvis ikke spørgsmålene har relevans til en sandsynlig og beskrivelig virkelighed. Her vil dine følelser bare ikke være dig til hjælp Arne, det vil derimod fornuften i spørgsmål som svar. Så må det vel betyde, at du mener, det er nytteløst, at stille spørgsmål, som fornuften ikke kan besvare, samt at intuitioner, fornemmelser og følelser (som du åbenbart reducerer til "fantasier") - set med dine øjne - er nytteløse. Er det rigtigt forstået?
Og hvis det er, så ser det for mig ud som om du er totalt hjælpeløs overfor, hvad man vel sammenfattende kunne kalde eksistentielle spørgsmål (som fornuften jo ikke kan besvare?).
Er det ikke et meningsløst liv?
Er det derfor, du aldrig tilkendegiver dine egne holdninger - udover kritik af andres brug af andre menneskelige egenskaber end "den rene fornuft"?
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18184 - 02/08/2014 12:11
Re: Fornuft og følelser
[Re: Arne Thomsen]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Simon har da klart redegjort for sine holdninger. Det er skam dig, Arne, der hele tiden kryber udenom, og nægter at besvare selv simple spørgsmål til dig. At konstant stille modspørgsmål i stedet for at svare på spørgsmål om din egen holdning, bortset fra dit meningsløse vrøvl om universets "kærlighed" og dets "væren", er jo blot gentagne eksempler på, at du ikke er her for at debattere, men kun for at forsøge at manipulere debatten. Simon har stillet dig adskillige klare spørgsmål, og din reaktion har hver gang været "hvilke spørgsmål". Men du skal da gerne få et klart spørgsmål til: Tror du på, at din ikon er et billede af et guddommeligt væsen, der elskede alle mennesker, og som stadig er i live et eller andet sted? Ja eller nej!
Hvad er din holdning, Arne? Min er et klart nej. Mvh Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|