0
registrerede
5
gæster og
222
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#18121 - 26/07/2014 08:30
Det nødvendige selvbedrag.
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 759
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Ind imellem bliver man forbløffet over, hvad mennesker er i stand til at bilde sig selv ind. Men de færreste forstår, at såvel alverdens religioner som individuelle virkelighedsstridige opfattelser af andre mennesker eller af en selv faktisk er hjernens forsvar mod en tilstand, der grænser til sindssyge.
De hundrede milliarder nerveceller, vi indeholder, med deres billioner af synapser repræsenterer et databehandlings værktøj af en sådan kompleksitet og kapacitet, at antallet af kombinationsmuligheder er hinsides al fatteevne. Men som i alle komplekse systemer kan en lille fejl eller unøjagtighed vokse til et tankemæssigt kaos.
Her er det så, at hjernen for at beskytte sig mod et sådant kaos lægger sig fast på et mønster, der kan skabe stabilitet i tankeprocesserne. Om dette mønster er i overensstemmelse med den omgivende virkeligheds fænomener, er hjernen bedøvende ligeglad med. Lige her og nu handler det kun om overlevelse fra kaos og sindssyge.
Virkeligheden kan jo med nye impulser korrigere for fejlen, og bringer tankeprocesserne tilbage på et korrekt spor, men hvis det etablerede mønster har siddet der for længe uden korrektion, vil hjernen stritte imod. Hellere beholde en falsk virkelighedsopfattelse end at riskere, at hjernen igen løber løbsk.
Så det enhver psykolog er oppe imod, når man skal få en "patient" til at acceptere virkeligheden om sig selv og andre, er et livsbevarende selvbedrag af voldsom styrke. Det var denne indsigt der fik mig til at afstå fra at behandle mennesker for deres psykiske problemer. Hvad hver enkelt menneske benytter af selvbedrag for at overleve har ingen betydning i det store billede, men kan man gennem forskningen finde nogle af svarene på, hvorfor de fleste mennesker ikke vil acceptere virkeligheden, kan man måske medvirke til, at fremtidens generationer bliver psykisk sundere, så de kan skabe en bedre verden for hinanden.
Håbet er jo lysegrønt, og det er desuden det eneste vi har, hvis vi vil forestille os en fremtidg verden, hvor mennesker samarbejder i stedet for at slå hinanden ihjel.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18124 - 26/07/2014 15:32
Re: Det nødvendige selvbedrag.
[Re: ole bjørn]
|
|
Kære Ole: Dit sidste afsnit erklærer jeg mig selvfølgelig enig i - så den eneste nuance her er måske, at jeg er mere positiv i mit fremtidssyn end det, du her giver udtryk for som værende dit. Ellers er min tanke blot den, at jeg er da godt tilfreds med, at skulle jeg blive erklæret psykisk ustabil, og hvem er det egentlig som afgør, hvem der er normal - sagt i parentes? ... Ja, så ville jeg da betragte det som nærmest det værst tænkelige, hvis du skulle "behandle" mig. ... Så godt for nogle - også andre end dig selv - måske, at du ikke blev behandler. Jeg ville i fald det skulle ske jo kunne risikere, at alt det, jeg møjsommeligt har fundet frem til som givende mig mening og forståelse ville du se som fantasier og virkelighedsflugt. ... Så kunne det jo vel ske, at operationen ville lykkes, men patienten dø. .... Du må gerne se mig som et objekt for din forskning - men se mig så gerne som en sommerfugl, der for mig = Helligånden. ... Til slut med Piet Hein: "Den som tager alt for sjov - og alvor kun alvorligt - han/hun har fattet begge dele lige dårligt." m.v.h. zenia
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18127 - 27/07/2014 08:59
Re: Det nødvendige selvbedrag.
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Ohøj Zenia..
”Jeg ville i fald det skulle ske jo kunne risikere, at alt det, jeg møjsommeligt har fundet frem til som givende mig mening og forståelse ville du se som fantasier og virkelighedsflugt”.
- Man er ikke nødvendigvis sindssyg, fordi man reagerer sundt på et sygt samfund, eller en række omkringværende sygelige mekanismer i et nærmiljø, det skal man bare ha’ med sig i den diskussion!
Fantasier kan være en nødvendig erstatning for et enten nedbrudt eller ikke længere velfungerende ”gitterværk”, en fortrængnings- eller forsvarsmekanisme der faktisk skal beskytte sindet mod alt for massive belastninger fra virkelighedsrummet, for ikke at gå i chok med traumatisering som følge. Her kan en fantasiverden jo fungere som det nødvendige selvbedrag, ja være den ganske nødvendige bevidsthedspause for sindets restitution og derfor egentlig hjernens overlevelse – idet bevidstheden, der har været på overarbejde i behandlingen af sanseimpulser fra et uhæmmet virkelighedsrum, jo også må ha’ arbejdsro for at fungere tilfredsstillende. Ellers går en række funktioner bare ned, og sanseindtryk vil derefter ikke længere ku’ holdes ud fra hverandre, med desorientering som følge. Lidt som forskellen mellem hedeslag og solstik, hvor hedeslaget jo kan medføre alvorlige hjerneskader, hvis ikke nogen griber ind, for man er sig ikke bevidst om årsagen, midt i virkningen. Psykoser må også forstås som det nødvendige nedbrud, relæet, når kraftige sanseimpulser ikke længere kan organiseres og grundet chok eller andet (endogent), der så har medført en kemisk ubalance der absolut kræver arbejdsro for at genoprettes, bl.a. eventyr(fantasi)terapi, udover medicin og anden behandling.
Der er dog en verden til forskel mellem det at få en psykose, og det faktisk at udsættes for en systematisk indbildning om hvordan virkeligheden, verden og mennesket fungerer – hvor ethvert menneske der voksede op i verdensbilledet arrangeret af mennesker i det 12 århundrede, men pludselig (rent imaginært) blev placeret i det 21 århundrede, jo indlysende ville få alvorlige problemer med at orientere sig i virkelighedsrummet. Ja forestil dig lige Arne sige til (vores imaginære ven her, lad os kalde ham) Josef: ”jamen kære Josef, slå op på Wikipedia med din iPad, så vil du se at også Einstein troede universet var fyldt med guddommelig kærlighed.” ;) Josef bevidsthed ville så sandelig komme på overarbejde, for han ville nøjagtig som vi ville, hvis vi omvendt blev tilbageført i det 12 århundrede, få rigtig mange problemer med at orientere os i det sociale rum, med nerverne uden på tøjet. Og det er lige præcis den slags vi mennesker ikke tåler at udholde for længe ad gangen, og det er her, vi finder på råd – når nerverne pludselig sætter ind fordi hjernen sætter ud og vi derfor begynder at gå på væggene. Vi ville her få god brug for fantasien der kan føre os ind i nogle betryggende rammer, men hvis vi ville blive i denne fantasi for længe, opleve angst ved selv små berøringer med virkeligheden – der jo må forsøge at trænge igennem – og sandsynligvis til sidst komme til skade og forgå. Virkeligheden kræver m.a.o. vores nærvær.
Men at fastholde og genskabe en hel kultur i det 21 århundrede, hvor man forklarer verden som den blev forklaret mennesker i det 12 århundrede – du ved: ”gud har forordnet livet for dig, du er derfor guden skyldig og ansvarer følgelig overfor gud; og gud nåde at trøste dig i det hinsides, hvis ikke du gør som gud behager, osv.” – det må i sig selv beskrives som et misforhold mellem to verdensbilleder, hvor altså en udvikling står imellem. Og ikke mindst må vi sige, at mennesket jo i stigende grad og i kraft af samfundsudviklingen er blevet holdt ansvarlig for sit eget liv, og derudover, at det altså må ansvare for sine handlinger overfor staten/fællesskabet, men ikke overfor gud. Dette misforhold skaber fx en række problemer, når mennesker forsvarer et antikt verdensbillede med gud som øverste myndighed, ja endda søger at ødelægge en udvikling der harmer deres ”æresfølelser” for guden med voldelige midler. Også disse mennesker vil sige, at de da anser deres virkelighedsforståelse som fuldt ud meningsgivende Zenia, netop i kraft af møjsommelige gentagelser af en livsforståelse, der så i sidste ende har medført at de jo er alt andet end åbne overfor andet end deres eget verdensbillede. Men også her kræver virkeligheden jo deres nærvær, for også de må søge en bedre forståelse af virkeligheden, for det går naturligvis ikke an vedblivende at forklare naturkatastrofer m.m. som guders vrede, idet man må forstå naturen, hvis man skal kunne beskytte sig mod kolossale, men reelt meningsløse altødelæggende kræfter. Så det er meget informationsforvirring, der er tale om – og uvidenhed der egentlig bare fastholdes for at bevare verdensbilledet.
Spørgsmålet er vel, om der så i virkeligheden er tale om et trygt verdensbillede - jeg mener, det er jo ikke ligefrem nogen kærlig gud der daglig udsætter små menneskebørn eller deres forældre for en tidlig død, en skæbne som en almægtig skaber indlysende må ha’ taget i betragtning. Kærlighed og tryghed har m.a.o. ikke så lidt at gøre med hverandre ;)
Vi må lære at acceptere, at vores verdensbillede kan bryde sammen, for ikke selv at bryde sammen, i en verden der kræver vores adaptationsevne og forståelse, det lyder vel ikke helt urimeligt, vel?
mvh Simon
P.s.: fy for satan for en led våd varme, vi senest har fået, håber du klarer den Zenia, som et andet solsind ;)
Redigeret af Simon (27/07/2014 09:11)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18128 - 27/07/2014 09:32
Re: Det nødvendige selvbedrag.
[Re: Anonym]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 759
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Kære Esther.
Det er da godt, at du er tilfreds med dig selv. Jeg forstår også af dit indlæg, at du nærmest vil anse det som et personligheds mord, hvis jeg eller nogen psykologer med en langvarig uddannelse i at behandle psykisk syge, skulle få deres patienter til at se virkeligheden i øjnene, for det ville de helt sikkert dø af.
Du er jo allerede blevet meget klogere end alle forskere i menneskelig psyke, for du har jo selv for en "beskeden" pris købt et kursus i mirakler, og se, miraklet er omgående sket. Du er blevet bedre til at rådgive folk om, hvordan de bliver lykkelige, end alle de professionelle, fra præster til psykiatere, for hvad hjælper deres erfaringer mod dit kursus i selvbedrag.
Har den tanke aldrig strejfet dig, at det kan være farligt at rådgive mennesker med psykiske problemer, især hvis de består i fortrængninger og virkelighedsflugt. Jeg har set flere alvorlige tilfælde, hvor velmenende mennesker i tro på egen ufejlbarlighed drev fortvivlede mennesker ind i langvarige hospitalsophold eller ud i selvmord. Det er grunden til, at jeg trods min langvarige uddannelse ikke føler mig kompetent nok til at råde mennesker til andet end; Find lykken på din egen måde ved at tænke over de realiteter, du selv oplever. Lyt ikke til de missionærer, der vil have dig til at tro på deres egen religion.
Men det afholder dig åbenbart ikke fra at reklamere for nogle amerikanske religionssvindlere, der har tjent formuer på at udnytte menneskers håb om at opleve mirakler. Du spytter stadig i deres pengekasser med nye kurser, lige som de troende på scientologi, Jehovas Vidner og andre sekter gør. Sekter, der alle lever højt på menneskers fornægtelse af virkeligheden. For du ved jo bedre, Esther, og du er jo blevet lykkelig siden numerologien fortalte dig, at nogle af dine problemer skyldtes, at du hed noget helt forkert. Du burde ikke hedde Esther, men Zenia, så derfor ville Helligånden ikke rigtig kendes ved dig.
Nu har Helligånden åbenbart taget bolig i dig, og fået dig til at missionere for din vestjyske "livsvisdom". Desværre har den så ikke haft tid til at gøre menneskene i Gaza striben klogere, ikke engang med de amerikanske mirakelmageres hjælp, men det sidste skyldes nok, at der ikke ikke er penge i det for dem.
Nej, Esther, jeg ser ikke din besættelse af Helligånden som en sommerfugl. Jeg ser den, som jeg ser alle missionærer, som en knæler, der venter tålmodigt på at intetanende insekter kommer så tæt på, at den kan hugge kæberne i ofret og slubre deres sidste rest af virkelighedssans i sig.
Så længe din tro blot var din egen måde at finde lykken på, har jeg fredet dig. Men nu, hvor du har gjort fælles front med alle de, der prøver at få mennesker til at fornægte virkeligheden, er fredningen forbi. Skylden for dette kan du jo ifølge dit kursus finde i din egen holdning. Det er nok den eneste virkelige værdi, som "et kursus i mirakler" indeholder, og så er det ikke engang et mirakel, men en simpel psykologisk iagttagelse.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#18131 - 27/07/2014 10:55
Re: Det nødvendige selvbedrag.
[Re: ole bjørn]
|
|
Hej Ole, Nu faldt brikken på plads her hos mig. Jeg har jo så ofte (for)undret mig over dine voldsomme udfald overfor både Arne og HansKrist - og har aldrig kunnet forstå dem. Det, jeg ser, at du gør: Når mennesker i tillid åbner op for deres inderste tanker - ser du det som udtryk for en holdning = "de vises sten" og endda forsøg på at missionere. ... Er vel egentlig i dybeste forstand hos dig selv en frygt for, at vore "fantasier" skulle smitte - så jeg ser det egentlig som et tegn på dit omsorgsgen. Det har aldrig været min idé med at skrive på Trosfrihed - og sikkert heller ikke de andres - så samtidig med, at jeg egentlig er lidt ked af dit svar her - må jeg erkende, at vi nok er gået forkert af hinanden. ... Ærlighed er imidlertid stadig i min verden både en dyd og en nødvendighed ... og jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde hjertet i det, du skriver. ... Imidlertid er alt jo stadig vel, så jeg ønsker dig en fortsat god sommer. ... m.v.h. Zenia NB: For en ordens skyld: At jeg kalder mig både Esther og Zenia har en nummerolog ikke haft noget som helst at gøre med ... mine kurser er ikke alle i ekims regi ... men bliver fulgt i et ydmygt håb om at kunne forstå andre og mig selv bedre. ...
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|